Test: Stort prisfald og mindre aparte design klæder Hyundai Ioniq 6
Biltest
24. juni 2026

Foto: Karsten Meyland Lemche

Hyundai Ioniq 6 blev oprindeligt skabt til det amerikanske marked, men formen på bilen var så unik, at den også blev lanceret i Europa. Nu er den koreanske sedan kommet i en lidt mindre aparte udgave, hvor også prisen er mere spiselig.
Hyundai Ioniq 6
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Rækkevidde / Ladehastighed / Udstyr
Ulemper
Dørhåndtag / Bagagerum / Ingen bagrudevisker
Pris
369.995 kr.
Rækkevidde (WLTP)
585 km
Opladning AC/DC (Maks.)
11 / 260 kW
Maks. effekt
168 kW
Hyundai Ioniq 6 er kommet i en faceliftet udgave til en stærkt reduceret pris. Den anderledes udseende elbil fås nu fra 280.000 kr., hvilket er op mod 100.000 kr. billigere, end da modellen kom på markedet i 2023.
Der er tale om en lang firedørs sedan med en stærkt skrånende bagende og deraf lille adgang til bagagerummet. Bagtil er de tidligere markante dobbelte spoilere nu reduceret til en enkelt bule, men designet er dog fortsat så markant, at nogle elsker det, mens de øvrige siger pænt nej tak. På den måde er Hyundai Ioniq 6 stadig en unik bil.
Her har vi testet topudgaven, der hedder N-Line+, som koster 370.000 kr. Den har næsten alt, hvad man kan tænke sig af lækkert og nyttigt udstyr.
Foran føreren er der således headup-display i forruden, og rattet er nu udstyret med pulsføler, så bilen hele tiden ved, at man holder om rattet. Den store skærm i midten kan trådløst spejle mobiltelefonen via enten Apple CarPlay eller AndroidAuto.

Førerpladsen er udformet med mange knapper, paneler og displays. Der er benyttet masser af sort plastic, og det samlede indtryk af kabinen føles derfor lidt plastic-agtigt.
Kabinen mangler raffinement
Det første, man bemærker, når man sætter sig ind i bilen, er, at man trods bilens lave opbygning faktisk sidder ret højt. Dermed har man udmærket støtte under lårene, men høje personer ser til gengæld nærmest ind i det øverste af forruden og næsten har svært ved at se ud.
Det betyder, at man må indrette kørepositionen efter forrudens placering, snarere end efter hvad der føles rart. Man skal derfor prøvesidde bilen godt og grundigt forud for et eventuelt køb.
I denne N-Line er der gjort en del for at gøre kabinen mere luksuriøs med brug af sort ruskind her og der, men den samlede oplevelse af kabinens kvalitet er ikke i top. Bilen føles ret plastic-agtig og har dermed svært ved at matche mange af konkurrenternes mere raffinerede konstruktioner.

Skærmen i midten kan vise flere vinduer samtidig, og man kan således få oplysninger om musikken, samtidig med at man ser på navigationsanlægget. Der er også mulighed for trådløs Apple CarPlay og AndroidAuto.
Hvordan kører Hyundai Ioniq 6?
Køreindtrykket er en blanding af positive og negative oplevelser. På den gode side har vi noteret, at bilen opleves tilpas hurtig, og at man let kan skifte mellem forskellige niveauer af motorbremsning via skiftegreb ved rattet.
Vi har også noteret os, at assistentsystemerne overvejende er gode, og at der nu er pulsføler i rattet. Men på den negative føles affjedringen stødende, og som om den aldrig falder helt til ro.
Vi var heller ikke begejstrede for den ret store vendediameter, ligesom vi ofte savnede den manglende bagrudevisker. Og så er vi ikke fans af, at man skal trykke på en knap før og efter hver tur for at tænde og slukke bilen.
Men det mest iøjnefaldende irritationsmoment er dørhåndtagene, der dagligt skaber besvær og irritation, fordi man ofte skal bruge to hænder for at åbne dem.

