Logo

Mercedes-Benz GLA – For dyr og for sent

Tests

Biltest

22. februar 2024

En blå Mercedes-Benz GLA 250 e kører på en landevej med sne i forgrunden og træer i baggrunden

Foto: Karsten Meyland Lemche

Søren W. Rasmussen

Mercedes GLA er en vellykket SUV, men som plugin-hybrid er den blevet rasende dyr, og den opleves derfor mest som en fin gæst, der er på vej til en fest, der allerede er slut.

Mercedes-Benz GLA

250 e (Plugin-hybrid, benzin+el)

FDMs ekspertvurdering

En blå Mercedes-Benz GLA 250 e set bagfra, mens den kører på en landevej med sne i forgrunden og træer i baggrunden.

Fordele

Lademuligheder / Forlygter / Komfort

Ulemper

Pris / Udstyrspriser / Ikke tre års garanti

Pris

514.892 kr.

Maks. effekt

163 hk

Mens elbilerne fortsat sælges helt uden afgift eller med kun en lille afgift, har plugin-hybriderne her ved årsskiftet fået endnu en afgiftsstigning. Det betyder, at priserne nu er blevet så høje, at det ikke rigtig giver mening at se denne vej.

Det ses ret tydeligt ved denne GLA 250 e, der er en plugin-hybrid-udgave af den ellers ret så vellykkede SUV fra Mercedes. Den koster nu fra 515.000 kr., og med et par udstyrspakker inklusive den ret så omfattende Premium Plus-pakke til over 150.000 kr. lander den samlede pris i dette tilfælde på 728.000 kr.

Så er al fornuft forduftet. For nok er GLA en vellykket og komfortabel bil, men træerne vokser som bekendt ikke ind i himmelen.

Førerpladsen i en Mercedes-Benz GLA 250 e

Førerpladsen er som standard udstyret med to 10,25”-skærme i forlængelse af hinanden. Skærmene styres fra enten pegefeltet mellem forsæderne, fra rattet eller ved hjælp af stemmestyring. Sidstnævnte kræver dog træning.

Hvordan kører Mercedes GLA 250 e?

Fremdriften varetages af dels en firecylindret benzinmotor på 1,3 liter med 163 hk, dels en elmotor, der yder op til 109 hk. Tilsammen giver de to motorer bilen en udmærket præstation, og bilen kan accelerere til 100 km/t. på 7,9 sekunder, ligesom den kan køre op til 210 km/t.

Men i den daglige kørsel, hvor man ofte oplever, at de to motorer skiftes om arbejdet, føles bilen ikke helt premium-agtig. Benzinmotoren opleves ofte lidt for hidsig i sin karakter, og til tider er igangsætninger og gearskift uskønne, fordi elmotoren leverer sine kræfter til forhjulene gennem den samme dobbeltkoblingsgearkasse, som benzinmotoren bruger. Det trækker ned i helhedsindtrykket.

Bilen kan ifølge fabrikken køre op til 67 km på el alene, men helt så langt nåede vi ikke. Vores måling med blandet kørsel viste, at en strækning på omkring de 50 km synes at være inden for rækkevidde.

Bagsædet i en Mercedes-Benz GLA

Der er fin plads ved bagsædet, og der er friskluftdyser mellem forsæderne.

Mercedes GLA 250 e kan hurtiglades

Strømmen til elmotoren kommer fra et batteri, der er på knap 16 kWh, og det kan lades op på to timer, da den indbyggede lader trækker strøm fra to faser, og dermed leverer 7,4 kW.

Man kan tilkøbe muligheden for at benytte en DC-hurtiglader for 8.127 kr. Dermed kan bilen oplades med 24 kW, og så tager en opladning kun 40 minutter.

Man kan som standard vælge mellem køreprogrammerne Sport, Comfort, Electric, Battery level og Eco. På den måde kan man f.eks. vælge, om bilen udelukkende skal køre på el, eller om man f.eks. hellere vil gemme strømmen til senere.

Bagagerummet i en Mercedes-Benz GLA

Bagagerummet er rimeligt i størrelsen, men vi savner et rum under gulvet til opbevaring af ladekablet, der i stedet må ligge i bagagerummet og optage en del af pladsen.

Forbedret vognbaneassistent

Køreindtrykket i GLA er blevet bedre i denne opdaterede 2024-årgang, end det vi har oplevet tidligere. Vognbaneassistenten er forbedret, så man ikke længere oplever de kraftige nedbremsninger, når man nærmer sig vognbanens kantlinjer, vi tidligere har kritiseret bilen for.

Derudover har man et fremragende lys på bilen og en fin og velfungerende adaptiv fartpilot, der fint arbejder sammen med skiltegenkendelsen, så man kan få bilen til at følge fartgrænserne med fartpiloten. Det fungerer godt.

Selvom der således er meget godt at sige om GLA med plugin-hybrid-motor, skal man tænke sig godt om, før man springer til. Med en beregnet pris på over seks kr. pr. km, og dermed en samlet udgift på over 120.000 kr. om året, når alt regnes med, bliver denne bil simpelthen så dyr at køre i, at man selv hos Mercedes kan få både bedre og billigere rendyrkede elbiler i stedet.