
Mens vi danskere øjensynligt kun har øje for en lav anskaffelsespris, når vi køber ny bil, så tyder de større europæiske tendenser på, at bilejere fremover vil have biler, der afspejler ejerens personlighed.
Og efter at bilfabrikkerne med den nyeste produktionsteknologi nu er blevet i stand til at masseproducere biler, der på den ene side er teknisk identiske, og på den anden side ser vidt forskellige ud, så ser det ud til, at bilkøberne nu kan få, hvad de vil have.
Opel Adam fås i et uendeligt antal kombinationer

Selv siger Opel, at den nye Opel Adam kan produceres i så mange forskellige varianter, at der næppe vil være to ens biler, der nogensinde møder hinanden.
For at gøre det hele lidt mere overskueligt kan kommende kunder dog starte med at vælge mellem tre designlinjer, der hedder noget så mærkeligt som „Jam”, „Glam” og „Slam”.
De tre linjer er designet i henholdsvis funky stil, smart design eller sportsligt trim.

Opel Adam er baseret på Corsa
Men lad os lige se nærmere på, hvad Opel Adam egentlig er for en bil. Den er grundlæggende baseret på den platform, vi kender fra Opel Corsa, som den også deler en hel del teknik med.
Men karrosseriet er kun at finde i en udgave med to store sidedøre, og det er tydeligt, at det primært er forsæderne, der har været i fokus, da Adam blev skabt.

Gamle motorer
Lige så nytænkende bilens former og farver er, lige så traditionel er bilen, når man ser den efter under skallen. Hjulophæng, motorer og gearkasser er hentet direkte på det eksisterende lager, og det virker mildest talt underligt, når resten af bilen er så fremadrettet.

Opel regner da også med, at Adam inden længe bliver opgraderet på dette punkt. Men indtil da må man nøjes med at nyde bilens former og farver, og så slå sig til tåls med, at bilen trods alt heller ikke er dårlig at køre i, selv om den heller ikke ligefrem er skabt til at køre hurtigt på motorvejene.
Nyt infotainmentsystem

Adam-købere får også mulighed for at bestille bilen med en ny generation af Opels automatiske parkeringshjælp, et opvarmet rat samt den integrerede cykelholder, FlexFix, der er indbygget i bagkofangeren.
På den måde tegner Adam sig til at blive en første led i en ny Opel-generation.