Bagagerummet er med sine 401 liter ikke ligefrem overdådigt, og det er begrænset, hvad man kan få derind på grund af den ret lille åbning, som bagklappen efterlader. Bagsædets ryglæn kan let foldes forover, men kun i to dele, og der er ingen skilem.
Bagagerummet imponerer ikke
Brugsmæssigt er Hyundai Ioniq 6 en sedan med de begrænsninger, det medfører. Der er tale om en firedørs udgave med et udvendigt bagagerum på 401 liter. Det er ikke stort, og det er frem for alt ikke let at udnytte, da al bagage skal lastes gennem en ret lille åbning.
For mange vil denne detalje nok være den største udfordring ved bilen. Men kan man leve med det, får man så også en bil, der skiller sig ud i forhold til de mange store SUV’er, der sælges i øjeblikket.
En lille hjælp er, at der forrest er en frunk på 45 liter, hvor man f.eks. kan have ladekablet liggende. Bagsædepladsen er udmærket, når man ser på knæpladsen, men det er lidt besværligt at komme ind og ud, og loftshøjden er ikke imponerende.
Ioniq 6 må udstyres med anhængertræk, og bilen må trække op til 1.500 kg i denne udgave med det store batteri.

Der er overdådig knæplads ved bagsædet, hvor gulvet foran bagsædet er helt fladt. Der er desuden friskluftdyser mellem forsæderne og midterarmlæn i ryglænet. Loftshøjden er ikke imponerende.
Hvor lang rækkevidde har Hyundai Ioniq 6?
Ioniq 6 fås i to udgaver med hver sin batteristørrelse, hvor udgaven med det store batteri fås med baghjulstræk eller med firehjulstræk.
Vi har testet udgaven med baghjulstræk i N-Line+ udgaven, hvor batteriet er på 84 kWh. Det giver en officiel rækkevidde på 585 km, og vi nåede 475 km på motorvejen med 110 km/t ved 20 grader. Det modsvarer 395 km på motorvejen ved nul grader.
Om sommeren svarer det til at man kører hele 5,9 km pr. kWh, og det er et udmærket tal. Vælger man udgaven med samme batteristørrelse, men i en udgave med mindre udstyr, forlænges rækkevidden betydeligt.
I udgaverne Advanced og Ultimate med samme elmotor og samme batteri forlænges rækkevidden således fra 585 km til hele 680 km på grund af 18-tommerhjul i stedet for de 20-tommerhjul, der er på denne version. Det skal man tage med i sine overvejelser.

Friskluftdyser og strømudtag mellem forsæderne giver øget komfort for bagsædepassagererne.
Hvor hurtigt kan man oplade Hyundai Ioniq 6?
Vi har lavet en ladetest på bilen, der viser, at man får tilføjet 315 km efter blot et kvarter og 420 km efter en halv time. Det er meget flotte værdier, og bilen opnåede kortvarigt 260 kW, hvilket også er det niveau, som fabrikken angiver som den maksimale ladeeffekt.
Lægger man ud med en fuldt opladet bil om sommeren, og oplader man to gange undervejs a en halv time, vil man samlet kunne køre med konstant 110 km/t på en strækning på lidt over 1.300 km.
Det kan naturligvis ikke lade sig gøre i praksis på grund af trafikken, men det teoretiske tal er en helt vild værdi, der understreger, at Hyundai Ioniq 6 er meget velegnet til lange ture.
Hyundai Ioniq 6 kan naturligvis håndtere Plug&Charge-teknikken og kan ved en hjemmelader lade med op til 11 kW.

Ladelugen er placeret ved højre baghjul. Bilen kan oplades med 260 kW og hjemme med op til 11 kW. Fire lamper viser, hvor meget strøm der er kommet på batteriet.
Sælges med en flot garanti
Hyundai har generelt gode garantier på sine nye biler, og det gælder også for denne Ioniq 6. Den sælges med en fabriksgaranti på hele bilen, der dækker i fem år uden kilometerbegrænsning. Det er et flot niveau, der overstiger FDMs mindstekrav til sådanne forsikringer.
Der er også fem års lakgaranti på bilen, og 12 års garanti mod gennemtæring. Højvoltsbatteriet er omfattet af en garanti på 8 år eller 160.000 km, der træder i kraft, hvis batteriets kapacitet (SoH) er faldet til under 70 procent af det oprindelige niveau.
Fra og med 2027-udgaverne af Ioniq 6 får man ikke længere en fysisk instruktionsbog udleveret sammen med bilen. I stedet henviser fabrikken nu til den elektroniske instruktionsbog, der findes via en velkomstfolder, der følger med bilen.
Se flere fotos af bilen





Hyundai Ioniq 6 er en firedørs sedan af den ret sjældne type. Den er netop kommet i en faceliftet udgave, hvor priserne samtidig er reduceret. Bilen fås fra 280.000 kroner, og her er det N-Line+ udgaven til 370.000 kroner, som vi har testet.