Logo

Nissan X-Trail – Elbil med benzinmotor

Tests

Biltest

23. marts 2023

Nissan X-Trail kører på en vej med buskads i baggrunden

Foto: Karsten Meyland Lemche

Søren W. Rasmussen

Nissan X-Trail drives af en elmotor, der løbende får strøm fra en benzinmotor og en generator. Det gør bilen komfortabel at køre i, men det giver også et højt forbrug og dermed en høj pris.

Nissan X-Trail

Tekna e-Power e4ORCE 7 pers. (Benzin)

FDMs ekspertvurdering

Nissan X-Trail set bagfra, mens den kører på en landevej med buske og et skilt i baggrunden

Fordele

Syv sæder / Motor/gear / Komfort

Ulemper

Varmeanlæg / Forbrug / Pris

Pris

684.990 kr.

Maks. effekt

210 hk

Den nye Nissan X-Trail er i bund og grund en forlænget Qashqai, og det giver plads til tre sæderækker med i alt syv pladser. Dermed kan X-Trail noget, som kun få andre kan matche.

I denne udgave er det den nye e-Power-teknik, der står for fremdriften, og det giver X-Trail næsten elbillignende egenskaber. Det er nemlig alene to elmotorer, der driver de fire hjul, og de får begge sin energi fra et lille batteri, der løbende lades op fra en generator, der drives af en benzinmotor.

Nissan X-Trails kabine har lyse lædersæder

Førerpladsen er lækkert udformet med læderlignende materialer på både instrumentbord og dørsider. Der er et stort digitalt instrumenthus foruden den store skærm i midten.

Hvor langt kører Nissan X-Trail på literen?

Man kan ikke oplade batteriet med strøm fra nettet, og det betyder, at bilen i bund og grund er en benzinbil, der blot opfører sig som en elbil. Det betyder desværre også, at den aldrig bliver rigtig økonomisk.

Fabrikken stiller 15-16 km pr. liter i udsigt, men vi nåede kun 12-13 km på en liter under vores test. Til gengæld er X-Trail e-Power en fornøjelse at køre, selvom man til tider må døje lidt med benzinmotorens høje omdrejninger, mens den laver strøm.

Det høje forbrug kaster også en høj afgift af sig, og X-Trail koster derfor tæt på 700.000 kr. alt afhængig af det valgte udstyrsniveau.

Billigste udgave fås fra 450.000 kr., men har så kun plads til fem personer og drives ikke af e-Power-teknikken, men i stedet af en trecylindret 1.5-liters benzinmotor med CVT-gear og forhjulstræk. Den fås dog også med syv sæder for 10.000 kroner ekstra. I denne motor-version med enten fem eller syv sæder må Nissan Qashqai trække helt op til to tons, altså 350 kg mere end i denne testede udgave med e-Power motoren.

Der er to ekstrasæder gemt i bagagerummet på Nissan X-Trail

Tredje sæderække er udformet som to separate stole, der kan vippes op enkeltvist. De rummer ikke alt for store personer, og adgangen er ikke let.

Føles næsten som en elbil

Fra testblokken kan vi særligt fremhæve en positiv køreoplevelse med en stille fremdrift, når bilen kører på strøm. Det gør den dog kun kortvarigt. Herefter starter benzinmotoren op og laver strøm til elmotorerne.

Det foregår rimeligt lydsvagt, når hastigheden er lav, mens man ved motorvejshastighed indimellem tydeligt hører motorens ret høje omdrejningstal. Benzinmotorens omdrejningstal følger dog ikke hastigheden direkte, og den generer derfor ikke altid lige meget, og motorlyden er til tider næsten helt væk.

Køreoplevelsen minder derfor hurtigt om det, man kan opleve i en elbil, og særligt muligheden for at udnytte elmotorerne til at nedbremse bilen, når man slipper speederen, er rar ved bykørsel. Nissan kalder den funktion e-Pedal, og den er heldigvis nem at slå til og fra via en knap foran gearstangen.

Bagagerummet i Nissan X-Trail med blå kuffert

Med bageste sæderække foldet sammen er bagagerummet ganske stort (485 liter), mens det med alle sæder i brug bliver ret marginalt. Der er plads til småting under gulvet.

Er Nissan X-Trail et godt køb?

I kabinen er der lækre materialer, et fint headup-display og en ganske komfortabel affjedring.

I vores testbil havde vi svært ved at finde en indstilling af varmeanlægget, der sikrede en rar og konstant temperatur i kabinen. Det trak ned i bilens komfortniveau, der ellers må siges at være ret højt.

Man kan dog ikke komme uden om, at prisen for Nissan X-Trail i Danmark er så høj, at det for de fleste giver meget mere mening at vælge en rigtig elbil, der er fri for afgift, i stedet for denne elbillignende model, der belastes med en registreringsafgift helt på samme måde som egentlige benzinbiler.

Sagt med andre ord: Nissan X-Trail bliver hurtigt uforholdsmæssig dyr og ender derfor med at være en bil, der kun har interesse for ganske få bilkøbere.