Toyota Urban Cruiser – Mere tryg end imponerende
Biltest
11. februar 2026

Foto: Karsten Meyland Lemche

Toyota Urban Cruiser leverer en tryg køreoplevelse med en enkel betjening af bilen og gode køreegenskaber. Udstyrsniveauet er pænt, og muligheden for at forlænge garantien, til bilen er 10 år gammel, gør også ejerskabet trygt. Men på rækkevidde, ladetid og praktisk brug halter modellen bagud.
Toyota Urban Cruiser
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Udstyr / Bagsæde / Betjening
Ulemper
Rækkevidde / Ladetid / Bagagerum
Pris
269.990 kr.
Rækkevidde (WLTP)
426 km
Opladning AC/DC (Maks.)
11 / 67 kW
Maks. effekt
128 kW
Mindste elbil fra Toyota hedder Urban Cruiser, og den fås til priser fra 235.000 kr. Det er vel at mærke i en udgave med et ret lille batteri og en deraf følgende begrænset rækkevidde på 344 km.
Vi har efter vores test af bilen af samme grund valgt at pege på netop denne testede udgave med det lidt større batteri som bedste køb. Så er startprisen ganske vist hævet til 250.000 kr., men til gengæld er rækkevidden øget til de mere regulære 426 km.
Vi tester her topmodellen Executive. Den koster yderligere 20.000 kr., men byder så på udstyr som eljusterbart førersæde, større musikanlæg, glastag, større fælge, 360-graderskamera og adaptive LED-forlygter. Om det er udstyr, man vil sætte pris på, må man nok selv afgøre, men vi vurderer, at der er en fin sammenhæng mellem merprisen og udstyret.

Førerpladsen er traditionelt opbygget med mange knapper og en enkel betjening. Det er med til at gøre Toyota Urban Cruiser til en letkørt bil. Materialekvaliteten føles o.k. uden at imponere.
Bygges i samarbejde med Suzuki
Toyota Urban Cruiser er tvillingebil til Suzuki eVitara, som vi tidligere har testet. Bilerne bygges på samme fabrik i Indien, og de er teknisk set identiske. Det er således samme testresultater, vi har opnået for denne Urban Cruiser, som dem vi oplevede med eVitara.
Om man vælger en Suzuki eller en Toyota, er der derfor ikke forskel på rent bilteknisk. Priserne er også stort set identiske, så det handler nok mest om forhandlerens præstation, og om den lille forskel der er på den medfølgende nyvognsgaranti.
Suzuki byder på en garanti på seks år og 150.000 km, mens Toyota som udgangspunkt kun garanterer bilen i tre år og 100.000 km. Her kan man dog få garantien forlænget i op til 10 år og 185.000 km, hvis man følger serviceplanen. Det er også en meget fin ordning, der gør Toyota Urban Cruiser til et trygt køb.

En stor drejeknap mellem forsæderne gør det ud for gearvælgeren. Den er let at betjene og virker ret intuitiv at benytte.
Let at betjene i hverdagen
Bag rattet opleves elbilen ret komfortabel, og motorens ydeevne er mere end tilstrækkelig. Man sidder udmærket bag rattet, og da Toyota har valgt at holde fast i et større antal knapper, så er betjeningen af bilen enkel.
Det er ikke som i mange andre biler, hvor en stor del af bilens funktioner skal kontrolleres via skærmen. Men det er der naturligvis nogle ting, der skal, og det gælder f.eks. sædevarmen, der desværre kræver flere tryk på skærmen. Men man kan også styre den funktion via en talekommando på dansk.
Selve skærmen føles noget langsom, når man skifter menupunkter, men den kan heldigvis håndtere både Apple CarPlay og Android Auto via en trådløs opkobling.

Skærmen i midten kan vise op til tre vinduer ved siden af hinanden. Man kan let selv konfigurere indholdet, og ude i siderne kan man have selvvalgte emnefelter. Selve skærmopbygningen er god, men skærmen er langsom til at skifte, når man har trykket på en knap.
Hvordan kører Toyota Urban Cruiser?
Gearvælgeren er placeret mellem forsæderne som en drejeknap, og den fungerer ganske fint. Man kan let slå motorbremsningen til og fra via en knap ved gearvælgeren, og det er rart, for lige så fin den funktion er ved bykørsel, lige så irriterende er den ved motorvejskørsel.
Man kan vælge mellem tre niveauer af motorbremsning, men det skal man gøre, før man begynder at køre, for mens man kører, kan funktionen kun slås til eller fra.
Der er noget mere vind- og hjulstøj end i mange lidt dyrere elbiler, men det er dog ikke mere, end at man snildt kan leve med det. Retningsstabiliteten er fin, og vi nød at bruge bilens adaptive fartpilot og vognbaneassistent, der er let at slå til og fra via knapper på rattet.
Derimod er det noget mere kringlet, hvis man vil frakoble bilens alarmer for hastighedsoverskridelse og føreropmærksomhed. En programmerbar stjerneknap på rattet kan dog hjælpe en smule på den opgave.
Vores test af bilen gennem en dobbelt undvigemanøvre viser, at den klarer selv kritiske manøvrer på tilfredsstillende vis. Urban Cruiser er ingen sportsvogn, men ESC-systemet griber fint ind og sikrer, at bilen forbliver stabil.

