Mercedes-Benz CLA – Topmodellen er ikke den mest imponerende
Biltest
23. januar 2026


Normalt er det topmodellerne, der er mest imponerende, men det er ikke tilfældet for CLA-modellen fra Mercedes-Benz. Læs, hvorfor du får en bedre bil ved at købe en billigere variant.
Mercedes-Benz CLA
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Assistentsystemer / Effektivitet / Komfort
Ulemper
Menustruktur / Bagagerum / Pladsforhold
Pris
459.946 kr.
Rækkevidde (WLTP)
751 km
Opladning AC/DC (Maks.)
11 / 320 kW
Maks. effekt
260 kW
Det er ikke altid, at mere er bedre. Det gælder bl.a. denne udgave af Mercedes-Benz CLA, der er kåret til The Car of the Year 2026.
CLA 350 4MATIC er topmodellen og har, som navnet antyder, firehjulstræk, og med en ekstra motor følger også flere hestekræfter. Men som i mange andre elbiler har selv basismodellerne rigeligt med overskud.
Så man skal virkelig have brug for firehjulstrækket for at vælge den dyrere model, eller man skal have behov for at trække 1.800 kg i stedet for 1.500 kg.

Kabinen i CLA er godt indrettet med god fralægningsplads og en overskuelig betjening af bilen.
Velegnet som langtursbil
CLA har et 800-volt-batteri, og det betyder, at den kan lade med op til 320 kW. Under vores test opnåede vi en maksimal ladeeffekt på 315 kW, og ved at lade 15 min. fik vi tilført 55 kWh og hele 79 kWh på en halv time.
Det svarer til at forlænge rækkevidden ved motorvejskørsel om sommeren med henholdsvis 355 km og 515 km.
Da vi testede topmodellen, var vejret lidt imod os med let fugtige veje. Vi målte et forbrug svarende til 6,5 km/kWh ved 20 grader. Det er et 15 procent højere forbrug end vores test af CLA 250+, og det er noget mere end de fem procent forskel, som Mercedes selv angiver.
Selvom forbruget er højere for 350 4MATIC, er rækkevidden stadig lang. Vi målte den til 550 km om sommeren med 110 km/t på motorvej. Og kombineret med lynhurtig lynladning er CLA 350 også meget velegnet til dem, som kører langt og ikke gider ladebøvl.

Gearvælgeren bag rattet er nem at betjene, mens de touchbaserede knapper på rattet kan godt drille lidt.
Hvordan kører Mercedes CLA?
Man mærker hurtigt, at CLA er noget af en køremaskine. Du sidder tæt på vejen, styretøjet og affjedringen er eminent afstemt, og det er virkelig en fornøjelse at komme bag rattet.
Den er hverken for hård eller blød i affjedringen, men balancerer lige der i midten, hvor man bare har lyst til at blive ved med at køre.
Køreassistenterne fungerer også aldeles fremragende. Her mærker man tydeligt, at Mercedes har brugt mange år på at fintune den adaptive fartpilot og at sørge for, at fartalarmen ikke er irriterende høj, men blot gør opmærksom på, at man lige skal tjekke, om farten og fartgrænsen matcher.
Betjeningen af bilen er generelt god, men der er tre punkter, som kan genere:
- De trykfølsomme knapper på rattet reagerer ikke ensartet på hver berøring.
- Der er kun to knapper til sideruderne og ikke fire, som i andre Mercedes-modeller.
- Bilen kan utrolig meget, og selvom en del funktioner kan betjenes med stemmestyring, er det svært at finde nogle funktioner som f.eks. ambientebelysning. Her havde det været smart med en søgefunktion på skærmen.

Sedanmodellen har et relativt lille bagagerum på 405 liter, og adgangsforholdene er bedre i stationcarudgaven.
Billigt at vælge CLA som stationcar
Kort efter lanceringen ændrede Mercedes på udstyrsniveauet i CLA-modellen. Det skete samtidig med, at de offentliggjorde priserne for Shooting Brake-varianten.
Bag det fancy navn gemmer sig en smart designet stationcarvariant, der blot er 10.000 kr. dyrere. Og selvom bagagerummet kun er 50 liter større, er adgangen markant bedre.
Det vil være den smarte version at vælge, også fordi du samtidig får en lille vinduesvisker på bagruden, hvilket er praktisk i et land som Danmark, hvor vi ofte har dug på ruderne om morgenen og vand på vejene.
Hvad er den bedste udgave af CLA?
Mercedes-Benz rimer ikke på slagtilbud, og priserne starter også på 400.000 kr. for den billigste udgave af CLA.
Denne 350 4MATIC-topmodel med firehjulstræk og stort batteri koster 460.000 kr. Det er ikke en høj merpris, men man skal virkelig have brug for firehjulstrækket for at vælge denne udgave.
For rækkevidden er lidt kortere, og man savner ikke accelerationsevne i CLA 250+. Den er endda 40.000 kr. billigere, og de penge kan man godt bruge på at opgradere lidt på udstyret.
For selvom CLA er en lækker bil, er udstyrslisten ikke komplet, og der skal tilvælges et par pakker, før en CLA føles som en rigtig Mercedes-Benz.
Det kunne f.eks. være den pakke, der hedder Premiumpakke Plus med digitale tjenester til 49.485 kr. Den indeholder bl.a. det store Burmester 3D surround sound system, headup-display og de avancerede matrixforlygter, som hos Mercedes hedder Multibeam LED.
Flere billeder af Mercedes-Benz CLA




Den meget velfungerende adaptive fartpilot er standard i CLA, men den avancerede styrehjælp er en del af den avancerede "Drive Assist"-pakke, der koster 22.300 kr.