Fiat Grande Panda – Italiensk charmetrold
Biltest
15. december 2025

Foto: Karsten Meyland Lemche

Fiat er nu tilbage i Danmark med denne lille elbil til under 200.000 kroner. Den imponerer med sit charmerende design, mens rækkevidde og ladetid kræver tålmodighed.
Fiat Grande Panda
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Letkørt / Betjening / Design
Ulemper
Forbrug / Nøglestart / Svag motor
Pris
189.990 kr.
Rækkevidde (WLTP)
322 km
Opladning AC/DC (Maks.)
11 / 100 kW
Maks. effekt
83 kW
Fiat Grande Panda er noget af en charmetrold. Den findes kun i en enkelt version, og den har et pænt udstyrsniveau og byder på mange sjove detaljer.
Overalt er der f.eks. henvisninger til Fiat-historien. Det ses f.eks. ved de mange ovaler ved instrumentbordet, der refererer til testbanen på taget af den gamle Fiat-fabrik i Torino, logoer gennem tiden og bambus-materialer, som en Panda jo elsker.

Hele instrumentpanelet er udformet som toppen af den gamle Fiat-fabrik i Torino, hvor der var indrettet en testbane. Alle tal har samme form og er meget tydelige.
Ingen adaptiv fartpilot
Elmotoren yder kun 113 hk, og det betyder, at det også er en ret motorsvag elbil. Topfarten er begrænset til 130 km/t, og det tager lidt tid at nå op i så høj fart.
Til gengæld er den dejlig letkørt i byen og på landevejen, hvor man særligt nyder bilens enkle opbygning. Her er ikke noget med komplicerede skærme med kryptiske menuer – det hele foregår via gode, gammeldags knapper, som de fleste nok vil kunne nikke genkendende til.
Der er hverken vognbaneassistent eller adaptiv fartpilot, og det betyder på den ene side, at man ikke har mulighed for at få den assistance, når man kører.
Men det betyder også, at man ikke skal kæmpe med halvdårlige systemer, som det ofte er tilfældet i disse billige biler. Keep it simple synes at være mottoet, og det holder!
Bilen har dog en traditionel fartpilot, der kan fastholde farten, og den virker fint og er nem at betjene.

Nøglestart er sjældent i en elbil og ikke ligefrem noget, der letter betjeningen af bilen.
Hvordan kører Fiat Grande Panda?
På plussiden har vi noteret os en udmærket kabineindretning med plads til fem, sædevarme og ratvarme, gode forlygter og trådløs opladning samt Apple CarPlay og Android Auto, der dog skal opkobles med kabel.
Vi er også ganske begejstret for bilens køreegenskaber, der er ligetil både i hverdagen, og når man presser bilen maksimalt, som vi gjorde på FDM Jyllandsringen.
Affjedringen føles også rar på landevejen, hvor den fint optager små ujævnheder og vejbump på en komfortabel måde.
På minussiden har vi noteret os den besværlige nøglestart, en ret stor venderadius, manglende kabinelys ved bagsædet samt en gearvælger, der indimellem driller.
Fiat Grande Panda har et ret stort bagagerum på 361 liter, og den må trække op til 550 kg, hvis den udstyres med en trækkrog.

Trods et relativt lille komfortmål er den oplevede plads ved bagsædet udmærket. Det skyldes, at man sidder ret oprejst. Der er tre siddepladser, men midterkonsollen generer en smule for midterpladsen.
Lynladning i langsomt tempo
Fiat Grande Panda er opbygget med et LFP-batteri på 44 kWh. Det kan lynlades med op til 100 kW, hvilket er fint for klassen. I praksis formåede vi at måle en maksimal ladeeffekt på 90 kW, så her får man stort set, hvad man er blevet stillet i udsigt.
I praksis betyder det, at man på 15 minutter kan få tilført strøm nok til yderligere 90 km og 140 km efter en halv time. Det er ikke meget, og det er noget, man skal have i tankerne, før man køber denne bil.
Hvis man kun sjældent kører langt, er det naturligvis ikke et problem, men kører man fra Aalborg til København, så kræver det mindst et ladestop.
Ved 110 km/t nåede vi 195 km ved 20 grader og 160 km ved 0 grader. Det er blandt de korteste rækkevidder i klassen.
Elforbruget modsvarer, at man kun kører 4,5 km pr. kWh om sommeren, og det hører til den lave side, hvilket i praksis kan få eludgifterne til at lægge sig lidt over gennemsnittet.

Bagagerummet rummer 361 liter, og bagsædets ryglæn kan foldes forover i to dele. Der er ikke et separat rum til ladekablet.
En fin garanti og mulighed for leasing
Standardgarantien lyder på fem år eller 150.000 km, hvilket er en fin garanti, der lever op til FDMs mindstekrav, som netop er fem år eller 150.000 km.
På selve batteriet er garantien 8 år eller 160.000 km, hvilket er et niveau, der matcher det, som de fleste af konkurrenterne tilbyder.
Den samlede km-pris for at eje bilen i fem år og 100.000 km er beregnet til 2,85 kr., hvilket er et lavt niveau i forhold til konkurrenterne. Fiat Grande Panda fås indtil videre kun i denne ene version til 190.000 kr.
Fiat tilbyder at man kan privatlease bilen, og det koster f.eks. 9.995 kr. i førstegangsydelse, og derefter 2.295 kr. pr. måned, hvis man leaser bilen i tre år og 30.000 km.
Det er ikke helt så billigt, som hvis man køber bilen, men trods alt et af de billigste tilbud på privatleasingmarkedet.
Alternativer til Fiat Grande Panda er bl.a. BYD Dolphin Surf og Renault 5 til samme pris, eller f.eks. den helt nye Firefly, hvor prisen begynder ved 210.000 kr.
Se flere fotos








Fiat Grande Panda imponerer med sit flotte design. Forlygterne gør det let at genkende bilen i trafikken. Tagræling er en del af det omfattende standardudstyr.