Audi Q6 e-tron – Lynladeren over dem alle!
Biltest
21. oktober 2024

Foto: Karsten Meyland Lemche

Audi slår alle konkurrenter i vores ladetest, men deres nye elektriske luksus-SUV imponerer også på andre punkter. For Q6 e-tron er en komfortabel og meget kapabel rejsevogn. Men er den stor nok?
Audi Q6 e-tron
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Opladning / Skærmløsninger / Assistentsystemer
Ulemper
Dækstøj / Trykfølsomme knapper på rat / Ikke tre års garanti
Pris
685.390 kr.
Rækkevidde (WLTP)
586 km
Maks. effekt
306 hk
Fra tid til anden kommer der en bil, som rykker standarden for, hvad man kan forvente. Sådan en er Audi Q6 e-tron. Den har været forsinket i cirka to år, og selvom det kan skuffe hardcore Audi-fans, så har ventetiden ikke været forgæves.
Q6 er baseret på samme tekniske platform som Porsche Macan, men den er den fornuftige, praktiske og mere familievenlige af de to. Fælles for dem er 800 volt-batteriteknologi, der gør, at bilerne lader rigtig hurtigt. Faktisk så hurtigt, at Q6 er den bil, som har modtaget mest strøm både over 15 og 30 minutter i vores tests. Bedre end Porsche Taycan, Mercedes-Benz EQS og Xpeng G9.
Video: Se nærmere på Audi Q6 e-tron

Den har også brug for det, for som på alle store SUV’er er forbruget ganske stort. Under vores rækkeviddetest kørte den 4,8 km/kWh. Batteriet i Performance-udgaven er på 95 kWh netto, så vi opnåede 455 km på en sommerdag. Forvent 380 km hvis temperaturen er omkring 0 grader.
Den kraftige opladning giver 275 km ekstra på 15 minutter (57 kWh) og 400 km på 30 minutter (83 kWh). Den klarer 10-80 procent på lige godt 20 minutter, og det har vi prøvet tre gange, så opladningen er aldeles imponerende.
Bemærk, at den særdeles kraftige ladning forudsætter adgang til en 800 volt-lader. Dem er der en del af i landet, men hvis laderen kun kan tage 400 volt som hos f.eks. Tesla, så kan den højst lade med 135 kW og ikke op mod de 270 kW, vi oplevede under vores test.

Q6 har fået Audis nye kabinekoncept, og det fungerer rigtig godt. Det findes også i den nye A6 og har en passende mængde knapper og betjening via skærmen. Du kan eksempelvis styre luftstrøm fra klimaanlægget fysisk, og det gør, at det kan betjenes uden at kigge på en skærm.
Gå efter topmodellen
Så avanceret teknologi og så stort et batteri hæver prisen. Billigste Q6 starter ved 550.000 kr. med et batteri på blot 76 kWh, og den kan være god nok, hvis man sjældent kører langt. Med topudstyret er prisen 635.000 kr., og det kan vel være den mest attraktive model.
For hvis man går efter Q6, er det også for at få et teknisk forspring i forhold til konkurrenterne, og så skal man ikke gå ned på udstyret. Derfor er basismodellen ikke særlig interessant.
Men adaptive LED-forlygter er først standard på mellemudstyret, der koster 30.000 kr. ekstra. Her får du også sportsæder i stof med el-justering på forsæderne, mere sikkerhedsudstyr og en sportsundervogn, der er sænket 25 mm.

Den 14,5” store trykskærm er en klar opgradering af kabinen hos Audi. Langt bedre end deres tidligere skærmløsning, der gemte sig langt nede på instrumentbordet. Klimaanlægget er som i mange konkurrenter også rykket ind i skærmen, dog har det en fast placering i bunden, så det altid er tilgængeligt.
For yderligere 55.000 kr. bør du opgradere til Ultra-varianten, der har en næsten uundværlig luftundervogn. Her får du en virkelig komfortabel undervogn, der giver luksusfornemmelse på alle pladser.
Du får også den udvidede kørselsassistent, der ligeledes er med til at gøre modellen til en forbilledlig langtursbil. Sidst men ikke mindst får du også en opbevaringspakke med frunk samt de nye, digitale OLED-baglygter.
Ud over en masse lysshow-detaljer, som kan imponere vennerne i mørke, kan OLED-lyset lave specielle visninger med trekanter i baglygterne til andre bilister eller en cyklist, hvis du er ved at åbne døren. Nå ja, og så har den otte forskellige lyssignaturer, så du selv kan bestemme, hvordan din bil skal fremtone i mørket.

