Logo

Ford Puma – Billigste Ford er god men også dyr

Tests

Biltest

26. september 2024

Ford Puma set forfra, mens den kører på en vej

Foto: Karsten Meyland Lemche

Søren W. Rasmussen

Efter at Fiesta er udgået, skal Puma tage over som billigste Ford-model. Med avanceret teknik og en højere brugsværdi er Puma utvivlsomt en bedre bil end Fiesta, men prisen er også steget betragteligt.

Ford Puma

ST-Line X 1.0 aut. (Benzin)

FDMs ekspertvurdering

Ford Puma set bagfra, mens den kører på landevej

Fordele

Betjening / Udstyr / Bagagerum

Ulemper

Igangsætning / Gearstang / Ikke tre års garanti

Pris

329.995 kr.

Maks. effekt

155 hk

Den legendariske Ford Fiesta har tidligere stået som den mest populære indstigningsmodel fra det tysk/amerikanske bilmærke. Nu er Puma mindste model fra Ford, og med priser, der begynder ved 290.000 kr., skal der derfor lidt tilløb til, før man kan blive Ford-kunde.

Men har man muligheden, så venter der en udmærket, moderne bil, der ikke bare løfter arven fra Fiesta, men som også bringer masser af ny og spændende teknologi på banen.

Det er f.eks. de nye skærme i bilen, der dels giver et moderne udtryk ved førerpladsen, dels bibringer opkoblingsmuligheder for både underholdning, navigation og nødopkald.

Førerpladsen i en Ford Puma

Førerpladsen er i den grad blevet digitaliseret med et stort instrumenthus med en stor 12,8”-skærm og en 12”-skærm i midten, hvorfra en stor del af bilens funktioner styres.

Hvad koster Ford Puma?

Ford har fart på implementeringen af nye elbiler, og også Puma dukker inden længe op som en ren elbil. Men Ford ved, at det endnu ikke er alle, der er klar til at tage det spring, så endnu produceres Puma også med benzinmotor.

Her er det den efterhånden klassiske trecylindrede 1.0-liters turbomotor, der har fået opgaven med at levere kræfter til de trækkende forhjul. I de billigste udgaver sker det gennem en sekstrins, manuel gearkasse, mens det i denne lidt oppustede version sker gennem en dobbeltkoblingsgearkasse, der automatisk skifter mellem de i alt syv trin.

Den udgave fås i to udstyrsversioner i form af Titanium-udgaven til 315.000 kr. og så denne ST-Line X til 330.000 kr. For de sidste 15.000 kr. får man primært 18-tommerhjul i stedet for 17-tommers, et glimrende B&O-musikanlæg, elbagklap og en lang række lækre udstyrsdetaljer, der er med til at give bilen et flot og festligt udtryk.

Bagsædet i en Ford Puma

Bagsædet byder på rimelige pladsforhold, men vi savner friskluftdyser til passagererne. Der er derimod fine strømudtag mellem forsæderne, og der er isofix-beslag til autostole ved de to yderpladser.

Lækkert udstyr til Ford Puma

Ifølge fabrikken kører bilen 17,5 km pr. liter ved den officielle WLTP-målenorm. Og igen må vi konstatere, at den målenorm lægger sig meget tæt op ad det, man oplever i virkeligheden.

Vi kørte en tur på 150 km med blandet kørsel og målte i snit 17,2 km pr. liter, så regner man sit kørselsbudget ud fra de tal, bliver det næppe helt skævt. Det udmærkede forbrugstal resulterer i en halvårlig ejerafgift på beskedne 640 kr.

På listen over ekstraudstyr er der ikke meget, man kan supplere med. Men vi faldt alligevel over muligheden for at opgradere de almindelige LED-forlygter med matrix-lygter til en beskeden merpris på 6.470 kr. Det kan man i hvert fald overveje.

Men hvad man ikke behøver at tænke lige så meget over, er den glimrende Førerassistance-pakke til 13.800 kr. Den indeholder en avanceret fartpilot, der tilpasser farten efter hastighedsgrænserne, og som arbejder sammen med en vognbaneassistent, der fastholder bilen i vejbanen.

Derudover får man en advarsel for biler i de blinde vinkler, en nødbremse, der er aktiv, når man bakker, samt parkeringssensorer for og bag.

Bagagerum med blå kuffert i en Ford Puma

Bagagerummet rummer 456 liter, og her er en del af forklaringen på de mange liter at finde under gulvet, hvor der er et meget stort ekstra rum. Det gør det muligt at køre med f.eks. to golftasker stående lodret.

Køreindtrykket er positivt

Vores oplevelse af bilen på vejene er generelt positiv. Vi nyder bilens køredynamik i kurver og sving, og på motorvej er Puma god til at køre pænt ligeud.

Men vi generes lidt af igangsætningen, hvor det er, som om den automatiske tilkobling ikke rigtigt er finjusteret. Det giver til tider en lidt hidsig igangsætning. Speederen er også lidt for fintfølende, hvilket i hvert fald kræver lidt tilvænning, før man kan køre bilen rykfrit.

Men når man har tillært sig den del, venter udmærkede køreoplevelser med et lavt støjniveau og en udmærket siddekomfort. Affjedringen er lidt til den hårde side i denne ST Line X, der har sportsundervogn som standard. Er det for meget af det gode, kan man overveje Titanium-udgaven, der kører på en mere moderat opsat undervogn.

I begge udgaver må man dog leve med en gearvælger af den gammeldags type, hvor man selv skal sætte den i P efter hver tur. Sammen med en manuelt betjent håndbremse føler man sig lidt hensat til fordums tider, men også dette er naturligvis blot et spørgsmål om tilvænning.

Ford giver desværre endnu kun to års fabriksgaranti på sine biler, og det er et minus, der trækker ned i et ellers ganske positivt billede af Ford Puma.