Test: Subaru Solterra er stærkt forbedret
Biltest
13. april 2026

Foto: Karsten Meyland Lemche

Japanske Subaru har fuld fart på den grønne omstilling og lancerer flere nye elbiler i år. Vi har her testet den faceliftede udgave af Solterra, der er nichemærkets udgave af Danmarks mest solgte bil for tiden, Toyota bZ4X.
Subaru Solterra
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Firehjulstræk / Førerplads / Assistentsystemer
Ulemper
Ikke fem års garanti / Ingen visker bag / Mange bip-lyde
Pris
344.900 kr.
Rækkevidde (WLTP)
474 km
Opladning AC/DC (Maks.)
11 / 150 kW
Maks. effekt
252 kW
Subaru er på mange måder et søstermærke til Toyota, når det handler om elbiler. De to mærker deler nemlig platforme, teknik og langt hen ad vejen også design. Det sidste ses ikke mindst ved denne Solterra, der er næsten identisk med den populære Toyota bZ4X.
Subaru holder dog fast i sin tradition for altid at have firehjulstræk og sælger derfor – modsat Toyota – kun Solterra i udgaver med træk på alle fire hjul. Det betyder, at modelprogrammet hos Subaru er begrænset til tre teknisk identiske udgaver, der blot har forskellige udstyrsniveauer.
Den billigste koster 325.000 kr., og her har vi testet mellemudgaven til 345.000 kr. Topudgaven er udstyret som denne testede model, men har desuden glastag, hvilket øger prisen med 10.000 kr.
Priserne er stort set identiske med Toyotas priser, men da Toyota også sælger sin udgave, bZ4X, med blot tohjulstræk, så har Toyota en lavere startpris. Om man vil have en Toyota med firehjulstræk eller denne Subaru Solterra er meget en smags sag, men ser man alene på firehjulstrækket, så er det mere avanceret hos Subaru, og det kan tale for denne bil.

Førerpladsen er indrettet, så man ser instrumenthuset hen over rattet, der af samme grund er lille i diameter og fladt i top og bund. Det er dog ret let at betjene i hverdagen. De mange knapper på rattet er godt placeret og enkle at benytte, og der er pulssensor i rattet.
Hvor langt kører Subaru Solterra på en opladning?
Vi har testet rækkevidden i praksis på motorvej med 110 km/t. Her nåede vi 355 km ved 20 grader og bare 295 km ved nul grader. Det er ikke imponerende, når det holdes op mod den officielle rækkevidde på 474 km. Batteriet er på 73 kWh brutto og 69 kWh netto. Det er af NMC-typen.
Når der igen skal strøm på bilen, kan den ifølge Subaru oplades med op til 150 kW. Vi målte en maksimal effekt på 112 kW, og det medførte, at vi fik tilført, hvad der modsvarer 130 km efter et kvarter og 250 km efter en halv time. Det betyder, at vi måtte vente i 30 minutter for at oplade bilen fra 10 til 80 procent.
Vi målte et forbrug ved 20 grader, der tillod, at vi kunne køre 5,1 km pr. kWh. Batteriet kan forvarmes ved tryk på en knap, og bilen er udstyret med varmepumpe.
Vores målinger af rækkevidde og ladetid betyder, at man om sommeren i alt kan køre over 855 km, hvis man lægger ud med et helt opladet batteri og lader to gange med en halv time undervejs. Det er ikke vildt langt, og gør ikke ligefrem Solterra til en oplagt langtursbil. Men helt dårligt er det nu heller ikke.

På skærmen i midten kan man følge med i trækkræfternes fordeling, men der er også bl.a. trådløs Apple CarPlay og Android Auto.
Hvordan kører Subaru Solterra?
Ser man på den indvendige opbygning af bilen, er der egentlig ikke sket det store, siden vi kørte den første gang. Subaru Solterra er i lighed med søsterbilen Toyota bZ4X en stor og rummelig bil med et oplagt potentiale som hele familiens elbil.
Der er god komfort ved forsæderne, og der er fremragende plads ved bagsædet. Og så må bilen udstyres med anhængertræk, ligesom bagagerummet virker godt indrettet. Nyt er dog, at der nu er plads til to mobiltelefoner i midterkonsollen.
Der, hvor vi til gengæld oplever, at bilen er blevet stærkt forbedret, er, når vi kører i den. Både når vi for alvor udsætter den for udfordringer på en lukket bane, og når vi bare kører på langtur på motorvejen.
Det er ikke, fordi Solterra er ændret markant i undervognen, men Subaru har finjusteret den, og der er indført nye komponenter ved elmotoren og transmissionen. Og ret så vigtigt kører bilen nu kun på 18-tommershjul med lidt bedre komfort i dækkene.
Alt i alt har ændringerne resulteret i en mere komfortabel oplevelse på vejen, mindre støj i kabinen og ikke mindst en bedre køredynamik. Subaru Solterra kører overraskende godt, og det er trods alt en af de vigtigste egenskaber ved en ny bil.
Noter fra testdagbogen
Ved vores test var vi særligt begejstret for betjeningen af bilen. Der er en fin gearvælger mellem forsæderne, og man kan let aktivere både fartpilot og vognbaneassistenten via tydelige knapper på rattet. Der er desuden en pulssensor i rattet, der registrerer, om man holder med mindst én hånd på rattet.
Vi var også ret begejstrede for de gode, gammeldags udvendige dørhåndtag, der gør det let for både børn og voksne at komme ind og ud af bilen. Og så kan man nu have to mobiltelefoner liggende i midterkonsollen, hvor der også er god fralægningsplads.

Bagagerummet rummer 410 liter, men der er yderligere 31 liter under gulvet. Bagklappen er elbetjent.
Garantien på Subaru Solterra skuffer
På minussiden har vi noteret os den noget besværlige aktivering af sæde- og ratvarme, som foregår via flere tryk på skærmen. Her havde det været rart med gode, gammeldags knapper.
Vi var også generet af en del biplyde fra de systemer, der overvåger føreren og kørslen. Til tider bipper de umotiveret, og så vil man gerne kunne slå dem fra på en enkel måde. Men her kræver det mange tryk på skærmen, og det er irriterende. Heldigvis er det let at slå alarmen for en fartoverskridelse fra. Det gør man ved blot at trykke på navigationskortet der, hvor der vises en farttavle. Det kan være gavnligt, hvis bilen ikke kender den aktuelle fartgrænse.
Vi savner en bagrudevisker, der ville kunne sikre et godt udsyn bagud, og så havde det været rart, hvis bilen var forberedt til Plug&Charge, så man kunne gøre ladeprocessen lettere.
Subaru giver en fabriksgaranti på tre år eller 100.000 km. Det er ikke meget og ikke noget, der matcher FDMs mindstekrav til garantier på nye biler, der er på fem år eller 150.000 km.
Man kan dog få forlænget garantien med et år ad gangen, hvis man følger serviceplanen hos Subaru. Derved kan garantien forlænges, til bilen enten er 10 år gammel eller til den har kørt 185.000 km. Det er en udmærket ordning, som det vil være værd at følge.
Se flere fotos af Subaru Solterra






Solterra er søsterbil til Toyota bZ4X, men har fået et mere skarpt udseende fortil, og så fås den kun med firehjulstræk. Den billigste udgave koster 325.000 kr., og her har vi testet den bedre udstyrede Touring til 345.000 kr.