Der er nu bedre plads i bredden, men benpladsen er ikke bedre end i den mindre Audi Q4, måske en centimeter eller to. Der er dog plads nok til, at man sidder godt i sæderne, og det er vigtigt på lange ture.
Pladsen på bagsædet skuffer
Q6 er en stor SUV-model med god plads til fem personer og rigtig god plads til fire. Især i bredden kan man mærke, at modellen er større end Q4 e-tron. Men benpladsen på bagsædet er stort set den samme, og det er lidt skuffende, nu hvor bilen bør være en klasse større.
Bagagerummet er på over 500 liter. Det er stort nok til de fleste, men stadig mindre end i en Skoda Enyaq. Der er dog en frunk foran til ladekabler og andre ting, man ikke bruger til hverdag. Der er plads nok, men du skal ikke vælge at opgradere fra Q4 til Q6 på grund af pladsen, men fordi du får en mere luksuriøs bil.
Især i kabinen kan man mærke, at Audi har lyttet til kritikken af den lidt plastikagtige kabine i Q4. Her i storebroren er materialerne af en højere kvalitet, og det manglede da også bare, når prisen hurtigt ender på 700.000 kr.

Audi holder fast i trykfølsomme knapper, som vi også har set på Q4 e-tron. Men det fungerer ikke lige så godt som Audis mere traditionelle rat med fysiske knapper. Kom tilbage i kampen, og find jeres gamle rat frem igen, Audi!
Bøvlede knapper i Audi Q6 e-tron
Q6 har fået Audis nye interiør med en stor trykskærm til betjening af bilen. Det er en markant forbedring i forhold til deres tidligere design, også fordi skærmen er placeret højere oppe, så du ikke skal flytte fokus langt væk fra vejen.
Der er to lidt pudsige løsninger til betjening af bilen. Den første er, at Audi desværre har holdt fast i deres rat med trykfølsomme knapper. De fungerer ikke helt pålideligt, og man skal være præcis med sine bevægelser med fingrene.
Den anden er, at betjening af mange funktioner er samlet i døren. Det giver et lidt rodet panel med styring af lys, børnesikring, sidespejle og til at gemme sædepositionen.
Og så holder Audi fast i deres separate kontaktarm bag rattet til betjening af fartpiloten. Det er let at finde, når man vænner sig til bilen, men nogle bilister foretrækker knapper, man kan se på rattet. Det får man ikke her.

Audi Q6’s største styrke i forhold til konkurrenterne er opladning. Under vores test ladede vi tre gange fra 10-80 procent på 20 minutter. På 15 minutter fik vi 57 kWh, og efter en halv time var der kommet 83 kWh på batteriet. Det er den kraftigste ladning, vi har målt på vores testbiler.
Den komplette elektriske SUV
Audi har ventet med at introducere Q6, og efter at have prøvet den i Ultra-versionen må vi sige, at det er en imponerende maskine. Den er ikke billig, men det har en stor luksuriøs SUV aldrig været. Du får plads nok til familien, en fin rækkevidde, der suppleres af en vild lynladning, og det gør den p.t. til den bedste elektriske SUV til de bilister, der kører mange kilometer.
Med luftundervogn og avancerede køreassistenter kommer du både komfortabelt og afslappet frem, og samtidig virker betjeningen af bilen moderne.
Man mærker Audis erfaring med at bygge biler, og den føles virkelig som kram. Nogle gange lidt meget, fordi den sidste dør kræver lidt ekstra for at lukke ordentligt, men sådan er det vel med bankbokse.

Bagagerummet er på 520 liter og har dermed samme volumen som den mindre Audi Q4. Men det er bredere, og det kan være en fordel for nogle.
Ringe garanti på Audi Q6 e-tron
Det eneste, som trækker ned, er Audis tiltro til egne evner. Der er nemlig kun to års garanti på bilen, og det er ikke meget på en teknisk avanceret bil, hvor reparationerne kan blive meget dyre på langt sigt.
Du kan tilkøbe en tryghedsaftale til godt 12.000 kr. for yderligere to år, mens Audi vil have hampre 25.000 kr. for en treårig aftale.
Det er tid til, at de europæiske mærker tager garantikampen op med biler fra andre steder i verden, hvis de fortsat vil spille en rolle. For de har stadig en mere intuitiv betjening og bedre assistentsystemer end især de kinesiske konkurrenter.





Audi Q6 er en stor komfortabel elektrisk SUV. Især hvis du vælger topmodellen, Ultra, hvor du får luftaffjedring, der giver bilen en god komfort.