Mercedes-Benz CLE – En køreoplevelse i særklasse
Biltest
2. oktober 2024

Foto: Karsten Meyland Lemche

Mercedes har slået to biler sammen og skabt en utrolig harmonisk og velfungerende åben bil. CLE Cabriolet er navnet, og den byder på en af de mest komplette biloplevelser, vi har oplevet uden tag.
Mercedes-Benz CLE
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Varmesystem / Gode pladsforhold / Lækre køreegenskaber
Ulemper
Pris / Ikke tre års garanti
Pris
1.257.925 kr.
Maks. effekt
381 hk
Det er sjældent, man møder en bil, der bare imponerer. Men det gør den nyeste cabriolet fra Mercedes-Benz. Hvor Mercedes tidligere har haft åbne udgaver af både C- og E-klassen, er de nu smeltet sammen i én model. Navnet er CLE, og den findes også i en lukket udgave.
Men den åbne har de mest elegante linjer, og det er også her, man får den mest overdådige køreoplevelse. Man får luft i håret, når taget er nede, men der er lavet to vindskærme, som sikrer, at man ikke får for meget træk.
Der er også mulighed for at få en vindskærm hen over bagsæderne, men så mister man den unikke mulighed for at have op til to personer med i bagsædet.
Når solen står stærkt på himlen, er vindskærmene nok til at have en behagelig temperatur i kabinen. Men når solen går ned, kan man supplere både med sædevarme og med det såkaldte Airscarf. Her sidder en lille varmeblæser ved nakken og varmer halsen op.
Det vil forlænge sæsonen for åben kørsel markant, og den funktion gør det behageligt at køre med taget nede, selvom det er koldt udenfor.

Der er fin plads til fire personer, men skal man på langtur, er bagagerummet mere til to personers garderobe. Bemærk de flotte lædersæder, der giver en lækker oplevelse i kabinen og samtidig er bedre til at stå imod en lille byge, hvis du skulle være uheldig.
Hvordan kører CLE Cabriolet?
Køreoplevelsen er generelt helt i top, uanset om taget er oppe eller nede. Affjedringen er komfortabel, styretøjet er både skabt til cruising og til langture på motorvejen.
Motoren i testbilen var en 3.0-liters sag med seks cylindre, der trækker blødt. Gearskiftene går også godt, og en svag baggrundssummen fra motoren under acceleration bidrager til en klassisk lækker køreoplevelse.

Dette lille net bag bagsæderne gør nærmest underværker i forhold til at mindske turbulens i kabinen. I gamle dage vil man også skulle have en vindstopper monteret hen over bagsæderne, men så mister man muligheden for at bruge bagsæderne, så den nye løsning er markant mere effektiv og smart.
Skal man vælge en CLE Cabriolet?
Testbilen havde et væld af udstyr, og vi vil især pege på lædersæder til 38.000 kr. samt AMG Premium Plus-pakken til 115.863 kr. for at gøre bilen komplet. Det er dyre tilkøb, men på en bil med en basispris på over 1,2 millioner kr. er det vigtigt, at man foretager det rigtige tilkøb, for at fornemmelsen af luksusbil er til stede, og at man kan sælge bilen igen, når den tid kommer.
Ikke mindst fordi Premium Plus-pakken inkluderer et fabelagtigt velspillende anlæg, der gør bilen til en koncertsal. Også når taget er nede. Man får også headup-display, 360-graders-kamera (særdeles god hjælp, når kalechen er oppe) og Mercedes’ nyeste forlygteteknologi, der kan tegne med lys på vejen og samtidig give lækkert langt lys på lande- og motorveje.
Prisen er i top, men det er oplevelsen i bilen også. CLE Cabriolet slår benene væk under en. Det er en bil, der er som skabt til bilferie, og som sørger for, at man kan opleve friheden på fire hjul.
Samtidig er den så moderne og teknisk avanceret, at den også kan spille rollen som hverdagens slider. Kort fortalt er den helt i særklasse.






Med taget nede bliver du mere en del af omgivelserne, og det er det helt særlige ved at køre åbent. Når du kører langsomt på en smal landevej, kan du køre med ruderne nede og få den totalt åbne oplevelse.