Sikkerheden på vejene er i dødvande

Det går ikke fantastisk med at gøre de danske veje mere sikre. Antallet af omkomne steg fra 2022 til 2023. Et opløftende tegn er dog, at færre blev kvæstet, og at der var et lille fald i det samlede antal ulykker.

To personer i gul vest inspicerer forulykket bil.
Trafik

Trafiksikkerheden i Danmark ser ikke ud til at bevæge sig markant i den positive retning, som eksperter og politikere håber på og arbejder for.

Bilerne bliver ellers løbende mere sikre, og fartgrænserne sænkes en del steder. Men der kommer også flere biler på vejene, og samlet set kører vi flere km.

Med Vejdirektoratets foreløbige tal for 2023 opgjort ser der ud til at være dødvande i udviklingen.

160 døde på vejene i 2023

160 personer mistede livet på de danske veje i 2023. Det er seks flere end i 2022 og blev bl.a. udløst af en blodig december med 19 omkomne. Også juni og september var alvorlige med omkring 20 døde.

Og selv om kurven ikke rigtig vil knække nedad, er de 160 dog det tredjebedste tal i statistikkens 90-årige historien. Corona-året 2021 satte historisk bundrekord med 130 trafikdøde.

Graf med seks års trafikdøde.
Udviklingen i omkomne de seneste seks år har svinget meget. Corona-året 2021 satte historisk bundrekord, mens 2023 ser ud til at blive det tredje bedste år i statistikkens 90-årige historie. Tallet for 2023 er foreløbigt.

Men ellers kan skimtes en svag positiv kurs i 2023-tallene.

Lidt færre ulykker og tilskadekomne

De statistisk set mere solide tal for tilskadekomne og trafikulykker peger alle moderat i den rigtige retning. Fem procent færre kom til skade i tre procent færre trafikulykker sammenlignet med 2022. Begge tal ligger lidt over 2021.

Samlet set har politiet i 2023 registreret 2.444 trafikulykker med personskade. Det er 47 hver uge. Ulykker med kun materielle skader var der 11.145 af svarende til 214 hver eneste uge.

- Det er selvsagt trist, at antallet af dræbte i trafikken ser ud til at være svagt stigende i forhold til sidste år. Omvendt kan man glæde sig over, at antallet af tilskadekomne og antallet af ulykker ser ud til at være for nedadgående, siger chefkonsulent i FDM, Dennis Lange.

- Bundlinjen er dog, at der stadig er et trafiksikkerhedsmæssigt arbejde, der skal gøres, ligesom vi alle i trafikken skal huske på, at trafiksikkerhed er et fælles ansvar, pointerer han.

 

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve