Tesla Model Y – Heftig familiebil
Biltest
22. december 2025

Foto: Karsten Meyland Lemche

Topudgaven af Tesla Model Y er en fartbombe. Men den kan heldigvis også køres både roligt og komfortabelt. Som altid er brugsværdien høj, og samspillet med mobiltelefonen er genialt.
Tesla Model Y
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Fin App-styring / Gode køreegenskaber / Gode skærmløsninger
Ulemper
Autopilot / Dørhåndtag / Ikke fem års garanti
Pris
489.990 kr.
Rækkevidde (WLTP)
580 km
Opladning AC/DC (Maks.)
11 / 250 kW
Maks. effekt
338 kW
Model Y Performance er topudgaven af en af Danmarks mest populære elbiler. Den byder sig til med flere kræfter, bedre bremser, større dæk og en adaptiv undervogn.
Den er altid firehjulstrukken, og den har en startpris på 490.000 kroner. I forhold til den almindelige udgave med firehjulstræk er det en merpris på 90.000 kroner.
For den pris får man ud over lidt Performance-udstyr kort og godt en køreoptimeret bil, der i den grad kan imponere. At køreindtrykket er så positivt, skyldes, at bilen både kan køres som en komfortabel familiebil og som en lynhurtig sportsvogn.
Det gør bilen meget anvendelig både som en hverdagsbil og for dem, der elsker at køre på en særlig dynamisk måde – måske på en lukket bane.

Førerpladsen er som altid ren og enkel i designet. Et lysbånd langs overkanten af instrumentbordet giver dog en (valgfri) farve, der giver bilen lidt kant. Der er kun én skærm og dermed intet instrumenthus. Der er heller ikke headup-display.
Fartpiloten driller i Tesla Model Y
Vores oplevelser med bilen var oftest positive, men assistentsystemerne er desværre stadig på et niveau, hvor de efterhånden er overhalet af alle andre bilproducenter.
Vi oplevede således stadig, at bilen kan finde på at bremse utidigt, og så er vi ikke vilde med, at den ikke tillader, at man kan samarbejde om kørslen. Enten kører man helt manuelt, eller også giver man jobbet til autopiloten.
Hvis man alligevel begynder at dreje lidt på rattet, slår systemet fra, og gør man det flere gange, mister man muligheden for at køre med autopiloten aktiveret før efter næste stop. Det hele er bare set så meget bedre i mange andre biler.

Skærmen i midten er godt opbygget, og teksterne er både tydelige og enkle at forstå. Man kan langt hen ad vejen selv konfigurere den nederste del af menuen, så den indeholde de funktioner, man bruger mest.
Hvordan kører Tesla Model Y?
Selve køreoplevelsen er præget af en fin afstemt undervogn, der takket være nye støddæmpere føles fast når det gælder, og blød, når man blot kører ligeud. Det er en fin løsning.
At Tesla Model Y kan accelerere helt vildt, kommer selvfølgelig ikke som en overraskelse, og spørgsmålet er, hvor ofte man i virkeligheden har behov for den egenskab.
Men at den kan køre ret vildt og samtidig ret sikkert, kan vi bekræfte efter at have prøvet bilen på en lukket bane.

Gearvælgeren er placeret som en del af skærmen, hvor man skal bevæge bilen op eller ned, alt efter om man vil køre forlæns eller baglæns. Det fungerer egentlig fint I praksis.
Fin opkobling med mobilen
Mens assistentsystemerne ikke ligefrem imponerer, kan vi til gengæld konstatere, at mobiltelefon-integrationen er i verdensklasse. Fra Teslas egen app kan man let låse og åbne bilen, styre klimaanlægget eller holde styr op opladningen.
Man kan også lynhurtigt videregive adgangen til andre brugere, der i lighed med ejeren altid kan åbne og køre i bilen, blot man har mobilen på sig. Den let tilgængelige løsning er der stadig mange andre bilproducenter, der ikke kommer i nærheden af.
Også brugsværdien er overraskende god med fine fralægningspladser ved forsæderne, et enormt bagagerum bagtil og en fin frunk fortil. En trækkrog er en del af standardudstyret, og bilen må trække op til 1.600 kg.
En garanti på bare 4 år trækker ned.

Fælgene er som standard på 21-tommer, og der er røde kalibre til bremserne. Et sæt med fire komplette vinterhjul koster 27.000 kr.
Tesla Model Y bliver hurtigt dyr
Om Tesla Model Y Performance er et godt køb, afhænger naturligvis af behovet. Vi finder prisen en anelse for høj, idet man let kommer af med en del mere end bare grundprisen.
Vores testbil havde således udstyr for 87.000 kroner ekstra i form af den røde farve til 20.000 kroner, det hvide interiør til knap 10.000 kroner, en autopilot pakke til små 30.000 kr. foruden fire vinterhjul til 27.000 kr.
Dermed landede den færdige pris på 575.000 kroner, og til den pris, er der bare mange andre spændende alternativer.
Noget der trækker ned i den sammenligning, er fabriksgarantien på en fabriksny Tesla. Den er fortsat på bare fire år eller 80.000 km, hvilket ikke lever op til FDMs mindstekrav, som er fem år eller 150.000 km. Et niveau, som de fleste andre bilproducenter efterhånden har valgt at følge.
Noget der trækker op, er den lette adgang til Teslas omfattende ladenetværk. Vi målte en rækkevidde på 475 km ved 110 km/t på motorvej ved 20 grader. Det er et fint resultat. De øvrige måleresultater fremgår af dataarket her på hjemmesiden.
Se flere fotos af Tesla Model Y Performance







Den faceliftede udgave af Tesla Model Y er let genkendelig på lygtebåndet mellem de to forlygter. Nu er den kommet i denne Performance-udgave, der fås fra 490.000 kroner.