Spring til hovedindhold
Logo

Dacia Bigster – Benzin-SUV'en bliver for dyr

Tests

Biltest

14. januar 2026

Dacia Bigster set forfra, mens den kører på vej med træer i baggrunden

Foto: Karsten Meyland Lemche

Søren W. Rasmussen

Den store SUV Dacia Bigster er skabt til at være billig, men den plan har det danske afgiftssystem spoleret. Af samme grund er den for dyr, i forhold til det man får for pengene. Men selve bilen imponerer heller ikke rigtig vores testhold.

Dacia Bigster

Hybrid 155 Extreme (Benzin)

FDMs ekspertvurdering

Fordele

Plads / Udstyr / Letkørt

Ulemper

Føles billig / Pris / Ikke fem års garanti

Pris

369.990 kr.

Brændstofforbrug (WLTP)

21,3 km/l

Motor

1,8 - 4 cyl.

Maks. effekt

155 hk

Idéen bag Dacia Bigster er at kunne tilbyde en rummelig og praktisk indrettet SUV, der er konstrueret, så prisen holdes nede.

Det virker i nogle lande, men i Danmark rammes den store benzindrevne SUV af en høj registreringsafgift, der gør bilen dyrere end mange, langt bedre elbiler.

Det er derfor svært at anbefale denne bil herhjemme. Et noget pauvert resultat i sikkerhedstesten hos Euro NCAP (3 stjerner) taler heller ikke ligefrem for bilen.

Men når det er sagt, så er idéen bag Bigster ret god, og bilen er på mange måder rar at køre i.

Førerplads i Dacia Bigster

Førerpladsen er pænt udformet, men den er bygget i ret hård plast, der i den oplevede kvalitet ikke matcher det, man møder i mange elbiler til samme pris. Der er mange fysiske knapper, der gør betjeningen enkel.

Hvad koster Dacia Bigster?

Her har vi testet topudgaven med hybridmotor og det høje udstyrsniveau, der hedder Extreme. Den koster 370.000 kr., men kan man nøjes med et lavere udstyrsniveau, kan man få den billigste udgave til 340.000 kr.

I denne testede version er der dog udstyr med, som mange sikkert vil betragte som nødvendigt. Det er bl.a. de langsgående tagrælinger, der har indbyggede tagbøjler.

Men også det store digitale instrumenthus og det indbyggede navigationsanlæg kan være tiltalende. Og så vil nogle sikkert også sætte stor pris på glas-soltaget, der kan åbnes elektrisk.

Gearvælger i Dacia Bigster

Den lille gearvælger mellem forsæderne er enkel at betjene. Selve gearkassen er en meget avanceret hybrid-konstruktion med mange gear og ingen kobling. Bilen starter derfor altid på el.

Dacia Bigster er en avanceret hybridbil

Bigster er indtil videre kun forhjulstrukken, men en firehjulstrukken version ventes snart at dukke op. I denne tohjulstrukne udgave er det en 1.8-liters firecylindret benzinmotor, der leverer kræfterne. Men den er bygget sammen med en avanceret gearkasse med hele to elmotorer, der får bilen til at virke som en hybridbil.

Det er ikke opladningshybrid (plugin-hybrid), og den kan således ikke lades op med strøm fra en ladeboks. I stedet produceres selve strømmen til elmotorerne, når bilen motorbremser, eller når benzinmotoren går i lademodus, og driver en generator, der laver strøm til det indbyggede batteri.

Det gør den jævnligt, og dermed sikres det, at der altid er strøm på batteriet. Det er også en nødvendighed, idet konstruktionen er udformet, således at bilen altid sætter i gang ved elmotorerne alene.

Først når bilen er oppe i fart, kan benzinmotoren ved behov startes, og den konstruktion betyder, at man slipper for at have en traditionel kobling mellem benzinmotoren og gearkassen.

Stor skærm med navigation i Dacia Bigster

Skærmen er tydelig i sin grafik, og der er indbygget navigationsanlæg foruden Apple CarPlay og Android Auto. Skærmen er på 10 tommer.

Hvordan kører Dacia Bigster?

I praksis opleves hybridsystemet egentlig ret komfortabelt at køre med, og ofte kører man afsted på el alene. Men indimellem er der naturligvis også behov for, at benzinmotoren giver en hånd med, og når det sker, er man til gengæld heller ikke i tvivl om, at den er startet.

Så høres benzinmotoren nemlig tydeligt, og det lyder både højt og en smule specielt, idet benzinmotorens omdrejningstal ikke følger hastigheden, som man kender det fra en normal benzindrevet bil. Det skal man lige vænne sig til.

Men selve funktionen betyder også, at Bigster i store træk opleves som en bil med automatgear, og det gør den letkørt.

Fabrikken stiller en benzinøkonomi på 21,3 km pr. liter i udsigt. Vi målte et gennemsnitsforbrug under vores test, der modsvarer 19,6 km pr. liter. Det er udmærkede værdier for så stor en bil.

Bagsæder i Dacia Bigster

Der er god plads ved bagsædet, og der er friskluftdyser mellem forsæderne. Ryglænet er tredelt, og midterste del fungerer både som midterarmlæn og skilem.

Kabinen skuffer i Dacia Bigster

Bigsters kabine og indretning efterlader ikke en med et indtryk af at sidde i en bil til små 400.000 kr. Plastmaterialerne føles billige, og flere steder er samlekvaliteten ikke overbevisende.

Sæderne er heller ikke rigtigt komfortable at sidde i, og vi savner flere indstillingsmuligheder og bedre støtte ved forsæderne. Vi savner også bedre fralægningsplads og nogle mere regulære kopholdere.

Det er, som om Dacia ikke har brugt tilstrækkelig med tid på at indrette bilen som den SUV, der gerne skulle kunne være et omdrejningspunkt for familier på lange ture, eller som den bil, der skal løse en lang række transportopgaver i en kompleks hverdag.

På samme måde er det ærgerligt, at bilen kun må trække op til 1.000 kg på krogen.

Bagagerum med blå kuffert i Dacia Bigster

Bagagerummet er ganske stort, og der er et vandret rullegardin over bagagen. For første gang nogensinde kan man få bagklappen elbetjent i en Dacia. Det koster 6.000 kr. ekstra.

Garantien imponerer ikke

Og endelig er det et problem, at fabrikken kun yder en fabriksgaranti på tre år eller 100.000 km. Netop på en bil med en så avanceret teknik, havde det været rart, hvis fabrikken havde leveret en bedre beskyttelse mod dyre fejl og nedbrud.

Dacia Bigster lever dermed ikke op til FDMs mindstekrav til nyvognsgarantier, som er på fem år og 150.000 km. Vi bliver derfor aldrig rigtig vilde med bilen, og samlet set uddeler vi derfor kun tre ud af seks mulige stjerner til den store, rumænske Bigster.

Se flere fotos af Dacia Bigster