Test: Touring er den bedste udgave af Toyota bZ4X
Biltest
10. august 2026


Touring-udgaven af bZ4X er en virkelig vellykket bilmodel. Du får et kæmpe bagagerum og alle SUV’ens klassiske fordele. Men Toyota har stadig ikke fem års garanti!
Toyota bZ4X Touring
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Bagagerum / Udsyn / Køreegenskaber
Ulemper
Dækstøj / Biplyde / Ikke fem års garanti
Pris
399.990 kr.
Rækkevidde (WLTP)
520 km
Opladning AC/DC (Maks.)
22 / 150 kW
Maks. effekt
280 kW
Stationcaren har i mange år været familien Danmarks foretrukne biltype. Men de seneste 10 år er den blevet overhalet af SUV’erne.
Behovet for et stort bagagerum er dog ikke forsvundet, og nu kommer Toyota med en kombination af de to populære biltyper i form af bZ4X Touring.
Og det er ikke en halvkvædet vise, men en stemme for fuld styrke. Bagagerummet er nemlig på hele 669 liter og er både meget bredt, dybt og højt. Så du får virkelig stationcarfornemmelse i den nye model.
Og du får ikke bare god plads, du får samtidig et markant bedre udsyn. Både gennem den meget høje bagrude og de relativt store sideruder.
Samtidig har du fortsat SUV’ens høje siddeposition, der både giver godt udsyn i trafikken og gør det nemmere at komme ind og ud af bilen.
Se video med Toyota bZ4X Touring
Her skulle der have været noget indhold, men du kan ikke se det
Det er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger
Et gigantisk bagagerum
Bagagerummet næsten 50 procent større end i den almindelige bZ4X. Det er markant. Og selvom bagagerum-liter nogle gange kan føles lidt som ønsketænkning, er bagagerummet reelt virkelig stort .
Det er dermed et godt alternativ til de bilister, der har overvejet SUV-klassens hidtidige klassiske valg: Skoda Enyaq.
Der er også smarte håndtag i siden til at lægge bagsæderne ned fra bagagerummet. Der er fire posekroge, og selvom vi gerne havde set dem lidt større, så de var nemmere at bruge, er de trods alt placeret højt oppe.
Og så er der ikke bare strøm i bagagerummet. Der er et 230-voltsudtag, der kan levere op til 1.500 watt. Ganske smart til aktive familier.

Bagagerummet er virkelig stort, og åbningen giver let adgang. Men selve bagklappen åbner ikke specielt høj op, så er du 185 cm, rammer du panden i mod klappen.
Læssefladen er også relativt plan, og det er nemt at få ting ind og ud af bagagerummet, fordi der ikke er nogen indre læssekant. I forhold til en traditionel stationcar er der dog lidt højt op fra asfalten til bagagerummet, så hunde og tunge indkøb skal tage tilløb for at komme på plads.
Bagagerumsdækkenet er let at trække frem og fylder ikke meget, når man afmonterer det. Men det er lidt løst og dæmper ikke støjen specielt godt.
Generelt er bZ4X en meget stille bil, men i Touring-udgaven var dækstøjen hørbar. Generer dækstøj, så kør en længere prøvetur før køb.

De kunstige lædersæder er en del af Executive-udstyret, og de griber lækkert om kroppen. Både her på bagsædet, men især på forsædet.
Bagsædet blandt de bedre
Som familiebil er bagsædet også essentielt. Her er der rigtig god benplads i længden, men sædet er placeret lavt i kabinen, og det giver lidt dårlig lårstøtte for høje personer.
Tillige er loftshøjden ikke den største. Man kan være der, hvis man er op til ca. 190 cm, men det kan også skyldes, at testbilen var topmodellen Executive, der har glastag.
Topmodellen har også sædevarme i tre trin til de yderste pladser, hvor det også er muligt at vælge en soveindstilling på ryglænet til de længere ture.
Gulvet er plant, også foran den midterste plads, så der er god fodplads. Og så er der to USB-C-stik og friskluftdyser til ro og komfort på de længere køreture.

