Opel Adam - smart designerbil

Opel Adam er en helt ny minibil, og den skal sælges på smart design og et individuelt valg af farver, mønstre og udstyr. Dermed distancerer den sig fra både de billige småbiler og de mere kedelige større biler.

Opel Adams ydre kan sammensættes i lige præcis den kombination, som køberen ønsker.
Forpremiere

Farverne og det personlige look går igen ved instrumentbordet i Opel Adam.
Farverne og det personlige look går igen ved instrumentbordet i Opel Adam.
Motor mener: Opel Adam er et første skridt på vej ind i Opels fremtid som producent af spændende biler målrettet den enkelte køber. Når også teknikken en dag bliver fornyet, vil Opel Adam for alvor blive interessant.

Mens vi danskere øjensynligt kun har øje for en lav anskaffelsespris, når vi køber ny bil, så tyder de større europæiske tendenser på, at bilejere fremover vil have biler, der afspejler ejerens personlighed.

Og efter at bilfabrikkerne med den nyeste produktionsteknologi nu er blevet i stand til at masseproducere biler, der på den ene side er teknisk identiske, og på den anden side ser vidt forskellige ud, så ser det ud til, at bilkøberne nu kan få, hvad de vil have.

Opel Adam fås i et uendeligt antal kombinationer

Opel Adam fås kun i én variant med to sidedøre og en stor bagklap. Bemærk den bølgede kromliste langs taget.
Opel Adam fås kun i én variant med to sidedøre og en stor bagklap. Bemærk den bølgede kromliste langs taget.
Opel er således allerede efter årsskiftet klar med en helt ny lille bil, der skal sælges på muligheden for at få bilen leveret i præcis de farver og de mønstre, som kunden vil have.

Selv siger Opel, at den nye Opel Adam kan produceres i så mange forskellige varianter, at der næppe vil være to ens biler, der nogensinde møder hinanden.

For at gøre det hele lidt mere overskueligt kan kommende kunder dog starte med at vælge mellem tre designlinjer, der hedder noget så mærkeligt som „Jam”, „Glam” og „Slam”.

De tre linjer er designet i henholdsvis funky stil, smart design eller sportsligt trim.

Som noget nyt introduceres et helt nyt infotainment-system i Opel Adam. Så er der styr på lyd, telefon, navigation og meget mere.
Som noget nyt introduceres et helt nyt infotainment-system i Opel Adam. Så er der styr på lyd, telefon, navigation og meget mere.
Men det er kun de tre grundtoner, der er slået an. Meningen er, at kunden selv vælger farve på bil, tag, indtræk, indvendigt tag, fælge og meget mere.

Opel Adam er baseret på Corsa

Men lad os lige se nærmere på, hvad Opel Adam egentlig er for en bil. Den er grundlæggende baseret på den platform, vi kender fra Opel Corsa, som den også deler en hel del teknik med.

Men karrosseriet er kun at finde i en udgave med to store sidedøre, og det er tydeligt, at det primært er forsæderne, der har været i fokus, da Adam blev skabt.

Også den indvendige side af taget kan designes efter eget valg.
Også den indvendige side af taget kan designes efter eget valg.
Foran sidder man rigtig godt i gode stole, og man føler sig egentlig godt kørende som i en meget større bil. Ved bagsædet er man omvendt allerede ved indstigningen klar over, at de to pladser kun er tænkt til at blive brugt ved korte ture. Adam er altså på ingen måde en ny familiebil.

Gamle motorer

Lige så nytænkende bilens former og farver er, lige så traditionel er bilen, når man ser den efter under skallen. Hjulophæng, motorer og gearkasser er hentet direkte på det eksisterende lager, og det virker mildest talt underligt, når resten af bilen er så fremadrettet.

Bagagerummet rummer kun 170 liter og er dermed ikke bilens stærke side.
Bagagerummet rummer kun 170 liter og er dermed ikke bilens stærke side.
Faktisk er de klassiske firecylindrede sugemotorer direkte antikverede i deres opførsel, når man sammenligner med den nye generation af trecylindrede turbomotorer, som flere af konkurrenterne tilbyder.

Opel regner da også med, at Adam inden længe bliver opgraderet på dette punkt. Men indtil da må man nøjes med at nyde bilens former og farver, og så slå sig til tåls med, at bilen trods alt heller ikke er dårlig at køre i, selv om den heller ikke ligefrem er skabt til at køre hurtigt på motorvejene.

Nyt infotainmentsystem

Sæder og interiør kan tilkøbes i farver og mønstre, der gør bilen helt unik.
Sæder og interiør kan tilkøbes i farver og mønstre, der gør bilen helt unik.
Man kan også glæde sig over, at Adam bliver første bil fra Opel med et helt nyt infotainment system, der integrerer både iPhone og Android-telefoner, USB, bluetooth og AUX-forbindelser, ligesom specielle apps giver mulighed for navigation.

Adam-købere får også mulighed for at bestille bilen med en ny generation af Opels automatiske parkeringshjælp, et opvarmet rat samt den integrerede cykelholder, FlexFix, der er indbygget i bagkofangeren.

På den måde tegner Adam sig til at blive en første led i en ny Opel-generation.