Nu kommer der gang i Københavns kæmpetunnel

Bilisterne kan komme hurtigere under havnen, når den nye Nordhavnstunnel står klar om godt fem år. Det tre mia. kroner dyre byggeri er netop gået i gang. På lang sigt bliver det et vildt projekt: Senere kan tunnelen nemlig forbinde Helsingørmotorvejen med lufthavnen.

Nordhavnstunnellen skal forbinde Østerbro og Nordhavn.
Trafik

Der skal graves et gevaldigt hul i Københavns Havn, så bilerne i fremtiden kan komme hurtigere og nærmest køfrit til og fra den nye bydel Nordhavn – og måske senere hele vejen til lufthavnen.

Projektet med den 3,4 mia. kroner dyre tunnel har været i gang i flere år, og nu begynder arbejdet for alvor at tage fart. Men selv om det bliver et gigantisk anlægsprojekt, kommer det ikke til at genere trafikken eller beboere særlig meget.

Det meste af arbejdet foregår på eller nær vandet samt i selve Nordhavn, der endnu ikke er udbygget med boliger og erhverv. Og det meste af materialerne til byggeriet og overskudsjorden derfra kan sejles til og fra.

Svanemøllehavnen i den nordlige del af København er nu helt tømt for både i den del, hvor tunnelen nu skal graves.
Svanemøllehavnen i den nordlige del af København er nu helt tømt for både i den del, hvor tunnelen nu skal graves.

600 lystbåde flyttes

Mest generet bliver sejlerne i Danmarks største lystbådehavn, Svanemøllehavnen, da tunnelen skal graves tværs gennem havnen. 600 af de 1.500 lystbåde er i eftersommeren flyttet til en ny, midlertidig havn på Nordhavnssiden, formentlig indtil 2027.

Tunnelen på 1,4 km anlægges ved at grave ned oppefra og støbe bund, sider og låg på stedet.

Den nye tunnel bliver en direkte forlængelse af den eksisterende tunnel på Nordhavnsvej, og sammenlagt bliver den kombinerede tunnel 2,2 km med en til- og frakørsel ca. midt på.

Den nye tunnel vil for bilisterne være magen til den eksisterende tunnel på Nordhavnsvej.
Den nye tunnel vil for bilisterne være magen til den eksisterende tunnel på Nordhavnsvej.

Gammel tunnel er forberedt

Tunnelen under havnen bygges lige som første etape med to spor i hver retning uden nødspor. Fartgrænsen ventes at blive 60-80 km/t.

Den første tunnel er gjort klar til at blive forlænget under havnen, og derfor forventer Vejdirektoratet kun små gener for trafikken i byggeperioden.

Ret sent i processen bliver der brug for kortere lukninger af den gamle tunnel, mest om natten, så de to tunneler kan kobles fysisk og elektronisk sammen.

Den nuværende tunnel har en ca. 200 meter lang del, som ikke bruges i dag. Men den betyder, at det bliver forholdvsis enkelt at koble de to tunneller sammen uden at genere trafkken ret meget.
Den nuværende tunnel har en ca. 200 meter lang del, som ikke bruges i dag. Men den betyder, at det bliver forholdsvis enkelt at koble de to tunneller sammen uden at genere trafikken ret meget.

Kan være klar midt i 2027

Den nye tunnel, som anlægges af Vejdirektoratet på vegne af Københavns Kommune, ventes åbnet midt i 2027.

Projektet er forberedt til en mulig tredje etape – 10-11 km ekstra tunnel via den kommende bydel Lynetteholmen og helt til Øresundsmotorvejen ved Københavns Lufthavn.

Der er allerede nu god brug for den kommende tunnel. Der er kraftig lastbiltrafik til og fra Nordhavn, som nu må gennem Østerbro og det nye boligkvarter i Nordhavn.
Der er allerede nu god brug for den kommende tunnel. Der er kraftig lastbiltrafik til og fra Nordhavn, som nu må gennem Østerbro og det nye boligkvarter i Nordhavn.

Skal fortsætte 10 km til lufthavnen

Da der er en politisk forventning om, at denne etape en gang bliver vedtaget som et statsligt projekt, er der bevilget et stort beløb til at fremtidssikre Nordhavnstunnellen. Det sker ved allerede nu at anlægge et stort rampeanlæg i Nordhavnen, som kommer til at koste omkring en tredjedel af byggeriet selve af kyst til kyst-tunnelen.

Den lange tunnel til og fra lufthavnen, også kendt som Østlig Ringvej, kan tidligst være klar i 2035.

Nordhavnstunnelen skal bygges af et joint venture-selskab, der består af Besix (Belgien) og MT Højgaard (Danmark) med støtte fra NIRAS, Jacobs og Bravida Danmark.

Den kommende Nordhavnstunnel (gul) skal efter planen forlænges hele vejen langs Amagers kyst til lufthavnen.
Den kommende Nordhavnstunnel (gul) skal efter planen forlænges hele vejen langs Amagers kyst til lufthavnen. Alle undersøgelser er formentlig først færdige i 2025, hvorefter der kan tages en politisk beslutning om at bygge den mindst 20 mia. kr. dyre tunnel. 

 

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve