Test: Zeekr 7GT lynlader helt vildt – men assistenterne skuffer
Biltest
2. november 2026

Zeekr 7GT sætter rekord i FDMs ladetest og imponerer med pris og rækkevidde. Men irriterende assistentsystemer trækker kraftigt ned i oplevelsen.
Zeekr 7GT
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Lynladning / Pris / Rækkevidde
Ulemper
Assistentsystemer / Bagrudevisker / Bagagerum
Pris
324.900 kr.
Rækkevidde (WLTP)
519 km
Opladning AC/DC (Maks.)
11 / 450 kW
Maks. motoreffekt
310 kW / 421 hk
Fire minutter med lige over 400 kW i ladeeffekt. Det er første gang, det er sket i en FDM-ladetest, og det kan for nogle alene være årsag til, at man vil købe bilen.
Vi vender tilbage til det med opladningen, for kinesiske Zeekr 7GT byder også på meget andet. Den er udformet som en traditionel stationcar, hvor der er en lavere læssehøjde til bagagerummet end i de elektriske SUV’er, som markedet nærmest flyder over med.

7GT slår sig op som en stationcar, men bagagerummet er kun på 456 liter. Det er kun lidt bedre end en Hyundai Ioniq 3 eller en VW ID. Polo. Der er dog også en frunk på 65 liter.
Bagagerummet er med 456 liter dog ikke specielt stort for en stationcar. Der er dog også en frunk på 65 liter, så nogle ting kan pakkes derude. Men du får ca. 200 liter mere i f.eks. en Toyota bZ4X Touring.
Zeekr 7GT er en lang bil, og det giver god benplads på begge rækker. Vi savnede dog lidt bedre lårstøtte på forsæderne, og på bagsæderne er der enten lidt eller ingen fodplads under forsædet. Det skyldes sæderne er placeret relativt tæt på vognbunden i den lidt lavere stationcar.

Der er fine, gode kopholdere, som også er gode til 1/2-liters flasker, og plads til to mobiltelefoner. Der er også et par knapper under touchskærmen, herunder en rullevolumenknap!
Hvad koster Zeekr 7GT?
Ud over den lynkraftige opladning fanger også prisen ens opmærksomhed. For 325.000 kr. er en lav pris for en stor stationcar med en rækkevidde på 519 km ifølge WLTP-normen.
Under vores test målte vi en motorvejsrækkevidde på 465 km ved 20 grader. Det er imponerende tæt på det officielle forbrug ved blandet kørsel. Den lange rækkevidde skyldes også et stort batteri på 74 kWh, der kan lade helt vildt hurtigt.
Under vores test blev der på fem minutter tilført strøm nok til at køre 175 km motorvejskørsel! Efter 15 minutter havde vi fået strøm nok til 410 km’s kørsel, og efter 21 minutter havde vi ladet fra 10 til 100%.
Af samme årsag kan vi ikke oplyse data efter 30 minutters opladning, for der var vi allerede ude at køre igen.

Lidt specielt havde den større SUV Zeekr 7X plastdæksel til begge ladestik, mens 7GT slet ikke har nogen. Det havde været fint med en prop for lynladestikket og et ledlys ved ladestikket.
Assistenter ødelægger oplevelsen
Under præsentationen af 7GT blev vi imponeret over køreegenskaberne på topmodellen med firehjulstræk og luftaffjedring. Basismodellen 7GT Core har blot baghjulstræk og traditionelle støddæmpere.
Med 421 hk er der al rigeligt med accelerationsevne, og det er et underligt match med den meget bløde og komfortable undervogn. Styretøjet er derimod meget sportsligt og virker ikke afstemt med bilens flyderegenskaber. Derfor føles den ikke så harmonisk som topmodellen.

Selve knapperne på rattet er nemme at finde uden at se, men vi savner ikoner til at vise, hvad de forskellige knapper egentlig gør ved bilen.
Det mest frustrerende med nye bilmærker er deres afstemning af assistentsystemer. I 7GT oplevede vi, at bilen drejede kraftigt til siden, fordi den troede, at den så en vejstribe. Det var i kraftigt regnvejr om natten, men vi måtte holde kraftigt fast i rattet.
Styreassistenten ligger lidt uroligt i vejbanen, og den adaptive fartpilot holder ikke konstant fart, men laver små stød i accelerationen. Det er temmelig irriterende.
Vi oplevede også, at fartpiloten unødigt tog farten af på motorvejen, fordi motorvejen drejede. Det samme skete på landeveje, hvor den var overforsigtig.
Man kan ikke slå træthedsregistrering fra, når man kører med styreassistent, men mere irriterende er det, at hvis man kører med styreassistent og skifter vognbane, så kommer der en lyd, og samtidig skrues der ned for lydanlægget. Det samme sker, hvis bilen synes, du er uopmærksom, eller bilen mener, at du overskrider fartgrænserne.
De dårlige assistenter ødelægger oplevelsen af en ellers fin pakke. Det er en ommer, Zeekr!

Der er plant gulv, friskluft til bagsædet og fin benplads, men når forsæderne er i laveste position, kan man ikke få fødderne ind under.