Det tager lidt tid at blive fortrolig med alle knapperne på rattet, men rart, at man kan betjene bilen direkte og ikke skal via en skærm.
Hvordan kører bZ4X Touring?
Kabinen i Touring-udgaven er indrettet identisk med den almindelige bZ4X og C-HR+. Det vil sige en del knapper, to mobilpladser med trådløs opladning og en prominent placeret gearvælger, der er intuitiv at betjene.
Desværre holder Toyota fast i, at samtlige køreture skal starte og slutte med et tryk på en knap. Det virker lidt gammeldags.
Selve køreturen er derimod imponerende. Affjedringen er noget af det bedste, vi har prøvet, med stort fokus på komfort, uden at der går gyngehest i den over fartbump. Dæmpningen er forbilledlig og viser, at luftaffjedring ikke er nødvendig for at udvikle en god undervogn.
Samtidig fungerer bilens køreassistenter godt, både i forhold til at holde afstand og holde bilen midt i vognbanen. Der er også en håndsensor i rattet, så du ikke får advarsler om manglende hånd på rattet, som man gør i andre bilmodeller.
Vi kommer dog ikke uden om bilens øvrige assistentsystemer. De er lidt for ivrige efter at komme på banen, hvis der er noget, chaufføren skal gøres opmærksom på. Lunten er kort i forhold til at se på bilens skærm, eller hvis farten er sneget sig lidt over det tilladte.
Og hvis man ikke bruger bilens navigationssystem, er det lidt besværligt at slukke for fartalarmen. Det kan være nødvendigt, hvis bilen – som den gør af og til – tager fejl af fartgrænserne og tror, at der er 30 km/t i en zone med 50 km/t.

Du kan slå fartadvarsler fra direkte på touchskærmen, men det kræver, at du gå ind på bilens navigationsvisning.
Hvad er rækkevidden i bZ4X Touring?
Mere positiv var vores rækkeviddetest. FDM tester alle elbiler på motorvej med 110 km/t. Her var forbruget ved sommertemperaturer 6,2 km/kWh. Det er et imponerende flot tal.
Så selvom batteriet blot er 71 kWh netto, giver det en rækkevidde om sommeren på pæne 440 km. Om vinteren ved 0 grader skal man forvente en rækkevidde på 365 km.
Bemærk her, at batteriet i Touring-udgaven er to kWh større end i den almindelige bZ4X. I vores ladetest gav det også en lidt kraftigere opladning mellem 15 og 30 minutter, men forskellen er ikke markant.
Da bilen har et 400-volts-højvoltsbatteri, er ladeeffekten ikke imponerende. Toyota lover op til 150 kW, og vi så 153 kW under vores test. Efter 15 minutters opladning var der kommet strøm nok til yderligere 195 km, og efter en halv times opladning vil du kunne køre 340 km motorvejskørsel om sommeren.
Det er pæne tal for så stor en bil.

Der mangler lige en lille LED-lampe, ellers er ladestikket perfekt: kun plastdækken for lynladeren og en blød gummikant på selve låget. Sådan Toyota!
Skal man vælge en bZ4X Touring?
Priserne på bZ4X Touring starter ved 350.000 kr. Det er for standardudstyret Active Tech, der faktisk er ganske omfattende. Men med tohjulstræk må den kun trække 750 kg på anhængertrækket, og det er ikke meget i denne bilklasse.
For 20.000 kr. mere kan du vælge Touring-udgaven som firehjulstrækker. Så kan du trække op til 1.500 kg og får samtidig en ekstra elmotor. Det giver 380 hk og en acceleration, der let børster Toyotas lidt støvede image helt blankpoleret. Næsten lidt for voldsom i nogle situationer, men heldigvis er det let at køre bilen på en afdæmpet måde.
Testbilen var den firehjulstrukne udgave med det højeste udstyrsniveau, kaldet Executive. Det koster yderligere 30.000 kr., og dermed kommer prisen op på 400.000 kr.
Det er mange penge, men vi kan se på bilmarkedet, at vi danskere generelt bruger flere penge på biler end tidligere. Og selvom prisen er høj, matcher bilen den med sine kvaliteter.
Du får masser af plads og en meget velkørende bil, som er meget behagelig at opholde sig i. Der er lidt hård plast hist og pist, men det er ikke en Audi, du ser på, men en Toyota.
Det trækker også lidt ned, at vi oplevede dækstøj, og at der er mange biplyde under kørslen.
Alligevel læner bilen sig op ad en topkarakter på 6 stjerner. Men Toyota er efterhånden det eneste bilmærke herhjemme, der ikke tilbyder fem års garanti på deres elbiler. Og her i FDM er en garanti på fem år og 150.000 km et krav for at kunne modtage topkarakteren.
Vi er opmærksomme på, at Toyota via deres mærkeværksteder tilbyder Relax-ordningen, hvor der er en holdbarhedsgaranti på op til 10 år og 185.000 km, og at denne ordning endda tilbyder batterigaranti på op til 1.000.000 km. Men det kræver ekstra køb og kan derfor ikke sidestilles med en fabriksgaranti.
Se flere fotos af Toyota bZ4X Touring






Der er mange gode funktioner i bagagerummet. Men de runde ”knapper” er poseholderne. Det havde været smartere med en større krog i stedet, som eksempelvis i Skoda Enyaq.