Logo

Mercedes-Benz GLA – Kompetent plugin-hybrid med unoder

Tests

Biltest

7. maj 2021

GLA er en SUV der er bygget over A-klassen. Den er ret flot udstyret og har bl.a. LED-lygter både for og bag som standard.

Foto: Karsten Meyland Lemche

Søren W. Rasmussen

SUV'en Mercedes-Benz GLA er en af de mest vellykkede og velkørende plugin-hybrider i sin klasse. Desværre skuffer både køreassistent og skærmløsningen. Rækkevidden på el er flot, mens benzinforbruget ikke imponerer.

Mercedes-Benz GLA

250 e (Plugin-hybrid, benzin+el)

FDMs ekspertvurdering

Mercedes-Benz GLA set bagfra

Fordele

Førerplads / Plugin-teknik / Komfort

Ulemper

Uoverskuelige skærme / Vognbaneassistent / Ikke tre års garanti

Pris

434.900 kr.

Maks. effekt

218 hk

GLA er SUV-udgaven af A-klassen, og den byder på masser af gode oplevelser. Førerpladsen er flot indrettet og godt udstyret med en række udstyrspakker som standard, hvilket i sig selv gør GLA interessant i forhold til den almindelige A-klasse.

Hybridteknikken omfatter et ret stort batteri og en fin indbygget lader, der gør det muligt at lade dobbelt så hurtigt som i de fleste andre biler. Elmotoren er bygget sammen med en 1.3-liters benzinmotor, der begge trækker på forhjulene.

Køreindtrykket er positivt, så længe man bliver midt i vognbanen, for nærmer man sig kantlinjerne, bremser bilens vognbaneassistent et af hjulene ned, hvorved bilen tvinges tilbage i vognbanen. Det bliver man noget overrasket over, hver gang det sker. Man kan indstille følsomheden af systemet, men helt godt bliver det aldrig, og det er synd.

Bilens køreegenskaber er generelt gode, og køres bilen på el alene, foregår kørslen blidt og glidende, men når benzinmotoren starter op for at tage over, foregår det til tider noget voldsomt.

Alt i alt er GLA dog et af de bedste bud på en vellykket og velkørende plugin-hybrid i denne klasse.

Man kan styre de fleste af bilens funktioner fra en app på sin smartphone, og derved bl.a. sikre, at bilen er varmet op forud for en køretur i koldt vejr. App'en er avanceret, men er også noget omstændig at få sat op første gang.

Kabinen er generelt opbygget i lækre materialer, og indretningen er fin med bl.a. gearvælgeren placeret håndrigtigt tæt ved rattet. Der er to 10,25" skærme i forlængelse af hinanden, og de kan indstilles i et mange forskellige layouts og med varieret indhold. Men betjeningen af dem er besværlig og til tider uoverskuelig. Det kan helt klart gøres bedre!

Vores testbil havde følgende ekstraudstyr: AMG pakke (16.750 kr.), Burmester musikanlæg (6.456 kr.), Nedfældeligt anhængertræk (6.633 kr.), Premiumpakke PLUS med glastag, matrix LED-forlygter og eljusterbare sæder (16.750 kr.) samt en Førerasisstentpakke med udstyr, der gør et muligt at lade bilen selv følge vejbanen, og som desuden indeholder flere sikkerhedssystemer. Den pakke koster 14.078 kr.

Man kan som standard vælge mellem køreprogrammerne Sport, Comfort, Electric, Battery level og Eco. På den måde kan man f.eks. vælge om bilen skal køre udelukkende på el, eller om man f.eks. hellere vil gemme strømmen til senere.

Mercedes-Benz GLA kabine

Førerpladsen er som standard udstyret med to 10,25”-skærme i forlængelse af hinanden. Skærmene styres fra enten pegefeltet mellem forsæderne, fra rattet eller ved hjælp af stemmestyring. Sidstnævnte kræver dog træning.

Hvor lang rækkevidde på el har Mercedes GLA?

Under testen kørte vi 47 km på el alene, hvilket er flot, men alligevel 20 km lavere end de opgivne 67 km. På tomt batteri målte vi benzinøkonomien til 15 km pr. liter, og det er også det, man skal regne med i det virkelige liv og ikke det mere teoretiske fabrikstal, der stiller 71 km pr. liter i udsigt.

Batteriet er på knap 16 kWh, og det kan lades op på to timer, da den indbyggede lader trækker strøm fra to faser, og dermed leverer 7,4 kW. Man kan tilkøbe muligheden for at benytte en hurtiglader for 7.729 kroner, og så kan bilen oplades med 22 kW, og så tager en opladning kun 40 minutter.

Bilen må trække en trailer 750 kg, hvis den har bremser, og højst 1.800 kg, hvis traileren ikke har bremser.

Overvejer du en plugin-hybrid? FDM har lavet et tema om hverdagen med plugin-hybrid