Spring til hovedindhold
Logo

Citroën ë-C5 Aircross – Høj komfort til lav pris

Tests

Biltest

2. februar 2026

Foto: Karsten Meyland Lemche

Søren W. Rasmussen

Der er fokus på pris, komfort og brugsværdi i Citroën ë-C5 Aircross. Det vil mange sætte pris på, hvis de kan leve med rækkevidden og ladetiden.

ë-C5 Aircross

VTR Sport (El)

FDMs ekspertvurdering

Fordele

Pris / Komfort / Brugsværdi

Ulemper

Rækkevidde / Fralægningsplads / Samlekvalitet

Pris

289.990 kr.

Rækkevidde (WLTP)

513 km

Opladning AC/DC (Maks.)

11 / 160 kW

Maks. effekt

118 kW

Endnu en elbil er rullet ind i Citroëns udstillingsvinduer. Denne gang er det denne ret store ë-C5 Aircross, der er en ny generation af det franske mærkes store familie-SUV.

Det er en bilmodel, der bygges i udgaver med flere forskellige tekniske løsninger, og det betyder, at bilen på visse markeder findes både som benzinbil, plugin-hybrid og som denne elbil, der dog er eneste mulighed herhjemme.

Der er tale om en ret enkelt opbygget model, der ikke imponerer med sin elbilteknik, som man f.eks. ser hos nogle kinesiske mærker. Til gengæld er bilen prissat meget gunstigt, og sammen med en god brugsværdi fremstår ë-C5 Aircross som en attraktiv familiebil for dem, der søger plads, komfort og enkel betjening frem for lang rækkevidde og kort ladetid.

Førerpladsen i en Citroën Ë-C5 Aircross

Førerpladsen er nærmest hyggelig med stof på instrumentbordet og en lille skærm foran rattet samt den store skærm i midten, der er flot tilpasset bilens design. Der er varme i både sæder og rat, og klimaanlægget føles effektivt.

Føles som en ægte Citroën

Man skal ikke køre mange meter i bilen, før man forstår, at den er konstrueret med fokus på komfort. Affjedringen er blød og optager stort set alle ujævnheder fra underlaget, og dem der alligevel slippes gennem hjulophængene dæmpes gevaldigt i de bløde sæder.

Dermed har man hele tiden en fornemmelse af, at bilen svæver hen over vejen, i stil med det nogle sikkert kan huske fra de gode, gamle Citroën-modeller med hydraulisk affjedring. I ë-C5 Aircross er affjedringen dog ret konventionel, og man kan heller ikke justere den. Den er, som den er, og det er til gengæld udmærket.

Stor skærm i en Citroën Ë-C5 Aircross

Skærmen i midten er på 13” og betegnes af Citroën som en ’Waterfall’ skærm, idet den er indbygget i midterkonsollen, der falder ned fra toppen af instrumentbordet. Trådløs Apple CarPlay og Android Auto er standard.

Som elbil er den letkørt, og man har let ved at justere fart og nedbremsning, ligesom styretøjet føles let at betjene, uden at det er særlig præcist. Vi har testet bilen gennem en krævende undvigemanøvre, og her viste bilen overraskende gode takter.

På trods af den bløde undervogn sørgede det lave tyngdepunkt for, at bilen opførte sig hæderligt, og sammen med et velfungerende ESC-system kan vi kategorisere ë-C5 Aircross som en sikker bil i kritiske situationer. Det lave tyngdepunkt skyldes i særdeleshed batteriets placering under gulvet i kabinen.

Bagsæde i en Citroën Ë-C5 Aircross

Ved bagsædet er der fin plads, og man kan justere ryglænets hældning, ligesom man kan folde den midterste del frem, så man der får midterarmlæn og kopholdere.

Hvor rækkevidde har Citroën ë-C5 Aircross?

