Zeekr 001 – Imponerende svensk elbil fra Kina
Prøvekørsel
12. juli 2023

Foto: Søren W. Rasmussen

Det nye svensk-kinesiske bilmærke Zeekr lægger hårdt ud med en avanceret elbil i luksusklassen. Den hedder 001 og kommer til Danmark næste år, men vi har allerede prøvet den nye femdørs, fastback. Den imponerer.
Motor mener:
Med et enormt svensk udviklingsteam i ryggen er Zeekr klar med en bil, der kan det, vi er blevet forvænt med – og endda lidt til. Men vi glæder os mest til at se mærkets billigere modeller.
GÖTEBORG Det blev til en verdenspremiere i mere end en forstand, da Zeekr inviterede til prøvekørsel af sin første bilmodel i Europa. For ud over at vise selve modellen bød man også inden for i de nye lokaler på Göteborgs havneområde, hvor alle mærkets bilmodeller fremover skal designes og udvikles.
Det er kinesiske Geely, der står bag Zeekr, som dermed bliver søstermærke til Volvo, der også ejes af Geely.
Det forklarer placeringen af udviklingscenteret, og det forklarer også, hvorfor hver tredje af de over 1.000 personer, der udvikler bilen, er svenskere. Resten kommer fra 30 andre lande, hvor Kina stiller med den næststørste andel.
Se video med Zeekr 001 her

Første model er denne 001, der er en elbil i en størrelse, der lægger sig mellem Tesla Model 3 og Model S. 001 kommer til Danmark næste år, og priserne ventes at begynde ved lige under en halv million kroner.
Det lyder af meget, men når man sammenligner med konkurrenterne, ser det faktisk meget attraktivt ud.

Førerpladsen er lækker med flotte materialer overalt og en stor og tydelig skærm i midten med hurtig respons og flot grafik. Gearvælgeren er placeret i midten og er intuitiv at bruge.
Imponerende byggekvalitet
Vores første møde med Zeekr 001 afslørede en usædvanlig velbygget bil med en kabine i en klasse, der overstråler de fleste af konkurrenternes. Materialer og indretning imponerer i høj grad, og sammen med nogle meget velformede sæder giver det en køreoplevelse af de helt store.
Særligt var bilens skærme og betjening på et højt niveau, og det samlede indtryk af bilen efterlader os med en fornemmelse af, at dette bilmærke skal tages ganske alvorligt.
Zeekr 001 er næsten fem meter lang og to meter bred, og det giver plads til en stor kabine. Ved bagsædet er der god plads, og man sidder godt. Bagsædets ryglæn kan justeres elektrisk, og gulvet er helt plant. I topudgaven har forsæderne indbygget massage.
Bagagerummet nås gennem en stor tophængslet bagklap, der giver fin adgang til det store rum. Ladekabler kan lægges i bilens ret store frunk fortil.
001 må trække 1.500 kg i den baghjulstrukne udgave, mens den firehjulstrukne version må trække to ton.

Bagsædet er meget rummeligt og giver fin plads til tre personer i den ret brede bil. Gulvet er helt fladt, og der er elektrisk justering af bagsædets ryglænshældning.
Hvor lang rækkevidde har Zeekr 001?
Som elbil betragtet er Zeekr 001 på et højt niveau. Alle udgaver har et batteri på brutto 100 kWh, og det giver WLTP-rækkevidder på omkring 600 km afhængig af motorvariant.
Batteriet lades hjemme med op til 22 kW og på motorvejen med op til 200 kW, og det er begge meget høje værdier.
Den baghjulstrukne udgave har 272 hk, og den firehjulstrukne har med sine 544 hk dobbelt så mange kræfter. I topudgaven er der luftaffjedring som standard, og den version giver ret fine køreegenskaber, uden at standardudgaverne af den grund virker ukomfortable.
Når Zeekr 001 når Danmark til næste år, bliver det via en dansk hjemmeside, et par egne centrale showrooms og med et servicenet, der endnu ikke er offentliggjort. Garantien på bilerne bliver på fem år, mens batteriet garanteres i otte år eller i 200.000 km. Bilen bygges i Kina.
Zeekr 001

Fordele
Køreindtryk / Komfort / Oplevet kvalitet
Ulemper
Ukendt mærke / Få forhandlere
Pris
575.000 kr.
Rækkevidde (WLTP)
590 km
Maks. effekt
544 hk








Zeekr 001 er en stor, femdørs elbil med masser af plads og en fin rækkevidde. Den fås med enten baghjulstræk eller firehjulstræk, og prisen begynder formentlig lige under en halv mio. kroner.