Spring til hovedindhold
Logo

Toyota Aygo X – Mikrobil til dem, der ikke vil have elbil

Tests

Biltest

26. februar 2026

Toyota Aygo X set forfra, mens den holder foran bygning med trælister, og der er sne i baggrunden

Foto: Karsten Meyland Lemche

Søren W. Rasmussen

Toyotas billigste bil er denne Aygo X med hybridmotor. Den kører langt på literen og føles letkørt, men prisen er stor og brugsværdien er lille, og det gør Aygo X til et noget uoplagt køb.

Toyota Aygo X

1.5 Hybrid Play (Benzin)

FDMs ekspertvurdering

Fordele

Forbrug / Letkørt / Udstyr

Ulemper

Bagsædeplads / Trækkrog ej muligt / Ikke fem års garanti

Pris

199.990 kr.

Brændstofforbrug (WLTP)

26,3 km/l

Motor

1,5 - 3 cyl.

Maks. effekt

115 hk

Aygo X er den mindste model fra Toyota og er en let forhøjet benzindrevet mikrobil, der med god vilje kan beskrives som en SUV. Den har efterhånden nogle år på bagen, men i denne nyeste udgave er den traditionelle benzinmotor skiftet ud med en hybridmotor, der kombinerer benzindrift med kræfterne fra en lille elmotor.

Den får strømmen fra et batteri, der lades op, hver gang man slipper speederen eller kører ned ad bakke. På den måde opsamles lidt af bilens bevægelsesenergi, der omsættes til strøm, som gemmes i batteriet.

Man kan ikke lade bilen op med strøm fra elnettet, og derfor er Aygo X i bund og grund en benzinbil – men en avanceret en af slagsen. Hybridteknikken får bilen til at køre langt på literen, og fabrikken stiller således over 26 km pr. liter i udsigt.

Førerpladsen i en Toyota Aygo X

Instrumentbordet rummer et digitalt instrumenthus og en 9”-multimedieskærm i midten. Nederst i midten er klimaanlægget. Rattet kan desværre kun justeres op/ned og ikke ud/ind. Instrumentbordet er opbygget med udpræget brug af hård plastic, hvilket ikke ligefrem føles eksklusivt.

Hvordan kører Toyota Aygo X?

En anden fordel ved hybridteknikken er, at bilen har automatgear. Det er et ret avanceret et af slagsen, idet der er tale om et trinløst gear, der også kombinerer benzinmotorens og elmotorens kræfter ud fra den aktuelle driftssituation.

Det gør Aygo X rar at køre i. Man kan naturligvis høre benzinmotoren, når man accelererer, men det lyder slet ikke så hidsigt, som det vi tidligere har oplevet i hybridbiler fra Toyota. Og kører man bilen med en let fod på speederen, så oplever man faktisk, at benzinmotorens omdrejningstal holdes pænt i ave.

Det skyldes, at benzinmotoren på 1.5 liter nærmest er overdimensioneret til den lille bil, og at den derfor har rigeligt med kræfter ved selv lave omdrejningstal. Man kan også opleve, at elmotoren alene klarer opgaven med at drive bilen fremad, og så er støjniveauet af gode grunde meget lavt.

Stor skærm i en Toyota Aygo X

Der er danske menuer på den store skærm i midten. Man kan let organisere de såkaldte widgets (app-ikoner), så man har let adgang til radio, Apple CarPlay, biloplysninger m.m.

Toyota Aygo X kører langt på literen

Bilens evne til delvist at køre på strøm gør, at vi kunne notere et testforbrug, der tillod hele 23 km/l i snit. Det er flot og ret tæt på fabrikstallets 26 km/l.

Den gode køreoplevelse underbygges af, at Aygo X har et højt sikkerhedsniveau med flere velfungerende køreassistenter. Der er en adaptiv fartpilot, der kan aktiveres alene eller sammen med en vognbaneassistent. Og begge dele fungerer fint, og det er let at slå dem til og fra via knapper på rattet.

Fartpiloten kan ikke selv justere farten efter fartgrænserne, men det kan man let selv gøre via et tryk på ratknappen, idet bilen kender fartgrænserne de fleste steder.

Selve kørslen føles komfortabel og noget bedre end man ville forvente af en lille bil. Den kører pænt lige ud, og egentlig er det nok affjedringen, der føles lidt til den hårde side, der trækker mest ned i køreoplevelsen. Bremser og styretøj er begge udmærkede til den dagligdags kørsel, som bilen lægger op til.

Gearvælger og fralægningsplads i en Totota Aygo X

Gearvælgeren er af den mekaniske type, hvor man selv skal sætte den i P efter hver tur. En mobiltelefon kan placeres under klimaanlægget, hvor den kan oplades trådløst.

Noter fra vores testdagbog

Fra vores testdagbog kan vi særligt fremføre en række plusser og minusser: Affjedringen føles en smule hård i hverdagen, når man kører på ujævn vej. Til gengæld føles motoren kraftig, og automatgearet fungerer rart og holder omdrejningstallet nede.