Den udgave af ë-C5 Aircross, vi her har testet, er en forhjulstrukken udgave med et batteri på ca. 74 kWh. Den kører ifølge fabrikken 513 km på en opladning. Det er i sig selv et pænt tal, der skyldes, at bilen er udstyret med en moderat elmotor, og at aerodynamikken er prioriteret ved designet af bilen.

I denne test kørte vi ved 20 grader 385 km, hvilket modsvarer en rækkevidde om vinteren ved nul grader på ca. 320 km. Om sommeren svarer det til en effektivitet på 5,2 km pr. kWh.

Senere ventes en udgave med et større batteri og dermed en længere rækkevidde. Den version har vi ingen yderligere oplysninger om lige nu.

Ladestik på en Citroën Ë-C5 Aircross

Ladeporten er placeret ved venstre baghjul. Hjemme kan bilen oplades med op til 11 kW, og på farten med op til 160 kW.

Hvor hurtigt kan Citroën ë-C5 Aircross oplades?

Batteriet i den testede udgave af ë-C5 Aircross er netto på 74 kWh og brutto på 80 kWh. Forskellen mellem de to værdier er en buffer, der sørger for, at batteriet aldrig aflades helt, hvilket er med til at forlænge batteriets levetid.

Fabrikken garanterer, at der er mindst 70 procent af batteriets kapacitet tilbage efter 8 år eller 160.000 km.

Ifølge fabrikken kan batteriet oplades med op til 160 kW, når man lynlader det ved en ladestation. Det er en fin værdi, der kan konkurrere med en stor del af de nyeste elbiler, uden at man ligefrem kan kalde hastigheden for høj.

I praksis betyder det, at man kan oplade batteriet fra 10 til 80 procent på 36 minutter. Det viste vores test, og det er ikke ligefrem hurtigt, og det viser, at den højeste ladeeffekt kun kan opretholdes i kort tid, hvorefter ladehastigheden falder.

Vi målte ved vores ladetest således en gennemsnitlig effekt på 124 kW efter et kvarter og bare 100 kW efter en halv time. Det betyder, at man kan forvente, at der tilføres 31 kWh efter et kvarter og 50 kWh efter en halv time.

Omsat til km svarer det til, at man har fået forøget rækkevidden med 160 km efter et kvarter og med 260 km efter en halv time.

Hjemme eller ved en bylader kan bilen oplades med 11 kW, og det betyder, at det tager omkring syv timer at lade bilen helt op. Det er en helt almindelig præstation, og det er også helt o.k.

Bagagerum med blå kuffert i en Citroën Ë-C5 Aircross

Bagagerummet er på 565 liter, og selve bagklappen er elektrisk betjent. Desværre åbner den ikke højt, så høje personer skal passe på hovedet.

Hvad koster Citroën ë-C5 Aircross?

Modelprogrammet omfatter tre udstyrsvarianter, der alle har samme batteri og samme elmotor. Billigste udgave koster 260.000 kr., mens den, vi her har testet, koster 30.000 kr. mere.

Når man løber udstyrslisterne igennem, er der meget fin sammenhæng mellem pris og udstyr, og da denne topudgave har headup-display, matrix-forlygter og en lang række sikkerhedssystemer, er det da også netop denne, der giver mest mening. Ikke mindst fordi prisen selv i denne topudgave virker ret attraktiv.

Vi har noteret samlekvaliteten som et minus, og det skyldes, at man flere steder ved instrumentbordet ser samlinger, som en kinesisk bilproducent aldrig ville have godkendt. For nogle er det generende, mens andre nok vil betegne det som fransk charme.

Garantien er ikke up to date

Der er desværre kun to års garanti på bilen, men følger man serviceplanen fra Citroën, kan garantien forlænges med et år ad gangen, indtil bilen er otte år gammel, eller indtil den har kørt 160.000 km.

Det er en samlet set fin løsning, selvom vi gerne havde set, at grundniveauet havde kunnet leve op til FDMs mindstekrav, som er på fem år eller 160.000 km.

Se flere fotos