Mazda 3 - facelift med føreren i centrum
Biltest
8. maj 2017

Foto: Karsten Meyland Lemche

Mazda 3 har fået et lille facelift, hvor bl.a. en nødbremse er blevet standard. Forandringerne er små, men gør alligevel 3’eren til en af klassens bedste biler.
Mazda 3
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Motor / Køreegenskaber / Tre års garanti
Ulemper
Skærm / Bagsæde
Pris
238.878 kr.
Maks. effekt
120 hk
Mazda sætter altid føreren i centrum. Det mærkes fra alle mærkets modeller, lige fra sportsvognen MX-5 til hverdagens Mazda 3. Og det skyldes kombinationen af køreegenskaberne, der er sportslige af natur, og som bliver understøttet af et velsmurt gearskifte og en motor, der reagerer prompte.
Er sportslige egenskaber vigtige, når du skal vælge bil, bør Mazda 3 helt klart være med i opløbet.
Vi har tidligere testet Mazda 3 i topudstyrsvarianten Optimum, der kører på 18”-fælge. Men selvom det understreger modellens sportslighed, så kører Mazda 3 bedre på de 16”-fælge, der er standard med Vision-udstyret. Den har stadig det umiddelbare styretøj og den sportslige følelse, men komforten er markant bedre, og det vil klart være det bedste kompromis for de fleste.
SE OGSÅ: FDMs bilguide med de aktuelle biler på markedet

Trykskærm er standard på Mazda 3, men den er kun trykfølsom, når du holder stille. Når bilen kører, kan den kun betjenes via knapper ved gearstangen.
Styr på sikkerheden
Mazda 3 har for nylig fået et facelift, og en del af forandringen er en opgradering af sikkerheden. I mellemudstyrsniveauet Vision er automatisk nødbremse nu standard, og den fungerer op til 60 km/t. og kan bremse for fodgængere.
Derudover har det to yderligere gode sikkerhedsfunktioner: blindvinkelalarm og advarsel for tværgående trafik bag bilen. Alle tre systemer er først standard fra Vision og er dermed også årsagen til, at man bør se helt bort fra basismodellen Core.

364 liters bagagerum er nok til de fleste. I forhold til konkurrenterne har Mazda 3 et dybere rum, men knapt så bredt og højt. Det passer godt til større kufferter.
God benplads, men dårligt udsyn
Pladsforholdene i Mazda 3 er gennemsnitlige for klassen, det vil sige, at der sagtens kan sidde fire voksne i bilen. Der er også god fralægningsplads, især omkring føreren. Men bilen skæmmes som familiebil ved, at der ikke er friskluftdyser til bagsædet, og samtidig er udsynet fra bagsædet skæmmet af små sideruder.
Bagagerummet er med sine 364 liter lidt mindre end gennemsnittet, men det er udformet, så det passer godt til større kufferter. I førersædet glæder man sig også over 7”-skærmen, men den er kun trykfølsom, når bilen holder stille, og ikke når du kører. Det virker lidt underligt.
Mazda 3 rammer ikke rent som familiebil, hvis den skal vurderes alene på de fornuftige parametre. For selvom motoren er sportslig, er den ikke så økonomisk som klassens bedste.

Gearskiftet er herligt i Mazda3, det går præcist og let. Hvis du hellere vil have automatgear, koster det 25.000 kr. mere, og ejerafgiften stiger, fordi den kører kortere på literen.
Men er sportslige egenskaber nogle af de vigtigste parametre, når du skal vælge bil, så bør Mazda 3 helt klart være med i opløbet, når der skal vælges bil næste gang.