Logo

Polestar 2 - Den billigste er nu endnu bedre

Tests

Biltest

18. januar 2023

Polestar 2 set forfra

Foto: Karsten Meyland Lemche

Karsten Meyland Lemche

Den billigste udgave af Polestar 2 har fået et lidt større batteri, og den overrasker positivt med både rækkevidde, ladetid og køreegenskaber. Men tjek pladsen på bagsædet før et eventuelt køb.

Polestar 2

Standard Range (El)

FDMs ekspertvurdering

Polestar 2 set bagfra

Fordele

Køredynamik / Førerplads / Rækkevidde

Ulemper

Vognbaneassistent / Plads på bagsædet / Ikke tre års garanti

Pris

370.000 kr.

Rækkevidde (WLTP)

478 km

Maks. effekt

231 hk

Polestar 2 er så imponerende en elbil, at vi starter med se på modellens enkelte svagheder. For kan du leve med dem, eller er de irrelevante i forhold til dit kørselsmønster, kan du roligt læse videre, før du handler.

Oprindeligt blev modellen udviklet som Volvo S40, men det projekt blev skrinlagt, og i stedet opstod et nyt bilmærke i form af Polestar, der tidligere var svensk-kinesiske Volvos performanceafdeling. Derfor deler den teknik med Volvo XC40 og har mange Volvo-detaljer som eksempelvis rattet, dog med et Polestar-logo.

Karrosseriet kaldes fastback, og det ligner i skyndingen en sedan, men modellen har en stor bagklap, og det giver god adgang til bagagerummet. Desværre er der ikke en visker på den store bagrude.

Tillige er pladsen på bagsædet både til knæ og i loftshøjde begrænset. Det er klart modellens største udfordring. For den ser stor ud, men reelt er den ikke særlig rummelig.

Polestar 2 kabine

Polestar 2 har en meget stringent indretning, hvor alt overflødigt er taget væk. Men der er eksempelvis en volumenknap, hvor du også kan starte/stoppe musikken. Det er praktisk i en ellers nærmest knapløs kabine. 

Højreorienteret køreassistent i Polestar 2

Sidste hverdagsminus er køreassistenten. Den er baseret på Volvos tidlige teknik, hvor bilen holder stramt fast i rattet og helst vil bestemme bilens placering i vognbanen.

Generelt vil den gerne ligge til højre i vognbanen, og når man vil justere placeringen, skal man bruge mange kræfter for at få sin vilje. Og vi oplevede, at den som en trodsig teenager holdt fast så længe, at bilen rykkede kraftigt til siden, når systemet endelig slipper taget i rattet.

Vi havde bl.a. en udfordring, da vi kørte ved siden af en lastbil med en bred last. Det var markeret med skilte, men bilen holdt fast i sit højreorienterede spor, og vi måtte lave en undvigemanøvre for at undgå sammenstød. Det er naturligvis forventeligt, at bilen ikke ser sådan en forhindring, og det viser, at man skal huske kun at benytte bilens køreassistenter, når det er muligt og forsvarligt.

Nå ja, og så er garantien på bilen kun på to år. Der er længere garanti på batteriet, men der er også andre elektriske komponenter, som kan fejle. Derfor anbefaler FDM, at man vælger biler med mindst tre års garanti.

Polestar 2 skærm

Polestar har valgt et nærmest Braun'sk designudtryk med gule og brunlige farver. Samtidig har de lavet en meget overskuelig menustruktur til bilens indstillinger.

Hvad er rækkevidden i en Polestar 2?

Hvis du stadig læser med nu, må du kunne leve med bilens få fejl. Så nu er det tid til at se på bilens styrker, og der er noget at glæde sig til.

I løbet af 2022 opdaterede Polestar batteriet på basismodellen, så det er vokset 5 kWh til en bruttoangivelse på 69 kWh. Det giver længere rækkevidde, og vi opnåede ved vores motorvejstest at køre 325 km ved 0 graders temperatur. Det svarer til en rækkevidde på 390 km ved 20 grader, altså en meget flot effektivitet, især når man tænker på, at dette er basismodellen.

Hjemmeladning foregår med tre faser og dermed 11 kW. Har du en ladeboks, tager en komplet opladning godt seks timer. Lynladning foregår med op til 130 kW, det er lidt mindre kraftigt end de øvrige Polestar 2-modeller.

Men under vores test lynladede modellen ganske imponerende. På 15 minutter ladede vi 31 kWh, svarende til cirka 175 km på motorvejen om sommeren. Og på en halv time ladede den fra 10 til 80 % svarende til 53 kWh. Det modsvarer en ladeeffekt på i snit 106 kW, og mængden af strøm på en halv time kunne forlænge rækkevidden med 300 km på motorvejen.

