Test: Mercedes-Benz GLC er en luksusbil med stjernenøkker
Biltest
2. juli 2026

Foto: Karsten Meyland Lemche

En helt ny GLC-generation er nu kommet til Danmark. Den bygger videre på CLA-modellens velfungerende elbilteknik, men tilfører samtidig endnu mere luksus.
Mercedes-Benz GLC
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Komfort / Ladetid / Plads
Ulemper
Pris / Dørhåndtag / Betjening
Pris
619.990 kr.
Rækkevidde (WLTP)
715 km
Opladning AC/DC (Maks.)
11 / 330 kW
Maks. effekt
360 kW
Den nye GLC fra Mercedes-Benz viderefører mærkets nye navnepolitik og erstatter dermed EQC. Nu er det slut med EQ-betegnelsen, og tilbage står en mere strømlinet modelfamilie med navne, man bedre kan forstå.
GLC fås kun som elbil og er i de første udgaver altid udstyret med firehjulstræk og et batteri på små 100 kWh. Det medfører forrygende præstationer både med hensyn til accelerationer og rækkevidder, selvom det også betyder, at bilen i køreklar udgave vejer over 2,5 tons.
Priserne begynder ved 620.000 kr., men Mercedes har desværre ikke inkluderet noget så almindeligt som en vognbaneassistent i den pris, så den reelle startpris er nærmere 650.000 kr. Så får man da også en yderst velkørende elbil med en god komfort og ikke mindst god plads til alle fem i bilen.

Førerpladsen følger det nye layout fra Mercedes med en stor glasvæg foran forsæderne, hvor der er indbygget flere skærme. Ud over glas er der krom og sorte farver, og det giver bilen et hektisk tech-design, der nok vil imponere nogle og afskrække andre.
Dyr i ekstraudstyr
Førerpladsen er opbygget omkring en stor skærmvæg, der gør det ud for et instrumentbord, og som enten imponerer eller føles lige i overkanten af det overskuelige.
For dem, der vil have adgang til alle de mange muligheder, som skærmene giver, er GLC et oplagt valg, mens dem, der mest søger ro og enkle løsninger, nok vil blive mere forvirrede end begejstrede.
GLC er en stor SUV, og det betyder, at man har let ved at komme ind og ud af bilen, og at man har et godt udsyn. Vores testbil havde dog fået monteret et trinbræt under dørene, og det gør intet godt for netop ind- og udstigningen, så selvom det ser flot ud, er det noget, vi vil fraråde.
Man kan købe næsten alt til bilen, og vores testbil havde for over 330.000 kr. ekstraudstyr. Og det omfattede endda hverken firehjulsstyring eller luftaffjedring, som vi tidligere har prøvet, og som i den grad ændrer køreoplevelsen.
Det vil vi hellere anbefale, og begge dele kan købes i en pakke for „bare“ 36.000 kr. Sammen med vognbaneassistenten kan prisen dermed holdes lige under de 700.000 kr.

Det er Mercedes selv, der har stået for udviklingen af det styresystem, der håndterer betjeningen af bilen. Google leverer kortet, og man kan tale til bilen med danske kommandoer. Kameraet øverst kan bruges til bl.a. Teams-møder, og længst til højre er en skærm, der kan underholde forsædepassageren.
Hvor langt kører Mercedes-Benz GLC på en opladning?
Vi har testet rækkevidden på motorvej med 110 km/t. Her nåede vi 515 km ved 20 grader og 430 km ved nul grader. Det er flotte resultater, der har en normal afstand op til den officielle rækkevidde på 715 km, der dog er reduceret til 625 km i den konkrete testbil på grund af bilens meget omfattende ekstraudstyr.
Når der igen skal strøm på bilen, kan den officielt oplades med op til 330 kW. Men så højt nåede vi ikke under vores ladetest, hvor vi måtte „nøjes“ med 240 kW i en kort periode, hvilket medførte et ladegennemsnit i det første kvarter på 216 kW.
Ved den test fik bilen tilført, hvad der modsvarer 295 km efter et kvarter og hele 480 km efter en halv time. Vi målte et forbrug ved 20 grader, der tillod at vi kunne køre 5,5 km pr. kWh. Det er ikke vildt imponerende, men skal ses i forhold til bilens størrelse og køreklare vægt, der er på hele 2.535 kg.
Batteriet er netto på 94 kWh og brutto på 100 kWh, og det er af NMC-typen. Det kan forvarmes før en hurtigladning, og det kan enten ske manuelt ved tryk på en knap på skærmmenuen eller ved at vælge en lynlader i bilens navigationsanlæg.
Hjemme eller ved en offentlig lader ved en p-plads kan bilen oplades med op til 11 kW.

Bagsæderne byder på god siddekomfort, og der er friskluftdyser. De røde seler liver op, men bilen kan godt bestilles med traditionelle seler.
Gode køreassistenter
Ved vores test af bilen var vi særligt begejstret for den fine siddeposition bag rattet. Man sidder højt og har et godt overblik over trafikken. Vi blev meget begejstrede for den velfungerende vognbaneassistent med indbyggede vognbaneskift.
Køreoplevelsen er i det hele taget påvirket af de gode assistentsystemer, der er indrettet, så man i hverdagen får lyst til at anvende både den adaptive fartpilot og vognbaneassistenten i en lang række situationer. Dermed er de med til at øge sikkerheden og give en mere afslappet kørsel.
Den indbyggede motorbremsning eller rekuperation kan indstilles til Auto, og derved justeres motoropbremsningen, alt efter om man har en bil foran sig, eller om vejens forløb kræver, at hastigheden reduceres. I modsat fald triller bilen blot for at spare energi. Løsningen medvirker til, at man hele tiden kører energivenligt og behageligt.

Bagagerummet rummer 570 liter og er flot beklædt over det hele. Bagsædets ryglæn er som standard tredelt, hvilket øger brugsværdien betydeligt. Bagklappen er elektrisk betjent, og bilen må udstyres med anhængertræk og må trække op til 2,4 tons på krogen.
Dyrt at køre med en stjerne på fronten
På minussiden har vi noteret os, at midterkonsollen føles meget bred ved forsæderne, og det kan genere ved længere ture. Og i modsætning til alarmen for hastighedsoverskridelse, der er meget let at slå fra, så kræver både vognbaneassistenten og alarmen for manglende opmærksomhed en del flere tryk på skærmen, før de er deaktiveret. Det fjerner øjnene fra vejen og er derfor set bedre.
Mercedes-Benz GLC er uden tvivl en vellykket elbil med et stort potentiale. Men startprisen er høj, og den kan let blive tårnhøj, hvis man fristes af de mange muligheder, som Mercedes tilbyder.
Det er derfor en bil for dem, der er villige til at betale en del ekstra for at få en stjerne på fronten. Men hører man til dem, så venter der en bil, der bliver ved med at imponere med mange gennemtænkte detaljer og god komfort.
Se flere fotos af Mercedes-Benz GLC







Mercedes-Benz har skiftet navnepolitik, hvor det er et farvel til de særlige EQ-modeller. Den tidligere EQC hedder derfor nu GLC, efter at den er kommet i denne nye generation. Den koster fra 620.000 kr., men vores testbil rundede 950.000 kr., idet den havde fået en del ekstraudstyr.