Renault 4 - Når Techno rimer på komfort
Biltest
7. januar 2026


Renault 4 er en komfortabel mini-SUV, der er baseret på Renault 5. Og selvom tallet 4 er mindre, så er den noget større end 5’eren.
Renault 4
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Praktisk / Google-system / Design
Ulemper
Benplads på bagsædet / Gearvælger / Frunk
Pris
239.990 kr.
Rækkevidde (WLTP)
400 km
Opladning AC/DC (Maks.)
11 / 100 kW
Maks. effekt
110 kW
Trods tilnavnet Techno er den retroinspirerede Renault 4 en hyggelig mini-SUV, hvor der er fokus på runde former og god komfort. Designet er meget kraftigt inspireret af den oprindelige Renault 4, der var i produktion fra 1961 og helt indtil 1994.
Den nye generation er helt elektrisk og er baseret på samme teknik som den ligeledes charmerende Renault 5. Den findes derfor med to batteristørrelser med henholdsvis 300 og 400 km rækkevidde.
Denne udgave er med det store batteri, og det passer godt, hvis det skal være familiens eneste bil. Vi opnåede en motorvejsrækkevidde svarende til 295 km om sommeren, men blot 245 ved 0 grader.

Interiøret i Renault 4 er identisk med Renault 5, dog får du kun den store instrumentskærm i Techno- og Iconic-versionerne.
Hvordan er Renault 4?
Der, hvor Renault 4 skiller sig mest ud, er i bagagerummet. For trods SUV-betegnelsen, er bagagerummet nærmere som i en lille stationcar. Det betyder, at du har en lav læssehøjde, som en af de eneste biler i mini-segmentet.
På bagsædet er der også markant bedre benplads end i søsterbilen Renault 5, men pladsen er ikke overdådig. Så skal bilen bruges som familiebil, er det vigtigt at alle er med på prøveturen. Der er ikke friskluftdyser til bagsædepassagererne, men derimod to USB-stik til at oplade mobiler og tablets.
På forsædet er oplevelsen god. Hele indretningen er identisk med Renault 5, men man sidder lidt højere oppe. Så adgangsforholdene er nemmere, og udsynet fra førerpladsen er lidt bedre. Også fordi der er flere ruder i Renault 4. Som i alle Renaults elektriske modeller er der tre stilke til højre for rattet til at betjene gearvælgeren, vinduesviskerne og medieanlægget. Man lærer det efterhånden, men især gearvælger og viskerarm får man til tider byttet rundt på.

Regulært er et ord som rammer det firkantede bagagerum på 420 liter. Et minus er, at læssefladen ikke er plan, når du lægger bagsæderyglænet ned.
Hvilken Renault 4 skal man vælge?
Renault tilbyder bilen i tre udstyrsniveauer: Evolution, Techno og Iconic. Udgaven med det lille batteri fås kun med basisudstyret, og det er ret pænt med klimaanlæg, sædevarme, bakkamera og nøglefri betjening.
Techno-modellen er 18.000 kr. dyrere, men så får man desuden et velfungerende Google-styresystem, hvor især navigationen er bedre integreret. Man får bl.a. også en større instrumentskærm med mere intuitiv visning af data og navigationen, adaptiv fartpilot, bedre lydanlæg og alufælge.
Springet til Iconic-modellen er yderligere 10.000 kr., og da man her kun får p-sensorer for, parkeringsassistent og nogle designdetaljer, virker netop denne testede Techno-udgave til 240.000 kr. som det mest oplagte udstyrstrin med det store batteri.
Men er kørselsbehovet kun til det lille batteri med 300 km rækkevidde, så er basismodellen til 207.000 kr. faktisk også ganske attraktiv.

Man kan finde sig til rette på bagsædet af Renault 4, men det kan være en udfordring for de familier, der bruger autostole.
Skal man vælge en Renault 4?
Prisforskellen er ikke stor på de forskellige størrelser af elbiler, og det rammer Renault 4. For selvom den er charmerende, så sælger den 15.000 kr. billigere og mindre Renault 5 markant bedre.
Renault 4 bliver også klemt oppefra. Den markant større Renault Scenic, der tillige har et større batteri og længere rækkevidde, fås i øjeblikket fra 250.000 kr.
Men synes du, at Scenic er for ordinær, og er Renault 5 for lille, så rammer Renault 4 noget helt særligt, der gør den til et spændende elbilvalg her i 2026.
Kører komfortabelt
Motoren yder 150 hk, og det er absolut tilstrækkeligt. Bilen føles således ret kvik, og den kører meget komfortabelt. Det skyldes ikke mindst, at både affjedring og styretøj er konstrueret til den komfortable side.
En smart løsning finder man ved motorens rekuperation, der kan indstilles i fire niveauer via skiftegreb bag rattet. I den kraftigste indstilling bremser elmotoren bilen helt op, når man slipper speederen. Det er en god hjælp ved bykørsel, hvor bilen kan køres i det, der hedder ’one-pedal-drive’.
Forlygterne er LED-typen, og de blænder selv op og ned for det lange lys alt efter trafikken foran bilen. Selve lysudbyttet er udmærket, men kan dog ikke matche det, vi finder i de noget dyrere elbiler fra f.eks. Skoda og VW.
Sikkerheden er ikke til topkarakter
Renault 4 er allerede sikkerhedstestet af Euro NCAP. Her fik den fire stjerner, og den manglende topkarakter skyldes, at bilen ikke er udstyret med det mest avancerede sikkerhedsudstyr. Bl.a. er der ingen airbag mellem forsæderne, og nødbremsen er som udgangspunkt ikke særlig avanceret.
Man kan dog tilkøbe en sikkerhedspakke til denne udgave for 7.000 kr. Men hos Euro NCAP tester man kun grundversionerne, og det kostede i dette tilfælde en stjerne.
I grundversionen er bilen udstyret med en nødbremse, der bremser selv, hvis man er ved at køre ind i en bil, man ikke har set. Og den funktion viste sig at virke upåklageligt op til 50 km/t.
Derimod er bilen som udgangspunkt ikke udstyret med en nødbremse, der kan bremse bilen op, hvis man er ved at bakke ind i noget. Det trækker ned i den samlede vurdering af bilen, men den funktion er en del af den omtalte sikkerhedspakke, som vi klart anbefaler, at man køber.
Fem års garanti trækker op
Til gengæld er det et stort plus, at Renault nu sælger bilen med en fabriksgaranti på fem år eller 150.000 km. Det er en stor forskel fra tidligere, og noget der skaber en tryghed ved købet.
Garantien lever op til FDMs mindstekrav, og er noget, der sammen med et attraktivt økonomisk nøgletal taler for bilen.
Vi er samlet set meget begejstret for Renault 4 og uddeler hele fem stjerner ud af seks mulige, men sender samtidig en klar opfordring til Renault om at gøre sikkerhedspakken standard i alle udgaver.





Techno-versionen er den billigste Renault 4 med Google-styresystemet. Her fungerer især navigationen godt og ligesom i basisversionen er her også trådløs Android Auto og Apple CarPlay.