Test: Rummelige Kia EV2 er billig at eje
Biltest
1. juli 2026

Foto: Karsten Meyland Lemche

Kia EV2 er den hidtil mindste elbil fra det koreanske bilmærke. Men minibilen har overtaget de større bilers teknik, hvilket giver meget opløftende køreegenskaber. Vi har her testet den næstbilligste udgave til 200.000 kr.
Kia EV2
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Assistentsystemer / Udstyr / Garanti
Ulemper
Dørhåndtag / Bagagerum / Ingen frunk
Pris
199.999 kr.
Rækkevidde (WLTP)
317 km
Opladning AC/DC (Maks.)
11 / 101 kW
Maks. effekt
108 kW
Kia er et godt eksempel på, at udviklingen af elbiler er begyndt med de store og dyre af slagsen, og så har man langsomt bevæget sig ned i størrelserne.
Efter flere år med de store modeller som EV6 og EV9, er Kia således nu nået til minibilklassen med denne EV2, der er den mindste elbil fra det koreanske bilmærke.
Der er tale om en femdørs hatchback med SUV-lignende linjer, og den er med sin længde på lidt over fire meter og sin højde på 158 cm nogenlunde på størrelse med en Kia Rio, der for fire år siden var en af de mest interessante benzinbiler i denne prisklasse. Rio er dog ligesom alle de øvrige benzinbiler nu udfaset til fordel for rene elbiler.
Kia EV2 koster fra 185.000 til 250.000 kr. og fås i en lang række udstyrsversioner med enten et lille batteri på ca. 40 kWh eller et stort på ca. 60 kWh. Det modsvarer officielle rækkevidder på henholdsvis lidt over 300 km og lidt over 450 km.
(Testen fortsætter under videoen)
Video: Se nærmere på Kia EV2
Her skulle der have været noget indhold, men du kan ikke se det
Det er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger
Skabt til os europæere
I modsætning til de store Kia-modeller, der var tiltænkt det globale marked, er denne EV2 udviklet til Europa, og den bygges da også på Kias egen fabrik i Slovakiet.
Designet er typisk for de nye Kia-modeller og kan med god vilje beskrives som en miniudgave af den store EV9. Ligheden betyder, at mange af de fine detaljer, man kender fra de store modeller, er ført med over i EV2.
Modellen fremstår således noget større, end man umiddelbart havde ventet. Fronten er nærmest lodret, og kølerhjelmen er placeret højt og løber næsten vandret mellem fronten og forruden, der er opretstående og ret stor.
Der er store plastpaneler rundt om hjulene og langs panelerne under døren, og det giver et indtryk af, at EV2 er en lille offroader. Men det er alt sammen snyd, for Kia EV2 er en traditionelt opbygget elbil med forhjulstræk og uden særlige egenskaber i terrænet.
Den må dog udstyres med anhængertræk, og bilen må trække 750 kg, uanset om traileren har bremser eller ej.

Foran rattet er et stort panel i stil med det, man finder i de langt dyrere Kia-modeller. Foran rattet rummer det en skærm, der gør det ud for instrumenthus, og længst til højre styrer man navigation, radio og mobiltelefonens spejling. Mellem de to skærme er der en lille menu til klimaanlægget, der dog kan foldes ud, hvis man trykker på pilen øverst til højre.
Moderat rækkevidde i Kia EV2
I de billigste udgaver er batteriet netto på 41 kWh, og det er af LFP-typen, som sagtens kan tåle at blive opladet helt hver dag. Det bliver der også brug for, for den officielle rækkevidde er opgivet til beskedne 317 km.
Vi målte den maksimale rækkevidde på motorvejen med 110 km/t til blot 250 km om sommeren, så det er ikke en bil, der lægger op til mange lange ture i udgaverne med et lille batteri.
For 15.000 kr. ekstra kan man dog vælge udgaverne med et større NMC-batteri på 61 kWh, og så får man en officiel rækkevidde på 453 km. Den har vi endnu ikke testet, men vi vurderer, at man her vil kunne køre op til 370 km på motorvej om sommeren, så den kan være egnet for dem, der ofte kører længere ture.

