Logo

BMW M135i – Kraftværk i jakkesæt

Tests

Biltest

20. juni 2025

BMW M135i set forfra, mens den kører på landevej

Foto: Karsten Meyland Lemche

Karsten Meyland Lemche

BMW laver fortsat biler med benzinmotor, og topvarianten af deres mindste model giver voldsom acceleration. Designet er stilet og diskret, men det skræddersyede karrosseri dækker over en spaltet biloplevelse.

BMW M135i

xDrive Connected (Benzin)

FDMs ekspertvurdering

BMW M135i set bagfra, mens den kører på landevej

Fordele

Acceleration / Betjening / Køreegenskaber

Ulemper

Pris / Savner x-factor / Ikke fem års garanti

Pris

732.547 kr.

Maks. effekt

300 hk

Det er svært at være den mindste i familien, og det gælder også for 1-serien hos BMW. Den lagde i sin tid ud med at have samme DNA som resten af familien, men siden 2019 har entusiasterne måttet undvære både baghjulstræk og den sekscylindrede motor.

Den fjerde generation er netop kommet på markedet, og det er en velkørende model, men som ren benzinbil lander den med heftig registreringsafgift på priser, der begynder et stykke over de 400.000 kr.

Topmodellen M135i koster fra 733.000 kr. og ender let over de 800.000 kr., når der er tilkøbt en passende mængde ekstraudstyr. Det er enormt mange penge for en relativt lille diskret bil, uanset hvor hurtig den er.

Kabinen i en BMW M135i

BMW har renset meget ud i kabinen og lagt meget over i stemmestyring af modellen. Det er fint nok, hvis det virker, hvilket desværre ikke er tilfældet på dansk endnu. Det virker fint på engelsk, så det må man nøjes med, indtil sprogtimerne er gennemført for BMW’s modeller.

Hvordan kører BMW M135i?

Hjertet i M135i er en firecylindret benzinmotor med 300 hk, og den kan sende bilen op på 100 km/t på under fem sekunder. Det var imponerende for 10 år siden, men ikke længere. Elbilerne slår nu de traditionelle performancemodeller med flere længder.

Der er firehjulstræk i topmodellen, så kræfterne kommer effektivt ned i underlaget, men til almindelig kørsel er det overflødigt. Og til sportslig kørsel vil man savne det klassiske baghjulstræk – og ikke mindst lydbilledet fra en sekscylindret motor.

Komforten er til gengæld bedre end i gamle dage, og 1-serien er meget letkørt. Der er også mulighed for en brummende motorlyd, som er kunstigt skabt i kabinen. Det har dels den fordel, at man kan vælge, om lyden skal være der eller ej, dels at bilen ikke larmer udenfor. Men det er kunstigt.

Instrumenthuset i en BMW M135i

De fleste biler i dag har ikke instrumenter bag rattet, men blot en skærm. Og her er der mulighed for at ændre mellem forskellige designs, samt hvor meget information man ønsker ad gangen. Det er godt, at visningen af hastighed kan vises meget tydeligt.

Meget styres med skærmen

Den fjerde generation af 1-serien er en lækkert bygget bil. På det punkt er den markant opgraderet og dermed kommet tættere på de øvrige BMW-modeller. Indretningen er også lig de større modeller med en stor trykfølsom skærm. BMW har også her droppet drejeknappen til iDrive-systemet.

Der er ret få knapper til betjening af bilen, men heldigvis kan man fortsat styre ventilationens retning og styrke med drejeknapper, ligesom der også er knapper til elruder og elspejle foruden en praktisk volumenknap mellem forsæderne.

Men det meste foregår direkte på skærmen, hvor der er mange menupunkter, og hvor man kan personalisere visningen af indholdet. Det kræver dog lidt tid at sætte sig ind i funktionerne, men med lidt god vilje og tid kan man gøre de dele af bilens funktioner, som man oftest anvender, mere intuitive at betjene.

Stor skærm i en BMW M135i

Der er Apple CarPlay (ses her) og Android Auto i 1-serien. Men bemærk, at der fortsat er digitale knapper omkring skærmen. Især knapperne til ventilationen er rare at have direkte tilgængelige, dog savner vi en direkte knap til sæde- og ratvarme, i stedet for at man som her skal et lag længere ind i menuerne.

Skal man vælge en BMW M135i?

Kabinen har også M-striber syet ind i instrumentbordet, lækre sportssæder og en rød markering i toppen af rattet. Alt sammen noget, der emmer af sport.

Men trods bilens imponerende acceleration savner vi en mere tydelig X-factor, som man f.eks. møder i en Toyota GR Yaris. Og selvom netop GR Yaris er næsten 200.000 kr. dyrere, så byder den på en god rallyhistorie.

Det får man ikke med i købet af en BMW M135i. Så selvom den er lige så hurtig, mere praktisk og endda kan have 750 kg på krogen, så bliver den alt i alt en lidt for dyr og lidt for overflødig model på det danske marked.