Test: Lexus RZ er et godt køb, hvis du vil betale ekstra for luksusfornemmelse
Biltest
28. april 2026

Foto: Karsten Meyland Lemche

Den opdaterede udgave af den billigste Lexus-model byder på et fint niveau af både luksus og komfort for en pris, der ikke er markant højere end hos de mere almindelige elbiler. Det gør RZ-modellen yderst interessant.
Lexus RZ
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Komfort / Udstyr / Pris
Ulemper
Ingen bagrudevisker / Ingen frunk / Ikke fem års garanti
Pris
399.500 kr.
Rækkevidde (WLTP)
559 km
Opladning AC/DC (Maks.)
22 / 150 kW
Maks. effekt
165 kW
Lexus er Toyotas luksusmærke, og denne RZ-model er derfor lidt forenklet sagt en luksusudgave af Toyota bZ4X, der i år er gået hen og blevet danske bilkøberes mest foretrukne elbil.
Men Lexus RZ føles faktisk som mere end blot en opgraderet Toyota. Der er gjort mere ud af bilens interiør, og udvendigt er designet mere skarptskåret og mere unikt i sine former. Det skaber tilsammen en fornemmelse af at sidde i en helt anden bil.
RZ er ikke en ny bilmodel, men den er nyligt blevet opdateret med et nyt batteri og en række forbedringer ved instrumentbordet samt lidt mere sikkerhedsudstyr. Det har gjort RZ mere konkurrencedygtig, når man ser på pris, rækkevidde og udstyr.

Førerpladsen er lækkert udformet og med mange gode detaljer. Vi blev ret begejstret for betjeningen af bilen, og både skærme, ratknapper og gearvælger er godt gennemtænkt. Der er indbygget strålevarme i begge sider, så man føler en god varme på benene.
Hvad koster Lexus RZ?
Her er det den billigste udgave, vi har testet, og den koster lige under 400.000 kr. For den pris får man en helstøbt model, hvor man egentlig ikke savner mere udstyr. Man kan ganske vist få en RZ med et højere udstyrsniveau, men den koster hele 40.000 kr. mere og byder ikke rigtig på noget, vi anser som væsentligt.
Det er derfor denne grundversion, vi vil anbefale som det bedste køb, medmindre man har behov for at trække mere end de 750 kg, som denne model må trække.
En firehjulstrukken udgave i samme udstyrsniveau koster ligeledes 40.000 kr. ekstra, men den må trække op til 1.500 kg og kan derfor være et alternativ.

Den 14” store skærm har det nyeste Lexus-multimediesystem med en stemmestyret assistent, der kan aktiveres med danske kommandoer. De faste knapper til klimaanlægget nederst er lette at betjene under kørslen.
Hvordan kører Lexus RZ?
Køreindtrykket af RZ er positivt, og vi nød særligt det dejligt lave støjniveau og de gode forsæder. Affjedringen ændrer sig ikke, når man skifter køreprogram, men den føles godt afstemt, og den er med til at understrege bilens robuste og komfortorienterede karakter.
Denne udgave af RZ kører på 18” alufælge, og selvom det i dagens Danmark må betegnes som små hjul, så klæder de bilen godt og bidrager til den gode kørekomfort. I det hele taget føles bilen letkørt og letbetjent.

Dørene er udstyret med elektrisk åbning, hvilket betyder, at man blot behøver at trykke på grebet i døren, så åbner døren sig selv. Der er ikke en elmotor, der trækker døren til, når man skal lukke dørene, og de kræver derfor her et ordentligt ryk, før de lukker ordentligt.
Hvor langt kører Lexus RZ 350e på en opladning?
Vi har testet rækkevidden i praksis på motorvej med 110 km/t. Her nåede vi 420 km ved 20 grader og 350 km ved nul grader. Det er helt forventelige resultater, der har den normale afstand op til den officielle rækkevidde på 559 km.
Når der igen skal strøm på bilen, kan den oplades med op til 150 kW. Vi målte endda en maksimal effekt på 158 kW, og det medførte, at vi fik tilført, hvad der modsvarer 195 km efter et kvarter og 325 km efter en halv time. Vi målte et forbrug ved 20 grader, der tillod at vi kunne køre 5,8 km pr. kWh.
Batteriet er netto på 72 kWh, og det er af NMC-typen. Det kan forvarmes før en hurtigladning, og det kan enten ske manuelt ved tryk på en knap på skærmmenuen eller ved at vælge en lynlader i bilens navigationsanlæg.
Hjemme eller ved en offentlig lader ved en p-plads kan bilen oplades med op til 22 kW. Det er en høj effekt, og det betyder, at man ved en passende ladestander kan oplade bilen helt på 3,5 timer. Det er godt!

Bagsædet byder på god knæplads, og der er et plant gulv foran bagsædet. Der er desuden friskluftdyser, midterarmlæn og læselys. Det brune interiør er en del af standardudstyret.
Noter fra testdagbogen
Ved vores test af bilen var vi særligt begejstret for den gode trykskærm med trådløs Apple CarPlay og mulighed for, at man kan give danske talekommandoer til bilen. Vi sad godt i forsæderne, der var eljusterbare, og vi var begejstret for den indbyggede strålevarme ved forsæderne, der bevirker, at man ret hurtigt får en fornemmelse af at sidde i en varm bil.
Køreoplevelsen er fint understøttet af de gode assistentsystemer. Det betyder, at man i hverdagen får lyst til at anvende både den adaptive fartpilot og vognbaneassistenten i en lang række situationer, og dermed er de med til at øge sikkerheden og give en mere afslappet kørsel.
Ved kørsel i byer er det let at aktivere elmotorens rekuperation via skiftegreb bag rattet. Det er en fin løsning, der gør, at man får lyst til at bruge dem, der hvor det giver bedst mening.
Ved parkeringsmanøvrerne blev vi ret begejstrede for det gode bakkamera, der dels aktiveres, når man bakker, men som også kan aktiveres ved lave hastigheder.

Bagagerummet rummer 522 liter, hvilket opleves som et pænt stort rum. Bagsædets ryglæn er todelt, og bagklappen er elbetjent. Hattehylden kan foldes sammen og opbevares under gulvet.
På minussiden har vi noteret os, at der ikke er en bagrudevisker. Vi blev også lidt irriteret over alarmen for manglende opmærksomhed. Her skal man ikke se til siden eller på skærmen særlig længe, før bilen brokker sig.
Og i modsætning til alarmen for hastighedsoverskridelse, der er meget let at slå fra, så kræver den en del flere tryk på skærmen, før den er deaktiveret.
Denne udgave af Lexus RZ er omtrent 55.000 kr. dyrere end en tilsvarende Toyota bZ4X og 20-30.000 kr. dyrere end lignende udgaver af Tesla Model Y og VW ID.4.
Men for merprisen får man efter vores opfattelse en bil, der opleves som mere luksuriøs og gedigen. Om det så er noget, man savner og er klar til at betale for, må man naturligvis gøre op med sig selv.
Se flere fotos af Lexus RZ







Lexus RZ er søsterbil til Toyota bZ4X, og i lighed med denne er RZ nu også opdateret med ny batteriteknik, nye skærme ved førerpladsen og mere sikkerhedsudstyr. Udvendigt er designet fastholdt, og her er det billigste udgave til lige under 400.000 kr., som vi har testet.