Vores testbil havde fået tilkøbt komfortpakken, som bl.a. inkluderer LED-forlygter. De gav et meget fint lys, og de kunne selv blænde op og ned. En særlig detalje, som vi blev glade for, er de gode, traditionelle udvendige dørhåndtag på alle sidedørene.

Til gengæld er det et minus, at sideruderne i bagdørene kun kan stilles på klem. Vi har også noteret os, at udsynet skråt bagud ikke er godt på grund af de store blinde vinkler. Her er det et ekstra problem, idet bilen ikke har advarsel for biler i den blinde vinkel eller p-sensorer, når man skal parkere.

Ikke så overraskende er benpladsen på bagsædet meget ringe, og bagagerummet er lille. Ved førerpladsen har vi noteret os, at plasticmaterialerne i kabinen flere steder føles billig.

Til gengæld er det et fint display, der er monteret som instrumenthus, og der aflæser man tydeligt hastigheden blandt en del andre nyttige informationer. Vi var også glade for varmen i forsæderne, selvom der kun er ét varmetrin.

Beslag til at sætte de bageste sideruder i en Toyota Aygo X på klem.

De bageste sideruder kan kun åbnes ved at sætte dem på klem. De giver udmærket ventilation, men er svære (eller umulige) at betjene under kørslen.

Hvad koster Toyota Aygo X?

Den nyeste generation af Aygo X findes kun i denne hybridudgave. Man kan altså ikke få bilen som elbil og ej heller som traditionel benzinbil.

Hybridteknikken gør Aygo X til en relativ dyr bil, og priserne begynder således ved testbilens 200.000 kr.

Men den kan blive endnu dyrere, idet Aygo X findes i hele fire udgaver med endnu mere udstyr eller sågar et foldetag af stof. Dermed kan prisen presses helt op i 277.000 kr., hvis man vælger topudgaven, GR Sport.

Det er mange penge for en mikrobil, og det virker da også, som om Toyota af samme grund har gjort alt, hvad de kunne, for at sikre, at udstyret i det mindste samtidig er omfattende. Og det er lykkedes langt hen ad vejen.

Bagsæder i en Toyota Aygo X

Der er kun to siddepladser ved bagsædet, og her er særligt benpladsen ret kneben. Der er isofixbeslag til autostole i begge sider.

Vigtigt udstyr kan tilkøbes

I grundudgaven er der således foruden de omtalte assistentsystemer også klimaanlæg, en stor trykskærm med trådløs Apple CarPlay og Android Auto foruden et indbygget navigationsanlæg og et udmærket bakkamera. Der er også 17”-alufælge og LED-kørelyslygter.

Men i denne grundudgave skal man tilkøbe en komfortpakke til 7.000 kr., hvis man desuden vil have bl.a. nøglefri start, trådløs mobiloplader og LED for- og baglygter. Og man skal faktisk op i næste udstyrsversion med en tilkøbt Smart-pakke, før man får p-sensorer. Og så lander prisen på 230.000 kr.

Dermed har Aygo X det svært, når man sammenligner den med, hvad man kan få, hvis man i stedet ser i retning af de afgiftsfrie elbiler.

Bagagerum med blå kuffert i en Toyota Aygo X

Bagagerummet er med sine 231 liter ikke stort. En fleksibel hattehylde hjælper dog lidt, og ved behov kan man folde bagsædets todelte ryglæn fremover.

Er Toyota Aygo X et godt køb?

I lighed med alle andre modeller fra Toyota sælges Aygo X med en fabriksgaranti på bare tre år eller 100.000 km. Det er ikke imponerende garanti, og den lever ikke op til FDMs minimumskrav, som er på fem år eller 150.000 km.

Man kan dog få forlænget fabriksgarantien med et år ad gangen, indtil bilen er enten 10 år gammel, eller den har kørt 185.000 km. Det kræver, at man følger serviceplanen hos et Toyota-værksted, og det skal gøres for hver 15.000 km med skiftevis et lille og et stort serviceeftersyn. Derudover er der tre års lakgaranti og 12 års garanti mod rustgennemtæringer.

Alt i alt må vi konkludere, at Toyota Aygo X med hybridmotor er blevet en god bil, der leverer en god køreoplevelse. Brugsværdien er begrænset af bilens ydre mål, men er bestemt ikke umulig, hvis man lige ser bort fra, at bilen ikke må udstyres med et anhængertræk.

Vores største anke mod bilen er derfor prisen, der er på et niveau, hvor man skal være indædt modstander af elbiler, for at man kan se Aygo X som et godt køb.

Vi giver den af den grund fire ud af seks stjerner, men med den sidste som lidt af en bonus-stjerne, fordi hybridteknikken trods alt gør Aygo X til en velkørende og brændstoføkonomisk mikrobil.

Se flere fotos af Toyota Aygo X