Skærmen til højre kan vise hele seks vinduer samtidig. Bilen kan ved pauser vise YouTube-videoer eller bruges til flere indbyggede spil.
Energivenlig trods kasseform
Energiforbruget modsvarer, at man kører 6,1 km pr. kWh, hvilket er fint og et udtryk for, at Kia EV2 trods det kantede design faktisk er pænt energieffektiv.
Når bilen skal lades op igen, foregår det med maksimalt 101 kW, og så tager det en halv times tid at øge batteriets kapacitet fra 10 til 80 procent. Fra en ladeboks eller en bylader kan bilen som standard lades op med 11 kW, og så tager en hel opladning fire timer.
Til de dyreste udstyrsversioner kan man tilkøbe en udstyrspakke, så bilen kan oplades med 22 kW, og så halveres ladetiden. En sådan pakke koster dog hele 12.500 kr.

I denne udgave er der plads til tre personer ved bagsædet, der dog hverken har friskluftdyser, midterarmlæn eller læselys. Pladsen er overraskende god, og sædehynden støtter godt under lårene. Bemærk, at der er USB-udtag i forsædernes ryglæn.
Fleksibilitet på bagsædet
Som udgangspunkt har Kia EV2 fem siddepladser i alle udgaver på nær den billigste, der kun har fire pladser.
Til udgaverne med fem sæder kan man for 5.000 kr. tilkøbe en bagsædepakke, så det faste bagsæde med tre pladser bliver erstattet af et fleksibelt bagsæde med to individuelle pladser.
Her kan de to sæder længdeforskydes og ryglænets hældning kan justeres. Den løsning kan være interessant for dem, der ofte kører med større passagerer.
I den udgave, vi har testet, er bagsædet dog fast, men det byder faktisk på ret gode pladsforhold. En mand på 192 cm kan sidde bag en fører af samme højde, og det er overraskende. Der er også fin plads til hoved og fødder, mens bredden er for smal til tre store bagsædepassagerer.
I denne udgave er der ikke friskluftdyser til bagsædets passagerer, men det er der i de dyrere udgaver, så af den grund kan man godt overveje at gå op i udstyr.

Bagagerummet rummer på papiret 362 liter, men de er fordelt mellem et rum over og under gulvpladen, der ikke kan flyttes. Dermed er det svært at udnytte rummet optimalt. Bagsædets ryglæn kan foldes forover i to dele.
Savner plads til ladekabel
Bagagerummet ser på papiret ret rummeligt ud med sine 362 liter, men det er indrettet med en fast opdeling mellem et rum under gulvet og et rum over gulvet, og de kan desværre ikke forenes. Det trækker ned i brugsværdien.
Heldigvis kan bagsædets ryglæn foldes forover i to dele. Der er ingen frunk fortil, så et ladekabel skal opbevares i bagagerummet.
Ved førerpladsen er pladsen god, men langbenede personer generes af gearvælgeren, der rammer knæet. Ryglænets hældning kan i denne udgave kun justeres i trin, men går man et udstyrsniveau op, bliver førersædet eljusterbart, og det taler også for en af de dyrere udgaver.

Foran rattet i højre side er der placeret en stilk, der både rummer gearvælger og en startknap. Den er lidt svær at se fra førerpladsen, og den sidder, så knæet let rammer den. Startknappen virker unødvendig i en så moderne elbil.
Hvordan kører Kia EV2?
Vi har testet Kia EV2 indgående på motorveje, landeveje i byer og på FDM Sjællandsringen. Og vores overordnede konklusion er, at den kører virkelig godt.
Alle udgaver har indbygget adaptiv fartpilot, der er let at betjene, og hvor man kan bede bilen om selv at indstille fartpiloten efter de lokale fartgrænser. Det er smart!
Derudover er der en vognbaneassistent, der fastholder bilen i vognbanen. Den findes i to udgaver, og vores testbil havde den mest avancerede af slagsen, idet bilen var udstyret med en navigationspakke med tilhørende avanceret motorvejsassistent.
Med den assistent har bilen pulsføler i rattet, og bilen kan selv foretage vognbaneskift på motorvejen, og begge dele fungerer rigtig godt.
Derudover er der advarsel for biler i den blinde vinkel og en nødbremse, der er af nyeste udgave, der først advarer og siden bremser for en lang række forhindringer, hvis man ikke selv gør noget.
Affjedringen virker rar, og der er rimeligt udsyn bagud og virkelig godt udsyn fremad gennem den ret store forrude, og bagruden er forsynet med en visker.
Bilen kan køres med one-pedal-drive, men man kan også selv let variere niveauet af motorbremsen, så den passer til ens aktuelle kørselsmønster. Også den del fungerer også rigtig fint.