Polestar 2 instrumenthus

Det enkle udtryk går igen i instrumenterne. Her er bilen slukket, og du får vist de to vigtigste informationer i en elbil: Hvor meget strøm der er på batteriet i procent og den beregnede rækkevidde. 

Hvor stor og praktisk er Polestar 2?

Modellens største udfordring er som sagt benpladsen på bagsædet, så husk at have hele familien med på prøveturen, før I slår til. Omkring føreren er der gode sæder, og det er nemt at finde sig til rette bag rattet.

Der kommer et lille minus for, at bilen reelt kun har én kopholder. Ellers er der fin fralægningsplads og ikke mindst intuitiv betjening af bilen. Flere funktioner kan nu styres med stemmestyring på dansk, og det er den vej, bilbetjeningen bevæger sig, fordi bilerne efterhånden har fået mange funktioner.

Trykskærmen har Googles styresystem. Det bliver løbende opdateret og har danske menuer og dansk tale. Der er tænkt over måden, du betjener bilens indstillinger, og systemet har flot design og er nemt at betjene. Der er også en del apps til bilen. Her er skrifttyperne dog meget små, hvilket kan gøre det svært at læse dem.

Bagagerummet på 405 liter er ikke imponerende stort, men det er et regulært rum og let at komme til takket været den store bagklap. Der er også et ekstra bagagerum under frontklappen, hvor der er en såkaldt frunk på 35 liter. Det er stort nok til at opbevare en nødlader og det medfølgende ladekabel.

Polestar 2 bagsæde

Polestars akilleshæl er bagsædet, hvor benpladsen ikke er imponerende. Der er dog friskluftdyser, og lofthøjden går an. 

Hvordan kører Polestar 2?

Køreegenskaberne er en af de helt store styrker ved Polestar 2. Det gælder naturligvis topmodellerne med specialudviklet undervogn, men i lige så høj grad denne basismodel.

Selvom den køreklare vægt er på over to tons, så føles bilen faktisk adræt og nærmest legesyg. Der er ikke mange elbiler, der decideret indbyder til en sportslig køreoplevelse, men det gør Polestar 2.

Standard Range-udgaven har forhjulstræk, og det er lidt pudsigt, for Volvo har netop introduceret en faceliftet udgave af deres XC40, hvor forhjulstrækket er skiftet ud med baghjulstræk. Det havde været oplagt for Polestar at følge trop for at give endnu mere sportslige køreegenskaber.

Men indtil nu holder Polestar fast i forhjulstrækket. Du kan dog også få firehjulstræk. Med det følger et lidt større batteri, en lidt kortere rækkevidde, en merpris på 50.000 kr. og så får du 408 hk i stedet for 231 hk.

Så hvor den firehjulstrukne variant er ekstremt hurtig, så føles basismodellen blot hurtig. Accelerationen er mere end rigelig ved hverdagskørsel og passer godt til bilens karakter.

Polestar 2 bagagerum

Bagagerummet er ikke så stort i liter, men det er godt indrettet, og det er let at pakke, fordi du har en stor bagagerumsåbning. 

Skal man vælge en Polestar 2?

Polestar kom fra nærmest ingenting til i dag at være en kendt spiller på bilmarkedet. Det giver stof til eftertanke, men måske deres succes har været stærkt hjulpet af forbindelsen til Volvo og ikke mindst det mindset, som svenskerne havde under udviklingen af modellen.

Vi har tidligere fremhævet den forhjulstrukne variant med det store batteri som det bedste køb. Men for mange vil denne nye Standard Range-udgave have rigeligt med rækkevidde. Og som vores test viste, kan man både køre langt og lade hurtigt uden tilkøb.

Det større batteri, end der sidder i denne basisudgave, koster yderligere 25.000 kr., og man får ca. 40 km længere rækkevidde på motorvej og 75 km ved blandet kørsel. For dem, der kører langt til hverdag, kan det være afgørende. Men for langt de fleste bilister, vil vi anbefale, at man vælger basismodellen og blot tilkøber udstyrspakken Pilot lite.

Den indeholder bl.a. en adaptiv fartpilot, som Polestar meget overraskende stadig ikke har gjort til standardudstyr – det er standard på en VW Polo til den halve pris!

Nå, men det er ikke nok til at ødelægge humøret eller den samlede vurdering af bilen. Her er fem fuldt fortjente stjerner. Kan du ikke leve med pladsen på bagsædet, og vil du gerne have lidt sportslig oplevelse bag rattet, kan du overveje Kia EV6 eller Tesla Model 3.