Logo

Skoda Enyaq – Stor elbil med lille rækkevidde

Tests

Biltest

25. marts 2024

En Skoda Enyaq elbil set fra siden kører på en snedækket vej

Foto: Karsten Meyland Lemche

Søren W. Rasmussen

I den mindste udgave skæmmer rækkevidden desværre de ellers meget fine egenskaber ved Skoda Enyaq. Heldigvis fås den også med et større batteri.

Skoda Enyaq

60 Premium (El)

FDMs ekspertvurdering

Sort Skoda Enyaq set bagfra, mens den kører på snedækket landevej

Fordele

Plads / Udstyr / Vendediameter

Ulemper

Rækkevidde / Pris / Ikke tre års garanti

Pris

349.995 kr.

Rækkevidde (WLTP)

395 km

Maks. effekt

179 hk

Med ret så kraftige prisreduktioner er den tjekkiske Skoda Enyaq igen blevet værd at have med i tankerne, når man skal købe ny elbil.

Den findes i to batteriudgaver, og mens vi har udgaven med det lille batteri med i denne test, så har vi også tidligere testet den 30.000 kr. dyrere udgave med det store batteri, og den er i særdeleshed en interessant bil.

Helt så glade for denne mindre udgave blev vi aldrig. Bilen har nemlig et ret højt energiforbrug under kørslen, og det betyder, at rækkevidden bliver lille.

Kabinen i en Skoda Enyaq

Førerpladsen er præget af den skærmen, hvorfra en del af bilens betjening foregår. Der er dog knapper til klimaanlæg nedenunder. Et lille ekstra display foran rattet er en god løsning.

Hvor langt kører Skoda Enyaq 60 på en opladning?

Den er nok også mindre end det, mange er villige til at acceptere. Ved konstant motorvejsfart med 110 km/t. nåede vi således kun, hvad der modsvarer 230 km om vinteren og 275 km om sommeren.

Kører man afsted med et fuldt opladet batteri, og lader man to gange en halv time hen ad vejen, så når man i alt 655 km.

Gør man det samme i f.eks. en Hyundai Kona eller den billigste udgave af Tesla Model 3, når man i begge tilfælde 935 km. Det udstiller problematikken omkring Skoda Enyaq med det lille batteri.

Person på bagsædet af en Skoda Enyaq

Der er fremragende plads ved bagsædet, og vi glæder os over både et godt midterarmlæn, og en fin ventilationskanal, der er flyttet godt op over gulvhøjde.

Hvordan kører Skoda Enyaq?

Men kan man alligevel leve med den egenskab, venter der til gengæld en god oplevelse i en meget rummelig og velkørende bil, hvor man sidder godt i de eljusterbare forsæder.

Bilen har også en vognbaneassistent, der sammen med en adaptiv fartpilot gør det let at køre langt. Der er pulsføler i rattet, så man blot skal have et let greb om rattet på de lange stræk, så holder bilen selv sporet.

Også i byen er bilen letkørt takket være en ekstremt lille venderadius. Om natten lyser forlygterne op på imponerende vis, og de er endda af matrix-typen, så man kan køre med langt lys uden at blænde de øvrige trafikanter.

Pladsmæssigt hører Enyaq til blandt de største elbiler, og ved bagsædet er det derfor let at finde plads – også takket være et fladt gulv, et stort bagsæde og brede indstigningsdøre.

Bagagerummet er også blandt de største, og så er det en fordel, at bilen må trække op til 1.000 kg.

Bagagerum med blå kuffert og gule ladekabler i en Skoda Enbyaq

Bagagerummet er højt, lastefladen er på lige knap 1x1 meter, og der er god plads i højden. Læssehøjden er hele 72 cm. Der er ikke nogen frunk til ladekabler, og det er ærgerligt.

Garantien imponerer ikke

På et område er Skoda Enyaq dog ikke helt på niveau med sine konkurrenter, og det er, når vi ser på garantien. Fabriksgarantien er på kun to år, og den lever dermed ikke op til FDMs mindstekrav, som er tre år eller 100.000 km.

Man kan dog tilkøbe en form for en forlænget garanti, og den består af en tryghedsaftale på enten to eller tre år ekstra til henholdsvis 6.000 eller 7.000 kr. Det kan være værd at købe med, men gør naturligvis også Skoda Enyaq til en samlet set dyrere bil end mange af konkurrenterne.

Vi peger på Skoda Enyaq Premium 85 som bedste køb i familien. Den koster 380.000 kr. – altså 30.000 kr. mere end denne testede udgave. Men så får man også en af de p.t. bedste biler på markedet.