Ladestikket er placeret ved højre forhjul. Det er fint indrettet, og der er en separat udløserknap til kablet. På farten lader bilen med 101 kW og hjemme med 11 kW. En 22 kW-lader kan bestilles fra fabrikken sammen med bilen, men koster 12.500 kr. ekstra.
Hvor langt kører Kia EV2 på en opladning?
Vi har testet rækkevidden i praksis på motorvej med 110 km/t. Her nåede vi 250 km ved 20 grader og 205 km ved nul grader. Det er ikke langt og et stykke kortere end den officielle rækkevidde, som er på 317 km.
Når der igen skal strøm på bilen, kan den oplades med blot 101 kW. Vi målte dog kortvarigt en maksimal effekt på 116 kW, og det medførte, at vi fik tilført, hvad der modsvarer 135 km efter et kvarter og 215 km efter en halv time. En opladning fra 10 til 80 procent tog 28 minutter.
Vi målte et forbrug ved 20 grader, der tillod at vi kunne køre 6,1 km pr. kWh. Det er en pæn værdi, der er med til at holde energiudgifterne nede.

Der er god fralægningsplads mellem forsæderne. To kopholdere længst nede er godt, men vi savner trådløs opladning af en mobiltelefon.
Noter fra testdagbogen
Ved vores test af bilen var vi særligt begejstret for bilens velfungerende assistentsystemer. Vi var også begejstret for skærmløsningen, hvor man har en skærm, der gør det ud for et instrumenthus og en stor skærm til højre, der rummer navigationsanlæg, musikstyring og Apple CarPlay eller Android Auto.
Mellem de to skærme er der en lille menu, der fortæller om klimaanlægget, og som man let kan folde ud til en stor menu ved tryk på pilen i hjørnet af menuen. Det fungerer godt.
Ved kørsel i byer er det let at aktivere elmotorens rekuperation via skiftegrebene bag rattet. Det er en fin løsning, der gør, at man får lyst til at bruge dem, der hvor det giver bedst mening.
Vi var til gengæld irriterede over bilens virkelig dårlige dørhåndtag ved alle fire døre. De er konstrueret til de dyrere udgaver, hvor en elmotor vipper dem ud, men i de billigere udgaver er den motor sparet væk, og så skal man selv vippe dem ud. Det er svært at gøre med en hånd og næsten umuligt for børn og uøvede passagerer, og det gør det til en irriterende og besværlig opgave for alle at åbne dørene.
Og endnu en minusnote fandt vi ved startknappen, der skal benyttes før og efter hver køretur. Den er placeret, så den er svær at se for rattet, og i det hele taget føles den unødvendig i en tid, hvor den slags knapper forlader flere og flere elbiler.

Dørhåndtagene er virkelig besværlige at betjene. De kræver ofte brug af to hænder, og børn og passagerer, der ikke kender bilen, skal hjælpes ind. Det er en ommer!
Sælges med en fin garanti
Vi har beregnet, at det i alt koster 2,95 kr. at køre en kilometer i denne Kia EV2. Det er en lav pris og blandt de billigste i klassen, hvilket indikerer, at dette er en meget økonomisk bil. Garantien på bilen er på syv år eller 150.000 km, og det er et stort plus.
Bilen skal serviceres hvert andet år eller for hver 30.000 km. Selve batteriet er omfattet af en garanti, der sikrer, at man er dækket, hvis batteriets kapacitet falder til under 70 procent inden for bilens første otte år, eller indtil bilen har kørt 160.000 km.
Alt i alt er Kia EV2 en meget vellykket elbil, der kombinerer en god driftsøkonomi med en god brugsværdi og en fin køreoplevelse. Rækkevidden og ladetiden trækker ned, men ikke mere end at vi samlet set lander på fem stjerner ud af de maksimale seks stjerner.
Se flere fotos af Kia EV2







Kia EV2 er en minibil med tydelige designelementer fra de større Kia-modeller. Bilen koster fra 185.000 kr., og her har vi testet Prestige-udgaven til 200.000 kr. Den eneste farve, der ikke koster ekstra, er denne Morning Haze.