Nissan Juke – Opdateret designer-SUV
Biltest
15. januar 2025

Foto: Karsten Meyland Lemche

Nissan har opdateret mini-SUV'en Juke, der kom på markedet med et kontroversielt design i 2010. Anden generation fra 2019 blev lidt mere normal at se på, og nu har den særligt indvendigt fået flere nyheder.
Nissan Juke
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Trykskærm / Udstyr
Ulemper
Pris / Motorlyd / Udsyn
Pris
318.560 kr.
Hvor Nissan Qashqai længe har været et hit i Danmark, har den mindre Juke været knap så populær. Designet har været en af årsagerne, for Juke har skilt sig klart ud i mængden og ikke været så mainstream som Qashqai.
Men da anden generation af Juke kom for seks år siden, blev det outrerede design dæmpet lidt. Det gjorde måske mere spiselig for flere, men samtidig fjernede det lidt af bilens særkende.
Bilen beholdt dog i store træk de samme proportioner, og det betyder, at udsynet er ganske ringe i den lille SUV med dens små sideruder og en stor stolpe mellem bagdør og bagagerumsklap.

Instrumentskærmen i testbilen er opgraderet fra 7” til 10”. Det giver en lækrere visning af data samt mulighed for stor kortvisning i midten. Der er gode knapper til betjening af den adaptive fartpilot på den venstre side af rattet.
Hvad koster Nissan Juke?
Prisen på testbilen med hybridmotor og N-Connecta-udstyr er 320.000 kr., og det er mange penge, når de elektriske alternativer i samme bilstørrelse er 50.000 kr. billigere.
Hybridudgaven er også en lidt dyr variant af Juke. Vælger du i stedet den mindste benzinmotor, koster den 270.000 kr. med samme udstyrsniveau og automatgear. Det vil koste lidt ekstra ved tanken, men du får en stor besparelse ved anskaffelsen.
Hybridmotoren gør, at man kører længere på literen end med en klassisk benzinbil, så her er der lidt at spare. Både på ejerafgiften og på tanken. Vi kørte 19 km/l ved blandet kørsel, hvilket er pænt for biltypen uden at være prangende.
Men gearkassen er af CVT-typen, og det betyder, at omdrejningerne på motoren ikke følger hastigheden, men ønsket om at ændre hastighed. Så vil du accelerere, kommer der en kraftigere motorbrummen med næsten konstant høje omdrejninger, og her oplevede vi, at motoren støjede en del.

Bagsædet er ikke Jukes største styrke. Bagruderne er lidt små og højt placeret, og kabinen er ganske mørk. Der er heller ikke overvældende med benplads eller friskluftdyser til bagsædepassagererne.
Ny trykskærm – men uden Google
Nissan har et tæt samarbejde med Renault, og størrelsesmæssigt matcher den Captur-modellen. Dog er Juke lidt mindre børnevenlig i kabinen, og især de små bagruder gør bagsædet lidt mere klaustrofobisk. Juke er mere en bil for dem, der ikke har fået børn, eller hvor børnene er flyttet hjemmefra.
Nyt i den seneste udgave af Juke er en skærm til betjening af bilens underholdningssystem og navigationsanlæg. Nissan har i mange år haft lidt kedelige skærme med lav opløsning, men den nye 12”-skærm har trådløs Android Auto og Apple CarPlay.
Men der er ikke GAS – eller Google Automotive System – indbygget i skærmen, som man ser på den nye Nissan Qashqai, og det er ærgerligt, fordi netop GAS giver en mere intuitiv brugerflade.

Skal man vælge en Nissan Juke?
Hybridudgaven af Juke virker ikke optimal. På udstyrssiden kan man kun vælge basisudstyret Acenta og mellemudstyret N-Connecta, som testbilen har. På begge udstyrsniveauer savner vi adaptiv fartpilot, der kun fås på topmodellerne Tekna og N-Sport, som ikke fås med denne hybridmotor.
Så hvis man vil have nyeste assistent-teknologi, skal man vælge hybriddriften fra. Det kunne man også vælge at gøre, fordi samspillet mellem motor og gearkasse ikke fungerer optimalt.
Juke er en bil som ikke imponerer nok, til at den skiller sig ud i klassen med små SUV-modeller. Og man bør enten prøve den større Qashqai eller en konkurrent som Renault Captur, før man vælger at købe en Juke.




Juke findes med to benzinmotorer, den ene har turbolader og den anden hybriddrivlinje. Testbilen er af den sidste slags, og her fungerer samspillet med automatgearet ikke helt optimalt. Der er simpelthen for meget motorlarm under visse forhold.