Logo

Volvo XC60 - rutineret fornyelse

Tests

Biltest

24. januar 2018

Volvo XC60 set forfra

Foto: Karsten Meyland Lemche

Søren W. Rasmussen

Europas bedst sælgende luksus-SUV er fornyet, og XC60 bringer Volvo op i en ny liga. Men på et vigtigt punkt har svenskerne glemt deres rødder.

Volvo XC60

D4 aut. AWD Momentum (Diesel)

FDMs ekspertvurdering

Volvo XC60 set bagfra

Fordele

Design / Udstyr / Komfort

Ulemper

Ikke tre års garanti / Sikkerhedspakke ej standard

Pris

748.390 kr.

Maks. effekt

190 hk

Allerede før man sætter sig bag rattet, er stemningen i top, for den nye generation af XC60 er en fryd for øjet. Størrelsesmæssigt placerer den sig lige under XC90, men XC60 virker en hel del mere harmonisk og er knap så voldsom at se på.

Der er dog tale om et visuelt trick, for XC60 er næsten 4,7 meter lang, 1,9 meter bred og 1,66 meter høj og er dermed en pænt stor SUV.

Indvendigt lægger den sig også tæt op ad den større 90-serie. Stolene er helt de samme og giver en meget fin støtte, og flere detaljer fra instrumentbordet kan genkendes. Men det gør ikke noget, for når man først lige har lært at bruge den store skærm i midten, venter en god køreoplevelse med en meget høj komfort. Skærmen bliver desværre hurtigt lidt nusset.

Bagsæderne giver god siddekomfort, men vi savner muligheden for at kunne justere vinklen på ryglænet. Til gengæld er der godt udsyn og separate friskluftdyser til gavn for et godt indeklima.

Volvo XC60 kabine

Instrumentbordet er ikke meget forskelligt fra det i XC90. Men det gør ikke noget, for funktionen er gennemtænkt, når man først er blevet fortrolig med skærmen i midten.

Klassiske motorer

Volvo er godt på vej mod større og større brug af eldrift i sine biler, men endnu er det stort set kun en hensigtserklæring. En opladningshybrid er allerede udsolgt, og nu må man vente et års tid, før der kommer nye leverancer.

Imens må man nøjes med de klassiske firecylindrede benzin- eller dieselmotorer, og her er det helt klart vores oplevelse, at det er dieselmotoren, der klæder bilen bedst.

Endnu står valget derfor mellem denne D4 med 190 hk eller den kraftigere D5 med hele 235 hk. Begge har som standard ottetrins automatgear og firehjulstræk, og merprisen for D5 er 55.000 kr. Den er helt klart sjovest, men for de fleste vil D4 være tilstrækkelig. De må begge trække 2.400 kg.

Volvo XC60 rat

Fartpilot er standard, men denne adaptive udgave, der selv holder afstand til forankørende, er del af en udstyrspakke til 30.000 kr.

Sikkerhed skal tilkøbes

Med XC60 har Volvo forladt sit princip om, at alt sikkerhedsudstyr automatisk følger med. Ganske vist har alle udgaver en nødbremse, der kan bremse for både biler, fodgængere, cyklister og store dyr.

Men når det kommer til udstyr som advarsel for biler i den blinde vinkel og for tværgående biler, når man bakker, og en adaptiv fartpilot med den efterhånden velfungerende Pilot Assist, der fastholder bilen i vognbanen, så skal man tilkøbe en sikkerhedspakke til 29.900 kr. Det er en ommer, Volvo!

Resten af sikkerhedsniveauet er ellers højt, og der er ingen tvivl om, at hvis man husker at tilkøbe den omtalte pakke, får man en af markedets mest sikre biler – det har 90-seriens biler på samme platform allerede vist. Men en egentlig sikkerhedstest fra Euro NCAP foreligger endnu ikke.

Volvo XC60 sæder

Stolene er som standard beklædt med en kombination af stof og kunstlæder. Man kan vælge andre mønstre end dette, og egentlig læderindtræk kan tilkøbes i flere kvaliteter.

Udsøgte køreegenskaber

Bag rattet opleves XC60 overordentlig behagelig, og man fornemmer hele tiden en fin balance mellem en komfortabel og en køreglad bil. Man kan tilkøbe luftaffjedring, men det var ikke noget, vi savnede.

Firehjulstrækket er naturligvis en stor hjælp i blødt terræn. Men også på landevejen hjælper systemet til, da det løbende kan fordele trækkræfterne mellem for- og baghjul. Det giver bilen en god dynamik, når man kører gennem sving og kurver.

Volvo XC60 bagagerum

Bagagerummet rummer 505 liter, og bagsædets ryglæn kan foldes fremover til vandret i to dele.

Vi vil anbefale, at man tilkøber teknikpakken til 36.900 kr., som inkluderer de meget effektive LED-forlygter. De får bilen til at se godt ud om dagen og får føreren til at se godt ud om natten.

En af de nærmeste konkurrenter er den ligeledes ret nye Audi Q5. Det er ikke mange år siden, at Volvo på forhånd ville tabe en sådan sammenligning, men med den nye XC60 lægger svenskeren sig på linje med de bedste i denne gruppe.

Få overblik over alle Volvo XC60-versionerne på biler.dk