Bagsædet er længdeforskydeligt, og de to dele kan individuelt forskydes 16 cm. Det giver enten meget fin knæplads ved bagsædet eller bedre plads til bagagen bagtil. Ryglænet er tredelt.
Pladsen imponerer ikke
Mens der er udmærket plads ved forsæderne, så kniber det mere ved bagsædet. Her er det særligt loftshøjden, der er kneben. For selve knæpladsen er udmærket takket være muligheden for at længdeforskyde bagsædet.
Bagagerummet er litermæssigt på et acceptabelt niveau, men når man ser på formen, så kniber det en smule med begejstringen. Rummet er nemlig lavt, og det er dermed svært at få plads til større ting. Det er derfor vigtigt, at man lige afprøver den del af bilen inden et eventuelt køb.
Bilen kan udstyres med trækkrog, og den må trække op til 750 kg, uanset om påhængsvognen har bremser eller ej. Der er ingen frunk fortil, så ladekablet skal placeres i bagagerummet, hvor der heldigvis er et lille ekstra rum under gulvet.

Skærmen i midten er et 10,25” førerinformationsdisplay. Hastigheden sidder lige midt i synsfeltet og er let at aflæse under kørslen.
Hvor lang rækkevidde har Toyota Urban Cruiser?
Vi har testet rækkevidden i praksis på motorvej med 110 km/t. Her nåede vi 305 km ved 20 grader og bare 255 km ved nul grader. Det er ikke ligefrem imponerende, når det holdes op mod den officielle rækkevidde på 426 km.
Når der igen skal strøm på bilen, kan batteriet desværre kun oplades med op til 67 kW. Vi målte en maksimal effekt på 60 kW, og det medførte, at vi fik tilført, hvad der modsvarer beskedne 70 km efter et kvarter og blot 150 km efter en halv time. Vi målte et forbrug ved 20 grader, der tillod, at vi kunne køre 5,5 km pr. kWh.
Det betyder, at man om sommeren i alt kun kan køre lidt over 600 km, hvis man lægger ud med et helt opladet batteri og lader to gange med en halv time undervejs. Det er ikke et imponerende resultat og viser, at Toyota Urban Cruiser ikke kan kaldes en udmærket langtursbil.
Hjemme kan bilen oplades med 11 kW fra en almindelig ladeboks, og det betyder, at man kan lade bilen op til 100 procent fra helt tom på ca. 5,5 timer.
Batteriet er af LFP-typen og er på 61 kWh, hvoraf de 60 kWh er det, vi kalder netto-effekt, eller på godt dansk den anvendelige del af batteriet. Batterier af denne type kan godt tåle at blive ladet op til 100 procent til daglig.

Bagagerummet er desværre ret højt placeret, og lastefladen er lille. Det rummer derfor kun mellem 238 og 310 liter, alt efter om bagsædet er længst tilbage eller længst fremme. Der er plads til ladekablet i et lille rum under gulvet.
Prisen er til den høje side
Samlet set lander vi på fire ud af seks stjerner til denne Toyota. Det der trækker ned, er foruden pladsen, rækkevidden og ladetiden også prisen på bilen, der føles lidt til den høje side.
Vi ser det også som et minus, at bilen kun fik fire stjerner i sikkerhedstesten hos Euro NCAP i fjor. Men at Toyota Urban Cruiser alligevel må betegnes som et trygt køb for dem, der ikke søger det mest avancerede bilkøb, er der samlet set ingen tvivl om.
Se flere fotos af Toyota Urban Cruiser



Urban Cruiser er mindste elbil fra Toyota. Her har vi testet den forhjulstrukne udgave med det store batteri til 270.000 kr. Den tofarvede lakering (Lunar White/Dusk Black) koster 17.990 kr. ekstra.