Logo

Kia EV4 – Endelig en elbil, der ikke er høj

Tests

Biltest

24. november 2025

Foto: Karsten Meyland Lemche

Søren W. Rasmussen

Kia EV4 er noget så sjældent blandt elbiler som en femdørs hatchback. For bilister, der ønsker at sidde lavt, er dette godt nyt – men modellen er klemt mellem to stærke alternativer fra samme producent.

Kia EV4

Plus Advantage aut. (El)

FDMs ekspertvurdering

Fordele

Komfortabel / Bagsædeplads / Førerplads

Ulemper

Gearvælger / Tekst på knapper / Dørhåndtag

Pris

354.990 kr.

Rækkevidde (WLTP)

584 km

Opladning AC/DC (Maks.)

11 / 120 kW

Maks. effekt

150 kW

Hos Kia har de fuld damp på kedlerne, og det betyder, at den ene nyhed efter den anden kører ud fra fabrikker verden over. Seneste model er denne EV4, der bygges i Slovakiet, hvor den dermed bliver første elbil fra Kia, der produceres i Europa.

Hos Kia er biler med ulige tal en SUV, mens biler med lige tal er de andre biltyper. I dette tilfælde er der tale om en femdørs hatchback, men EV4 fås også som en firedørs sedan. Der er i begge tilfælde tale om en lav konstruktion, hvor man på ret traditionel vis sætter sig ned i bilen, i stedet for ind i, som man gør i de større SUV’er.

Den lave siddeposition betyder, at man sidder tættere ved vejen, hvilket for nogle er en eftertragtet kørestilling, idet man har lettere ved at mærke bilens dynamik. For andre er det en besværlig siddeposition, hvor man både skal kæmpe lidt, når man skal ned i bilen, og måske endda en del mere, når man skal ud igen.

Om man hører til den ene eller den anden gruppe, ved man nok selv. Kia ved godt, at ca. to ud af tre efterspørger den høje model, men som de siger hos Kia: Så er der jo stadig en ud af tre, der gerne vil have noget andet, og det er til dem, denne EV4 er skabt.

Førerpladsen er indrettet i typiske Kia-stil med et stort glaspanel foran rattet, der er opdelt i tre felter. Pladsen er velindrettet, men enkelte steder er der plads til forbedringer som ved f.eks. gearvælgeren og knapperne under skærmen.

Hvad koster Kia EV4?

Kia EV4 fås med to batteristørrelser på henholdsvis 58 kWh og 81 kWh og har en rækkevidde på 410 km i billigste udgave og helt op til 630 km. Vælger man som her udgaven med det største batteri, har bilen altid en elmotor, der yder 204 hk, og som trækker på forhjulene.

Priserne begynder ved 265.000 kr., men her er det en veludstyret GT-Line, vi har testet, og så er prisen 355.000 kr. For den pris får man en moderne elbil med al det udstyr, man kan drømme om. Kun et oplukkeligt soltag står umiddelbart på listen over det, vi desuden kunne have ønsket os.

Bagsædet byder på god benplads og god siddekomfort. Men selve gulvet er placeret højt oppe, hvilket for voksne kan medføre, at lårene ikke understøttes af sædehynden. Der er friskluftdyser og midterarmlæn.

Hvordan kører Kia EV4?

Køreindtrykket peger i retning af en meget komfortabel bil, der både byder på gode sæder, en rar affjedring i undervognen og et styretøj, der er let at have med at gøre.

Assistentsystemerne fungerer udmærket på store veje, og de er lette at slå fra på mindre veje. Rattet er rart at holde om, og der er både varme i rattet og pulsføler til vognbaneassistenten.

Eneste minus er en gearvælger med en indbygget startknap, der ikke virker helt gennemtænkt. For det første er selve startknappen et levn fra benzinbilerne, og for det andet er placeringen ikke god, idet førerens knæ kan ramme selve gearvælgeren. Og sidst, så er det svært at se gearvælgeren, da den er placeret, så rattet skygger for den.

Bagagerummet rummer 435 liter og er let tilgængeligt. Bilen kan udstyres med en trækkrog og må så trække op til 1.000 kg.

Overvej Kias egne alternativer

Brugsmæssigt er Kia EV4 på et fint niveau, og særligt for dem, der efterspørger et rummeligt bagsæde til voksne, er Kia EV4 et oplagt valg.

Men hører man ikke lige til den gruppe, kan vi ikke undlade at pege enten på den billigere Kia EV3, som i år er Årets Bil i Danmark, eller den kommende Kia EV5, som er mere smart indrettet, og som ikke ventes at koste meget mere.

Men at Kia EV4 alligevel har noget godt over sig, viser det faktum, at bilmodellen nyligt er gået i finalen både i kåringen om at blive Årets Bil i Danmark 2026, og i kampen om at blive The Car of the Year 2026. Så helt uden selvstændige evner er Kia EV4 bestemt ikke.

Se flere detaljer