BMW M240i – 6-cylindret køreglæde
Biltest
5. august 2022


BMW er godt i gang med at introducere elektriske udgaver af stort set hele modelprogrammet. Men en central del af mærkets brand er M-modellerne, og her har BMW lige lanceret en køreglad M240i.
BMW 2-serie
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Motorlyd / Præstationer / Digital oplevelse
Ulemper
Pris / Benplads bag / Dækstøj / Ikke tre års garanti
Pris
810.688 kr.
Maks. effekt
374 hk
M-mærket sad første gang på superbilen M1 fra 1978, en håndbygget specialbil med centermotor, der var udviklet af BMW’s motorsportsafdeling. Siden da har mange modeller haft et M-logo på, de mest hypede, har været deciderede M-modeller som M3, M4 og M5. De mindst eftertragtede er designpakker med M-look.
Mellem disse to ekstremer findes biler som M240i xDrive. Det er ikke en decideret M2 – den skulle komme senere – men så afgjort mere end blot et klistermærke og en hækspoiler. Og ganske centralt så har M240i en sekscylindret rækkemotor, ligesom den allerførste M-bil.

Man kan se de seks cylindre illustreret i plastikdækslet, som dækker over motoren. Og tager du det af, kan du se hele herligheden. Med turbolader løftes effekten til 374 hk.
Hvordan er en BMW M-model i 2022?
Men der er sket meget siden slutningen af 70’erne. Denne mellemkraftige M-model har som de øvrige M-modeller i dag turbolader på den sekscylindrede motor.
Motorlyden er ikke droslet ned, og motoren spinder fint ude foran. Lyden er potent og sportslig. Turboen skubber ekstra hestekræfter ud, så 0-100 km/t. kan eksekveres på blot 4,3 sekunder.
Og det er nemt at opnå, for M240i sælges kun med automatgear og firehjulstræk. Så det er bare at trykke på speederen, så flyver bilen afsted.
Den er ikke så hurtig som eksempelvis en Tesla Model 3 Performance, men det er nok de færreste, som savner kræfter i BMW’en.

BMW har lige indført et nyt kabinedesign, og 2-serien har den "gamle" indretning. Det er stadig med trådløs Android Auto/Apple CarPlay og flere personaliseringsmuligheder både på instrumenterne og den trykfølsomme skærm i midten.
Hvordan kører BMW M240i?
Køreglæde er essensen i M-modellerne, og her leverer M240i som forventet. Automatgear og firehjulstræk gør sammen med en velafstemt undervogn sit til en effektiv og sportslig køreoplevelse.
Den er ikke så rå som i de første M-modeller, men den skiller sig stadig ud fra mængden. Den er direkte i styretøjet, affjedringen er optimal i forhold til dynamisk kørsel på landevej, uden at affjedringen er decideret hård, og så har man hele tiden motoren, som trækker ude foran.
Man skal virkelig være varsom med speederfoden, for M240i er så effektiv og hurtig, at man let kommer op på fartgrænserne. Det er måske også biltypens udfordring i dag. Bilerne er blevet så avancerede og velafbalanceret, at de er for hurtige til offentlige veje.
Vil man køre på trackday, kan M240i sagtens klare den slags også, men her vil man ønske mere føling i styretøjet for optimal køreglæde. Måske det kommer i den kommende M2-model.

Bagenden er i sig selv ikke kontroversiel, men det er udformningen på baglygterne. Vi giver sjældent designkritik, men vi oplevede, at flere reagerede på udformningen. Så det kan påvirke, hvor eftertragtet modellen er på brugtbilmarkedet efterfølgende.
Kontroversielle baglygter
De fleste har en holdning til bilers design, og BMW har gennem de seneste tyve år haft flere modeller, der har delt vandene. Det gælder også for den nyeste generation af 2-serien.
Forfra er kølergrillen formet som to nyrer altid til diskussion. Men på denne model er det især baglygterne, der skiller sig ud.
Mange af de bilister, vi mødte under testen, sagde, at baglygterne var direkte grimme og ødelagde oplevelsen af bilens design. Meget få udtalte sig positivt, og det kan give problemer, når man skal sælge bilen igen.
Hvad koster BMW M240i?
En lille sportslig coupé er tillokkende, men prisen starter lige over 800.000 kr., og BMW har været lidt karrige med udstyret i modellen. Så testbilens pris på godt en million kr. er mere retvisende for, hvad bilen koster.
Dertil kan du lægge evt. prisstigninger, som p.t. ikke er offentliggjort for 2-serien, selvom modellen lige er kommet på markedet.
Det er et prisleje, hvor man vil forvente at få en ægte M-model og ikke den mellem-hårdkogte M240i. Køreglæden er stor, og accelerationen er voldsom, men prisen koster lidt på den samlede vurdering. Det samme gør en blot firestjernet Euro NCAP-karakter, der skyldes lidt for basale sikkerhedsassistenter.
Og så rygtes det, at BMW er på vej med en "ægte" M2, som vil passe bedre til entusiasternes krav til en rå BMW-model.




Køreglæden er i top i BMW M240i. Den fås kun med firehjulstræk, men det er ikke noget man mærker til på tør asfalt, og heldigvis føles den stadig adræt og ikke understyrende som nogle firehjulstrukne modeller.