Stærekasser spreder sig: 3 gange så tung fartkontrol

Danmarks 20 faste ATK-kameraer skal vokse til 60, er det politisk besluttet. 10 af de nye fartkameraer kommer på motorveje med det erklærede mål at nedbringe trafikstøj. Se her, hvor de nye fotobokse kommer.

Automatisk fotoboks med to biler.
Trafik

Der har været stille om de fastmonterede fartkontroller, kendt som stærekasser, ATK-standere eller fotofælder, siden 20 styks blev sat op på danske veje i 2018.

Men nu får stærekasserne voldsomt vokseværk.

Forligskredsen bag aftalen om Infrastrukturplan 2035 har besluttet at udvide antallet af fastmonterede fotobokse fra nu 20 til 60.

I første omgang bruges godt 64 mio. kr. til 30 nye stærekasser og opgradering af det tekniske udstyr i de 20 nuværende.

Nye fotobokse kommer på veje med mange ulykker

Kort hvor stærekasserne kommer
De ekstra fotobokse kommer over hele landet. De bliver sat op mellem Bramming og Varde, mellem Bramming og Ribe, mellem Thisted og Fjerritslev, mellem Aabybro og Fjerritslev, mellem Herning og Varde, mellem Randers og Grenaa, mellem Holstebro og Ringkøbing, mellem Esbjerg og Grindsted, mellem Skive og Herning, mellem Odense og Faaborg, mellem Svendborg og Faaborg, mellem Holbæk og Sorø, mellem Frederikssund og Englerup samt mellem Nexø og Aakirkeby. Desuden kommer der stærekasser på disse motorveje; ved Nyborg, Køge Bugt Motorvejen ved Vallensbæk, Holbækmotorvejen ved Folehaven, ved Vejlefjordbroen og Motorring 3.

De nye ATK-standere skal sættes op langs landeveje lige som de nuværende.

De nye placeringer er udvalgt ud fra data om høj hastighed og ulykker, så de nye ATK-standere kommer dér, hvor de har størst betydning for trafiksikkerheden, oplyser Vejdirektoratet.

Der vil komme skilte, så trafikanterne bliver varslet, inden de når frem til en stærekasse.

FDM: god idé når det gøres rigtigt

- FDM er glad for, at der skal stilles flere stærekasser op, siger chefkonsulent Dennis Lange.

- Især er vi glade for, at de – som hidtil – opstilles på landeveje, hvor de fartrelaterede ulykker sker. Permanente stærekasser er et godt redskab til at få for høj fart bragt ned, og derfor giver de også bedre trafiksikkerhed på de lokationer, hvor det netop er den høje fart, der forårsager ulykkerne, siger Dennis Lange.

Blåt skilt der advarer om fartkontrol.
Der vil komme skilte, som oplyser om automatisk fartkontrol forude.

Opsætningen af de nye fotobokse og opgraderingen af de nuværende begynder i 2027.

Nyt: også på motorveje

Ud over de i alt 50 stærekasser, som typisk opsættes parvis, kommer der som noget nyt yderligere 10 fotobokse langs motorveje. Det politiske flertal vil bruge knap 16 mio. kr. på såkaldte støjstærekasser.

De skal opsættes på fem motorveje, hvor det primære formål ikke er sikkerheden, men at holde farten nede på strækninger, hvor støjen er et særligt stort problem.

FDM: skal ikke være primære middel mod vejstøj

FDM har fuld forståelse for, at der bor mennesker omkring motorvejene, der er plaget af støjen. Trafikstøj kan ikke bare være til gene, men også have helbredsmæssige konsekvenser. Derfor skal trafikstøj tages alvorligt og bekæmpes med effektive virkemidler, mener bilistorganisationen.

- Stærekasser er gode til at forbedre trafiksikkerheden, og det mener FDM også er det, de først og fremmest skal bruges til.

- For at bekæmpe vejstøj bør man i første omgang se på løsninger som støjdæmpende asfalt og moderne støjværn. Dertil kommer, at en væsentlig del af støjen på motorvejene kommer fra lastbiler, der jo i sagens natur kører langsommere end den generelle tilladte hastighed, siger politisk chef i FDM, Torben Lund Kudsk.

- Når støjstærekasserne kommer op, opfordrer FDM til, at der laves grundige før- og eftermålinger, så effekten kan måles og dokumenteres, siger han.

Rødt øje, der bruges til fartkontrol.
Der findes i dag 20 ældre ATK-bokse med udstyr, som blev pillet ud af skrottede ATK-biler. Udstyret er dermed temmelig gammelt og bliver nu skiftet ud. Politiets mobile ATK-kontroller fik nyt og mere moderne udstyr i 2023. 

Ikke alle er tændt samtidig

De nuværende 20 stærekasser har ifølge Vejdirektoratet betydet en markant reduktion i gennemsnitshastigheden, så den nu er under den tilladte fartgrænse ved alle 20 fotobokse.

Ikke alle de automatiske fartkontroller vil være aktive på samme tid. I en lidt kryptisk formulering konstaterer Transportministeriet: ’De i alt 60 ATK-standere driftes sådan, at de vil have bødeaktivitet på skiftende tidspunkter, og bødeaktiviteten i Danmark forbliver uændret.’

Med andre ord: Den reelle risiko for at få en fartbøde (og det administrative arbejde med at udskrive dem) stiger ikke, selv om der kommer tre gange så mange kameraer. Men da trafikanterne ikke kan vide, hvilke der er aktive eller ej, vil den præventive effekt på fartoverskridelser være stor.

 

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve