Toyota Mirai – Brintbil med stil
Biltest
22. december 2021

Foto: Karsten Meyland Lemche

Toyota fortsætter med at bygge brintbiler, og denne nyeste udgave af Toyota Mirai er tilmed blevet en særdeles flot en af slagsen. Den har dog stadig et par minusser.
Toyota Mirai
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Rækkevidde / Komfort / Udstyr
Ulemper
Bagsædeplads / Bagagerum / Trækkrog ikke muligt
Pris
661.990 kr.
Rækkevidde (WLTP)
650 km
Maks. effekt
182 hk
Mens salget af elbiler efter flere års tilløb for alvor er kommet i gang, så går det fortsat i slæbegear for brintbilerne, der plages af et begrænset udbud, en høj pris og et mildest talt tyndt netværk af tankstationer.
Et af de bilmærker, der dog holder fast, er Toyota, der ser teknologien som et godt alternativ til de opladelige elbiler. Brintbilen er i den sammenhæng også at betragte som en elbil.
Men hvor energien i en batteridrevet elbil hentes fra et opladeligt batteri i bilen, så kommer energien i en brintbil fra en indbygget brændselscelle, der blander den medbragte brint med luftens ilt, hvorved der dannes el og vand.

Mirai er en firedørs sedan med fire sidedøre og et udvendigt bagagerum. Linjerne er flotte, og bilen skiller sig dermed ud, både hvad teknikken og designet angår.
Kun seks tankstationer
Forskellen i opbygningen betyder, at mens de opladelige elbiler kæmper med at finde ladestandere, så kæmper brintbilerne om at finde tankstationer, hvor man kan tanke brint under det høje tryk på over 700 bar.
Dem er der i øjeblikket kun seks af i Danmark, og med to af dem i Hovedstaden bliver nettet i resten af Danmark selvsagt noget tyndt. Her hjælper det naturligvis, at en brintbil som denne Toyota Mirai kan køre op mod 650 km på en tankfuld, og at den kan tankes på få minutter.
Prisen for at tanke en brintbil modsvarer det, vi kender for en benzinbil, der kører omkring 15 km pr. liter. I praksis er det vores vurdering, at man kan køre i omegnen af 500 km pr. optankning ved blandet, almindelig kørsel.

Førerpladsen er udformet i en futuristisk stil med et digitalt cockpit og en fuldt integreret skærm til højre for instrumenthuset. Alle materialer er lækre i udformningen, og der er masser af udstyr.
Hvordan opleves Toyota Mirai?
Denne nyeste generation af Toyota Mirai er en flot firedørs sedan med et udvendigt bagagerum og plads til fem personer. Den har ydre linjer, der nærmest minder om en italiensk limousine, og indvendigt er kabinen opbygget på en måde, der er en Lexus værdig.
Læderindtræk, masser af smarte detaljer og en overordnet fin samlekvalitet findes overalt i bilen. Der er med andre ord skruet helt op for charmen, men det skal der nok også til, før man som bilkøber vil overveje en bil som denne, med så tydelige brugsmæssige begrænsninger, som det tynde ladenetværk medfører.
Prisen begynder ved 518.000 kr. for den billigste udgave, mens denne topudgave har fået pålagt registreringsafgift her ved årsskiftet, hvilket har bragt prisen op på 662.000 kr.

Gearvælgeren er placeret som en lille, letbetjent stilk, der gør det let at skifte kørselsretning ved P-manøvrer. Den går selv i P, når turen er slut.
Hvor god plads er der i Toyota Mirai?
Mirai er næsten fem meter lang, og man kunne dermed tro, at der var tale om en bil med oceaner af plads. Sådan forholder det sig desværre ikke, og ved bagsædet er både loftshøjden og knæpladsen kneben.
Bagagerummet er ligeledes minimalt, og begge forhold skyldes, at der er placeret et stort batteri og en mængde elektronik bag bagsædets ryglæn. Der er desuden placeret tre brinttanke, en på langs af bilen mellem forsæderne, en på tværs af bilen under bagsædet og en sidste under gulvet i bagagerummet.
Man kan af samme grund heller ikke folde bagsædets ryglæn forover, og det er alt sammen noget, der i høj grad begrænser bilens brugsværdi.
Man kan heller ikke montere en trækkrog på bilen, hvilket ellers kunne have gjort det muligt at transportere større ting på en trailer eller en påmonteret bagageboks.

Bagagerummet er et minus ved bilen. Det rummer kun 272 liter, og man kan ikke folde bagsædets ryglæn forover. Under gulvet er en af de tre gastanke.
Hvordan kører Toyota Mirai?
Til gengæld kører bilen fortrinligt, og da en brintbil ikke er lige så tung som en batteridrevet elbil, så nyder man godt af en komfortabel affjedring og en ret hurtig acceleration.
Det hele foregår samtidig ret så lydløst, og alt i alt er bilen både letkørt og meget rar at køre i.
De tilhørende hjælpesystemer som LED-forlygterne, den adaptive fartpilot, det store headup-display og den velfungerende skærm i midten er alt sammen udformet som i de bedste af de almindelige Toyota’er, og det siger ikke så lidt.
Prøv Toyota Mirai som taxi
Vil du gerne prøve at køre i en brintbil, men har du ikke lyst til at sætte hele pensionen på højkant, kan det anbefales at tage til København, hvor op mod 100 Toyota Mirai netop nu er sat i drift som taxi.
Det er en aftale mellem Toyota Danmark og taxi-selskabet DRIVR, der har gjort det muligt at få så mange brintbiler ud at køre i Danmark.
Aftalen kan ses som et godt fundament for udbredelsen af brintbiler herhjemme, og den åbner også for, at udviklingen af teknologien kan fortsætte de næste 10-15 år. Så længe må man forvente, at der går, før brintbilerne får det gennembrud, som elbilerne nu har fået.




Toyota Mirai er kommet i en ny generation, hvor det ydre design ser flot og præsentabelt ud modsat den tidligere generation, der havde linjer, der mildest talt så spøjse ud.