Kørselsforbud er usynligt for politiet
Selvom en læge giver en ældre, syg eller medicinerede bilist forbud mod at køre bil, kan man uhindret køre videre. Forbuddet er nemlig usynligt for politiet. FDM frygter, at det kan koste liv og mener, at lægelige kørselsforbud skal gøres synlige for politiet.
Pressemeddelelse 11. november 2025
Bilister som er under udredning for eksempelvis epilepsi, som får sløvende medicin i forbindelse med en behandling, eller som har en demenssygdom, kan uhindret køre videre. Også selvom de har fået et såkaldt lægeligt kørselsforbud af deres læge.
Det lægelige kørselsforbud fremgår nemlig kun af den enkeltes patientjournal og registreres ikke et centralt sted. Heller ikke hos politiet, som ved en kontrol derfor ikke kan se, om en bilist har et lægeligt kørselsforbud og dermed ikke må køre bil. Det møder kritik fra FDM.
”Problemet er, at et lægeligt kørselsforbud alene er en mundtlig aftale mellem læge og patient, som ikke er juridisk bindende. Forbuddet er heller ikke synligt andre steder end i patientens journal. Det betyder, at hvis politiet standser en bilist, kan de slå en masse oplysninger op om vedkommende – men ikke, om han eller hun har et lægeligt kørselsforbud og dermed ikke må sidde bag rattet. Det mener vi, er et problem,” siger politisk chef i FDM Torben Lund Kudsk.
Derfor foreslår FDM, at de lægelige kørselsforbud bliver gjort juridisk bindende og synlige i politiets registre. Dermed vil politiets nummerpladegenkendelse, som i dag sidder i mange politibiler, nemmere kunne ’se’, om der kører en bilist, som ikke må sidde bag rattet.
Blandt andet en omtalt dødsulykke, hvor en bilist med et lægeligt kørselsforbud kørte et forældrepar ihjel, har medført, at en tværministeriel arbejdsgruppe i øjeblikket er ved at gennemgå de gældende regler for lægeligt kørselsforbud, og arbejdsgruppen undersøger, om håndhævelsen kan forbedres. Fra flere sider udtrykkes der imidlertid en bekymring om, at en højere grad af synlighed vil skade fortroligheden mellem læge og patient.
”FDM er opmærksom på, at der fra blandt andet lægefaglig side er en bekymring for at bryde fortroligheden mellem patient og læge. Den bekymring anerkender vi, men vi mener, at hensynet til trafiksikkerheden må have forrang. Et lægeligt kørselsforbund udstedes jo kun, hvis lægen vurderer, at der er en overhængende risiko for de øvrige trafikanter. Vi forestiller os heller ikke, at politiet skal kende årsagen til kørselsforbuddet – blot at der er et,” siger Torben Lund Kudsk.
Da lægelige kørselsforbud ikke registreres centralt, er der ikke overblik over, hvor mange gange om året en læge udsteder et forbud.

Pressekontakt
Pressekontakt:
FDMs presseafdeling kan kontaktes på:
Tlf. 45 27 09 67
presse@fdm.dk
Kommunikationschef
Barbara Borre Lange
45 27 07 01 eller 26 27 07 21
Kommunikationsmedarbejder
Mads Bregenov-Pedersen
45 27 09 62 eller 21 18 70 30