BMW iX2 – Livsstils-elbil med stil
Prøvekørsel
28. februar 2024

Foto: BMW

Den nye BMW iX2 byder sig til med et unikt design, et flot indre og muligheden for masser af avanceret udstyr. Den kører imponerende godt, mens brugsværdien ikke er noget for børnefamilier.
Motor mener:
Det er fint, at der stadig bygges biler, hvor det hele ikke alene handler om plads, rækkevidde og pris. I BMW iX2 er der i stedet kælet for der lækre detaljer og køreegenskaberne.
LISSABON Er drømmen en ny elbil, der skiller sig ud fra mængden, så er BMW iX2 et godt bud. For her er der tænkt ud af boksen i sammensætningen af materialer og udnyttelsen af al den nye teknik, den tyske bilfabrik har udviklet. Så her er god mulighed for at skabe en personlig bil.
Den coupélignende elbil er bygget med udgangspunkt i den mere robuste iX1, som den derfor deler grundlæggende teknik med. Men både front, taglinje og bagende er nydesignet.
Det giver iX2 sin egen og lidt mere strømlinede udstråling, og de fleste vil derfor ikke umiddelbart forbinde de to biler med hinanden, selvom de bygges på samme fabrik tæt på München.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Video: Se nærmere på BMW iX2

Sidste BMW med dele-platform
I Danmark er næsten to ud af tre solgte BMW-biler allerede nu elbiler, men andre steder i verden er tempoet på den grønne omstilling langsommere. Derfor er bilmodellen udviklet både som en benzin- eller dieselbil, og som denne elbil.
I Danmark er det primært elbilen, iX2, der tages hjem, mens de brændstofdrevne udgaver, der blot hedder X2, skal bære salget i Sydeuropa og i f.eks. USA.
Netop det forhold har haft indflydelse på bilens konstruktion, der fra starten er indrettet til både at kunne rumme et batteri og en elmotor og en brændstofmotor og en tank.
Den løsning giver desværre begrænsninger i bilens rækkevidde, og vi ved allerede nu, at det er sidste gang, fabrikken har en sådan overgangsbil på programmet. Kommende bilmodeller vil derfor udelukkende dukke op som elbiler.

Førerpladsen er udformet efter nyeste BMW-skabelon med et stort panel foran rattet med to skærme, der udgør henholdsvis instrumenthus og midterdisplay. De fungerer flot og giver et skarpt billede. Gearvælgeren er placeret mellem forsæderne.
Hvordan kører BMW iX2?
Alle versioner af iX2 har samme størrelse batteri, og det er på moderate 65 kWh netto. Det giver officielle rækkevidder på omkring 450 km.
Billigste udgave er en forhjulstrukket version med 204 hk, mens topudgaven trækker på alle fire hjul via to elmotorer, der tilsammen yder 313 hk.
Det er den sidstnævnte, vi her har prøvet, og den giver et godt samlet køreindtryk. Det er i særdeleshed interessant at opleve, hvordan det er lykkedes for BMW at fastholde de overbevisende køreegenskaber, som mærket er kendt for, selvom der er tale om en elbil.
Styretøjet er meget præcist og involverende, og speederen gør det let at dosere de mange kræfter. Man kan ikke selv justere hårdheden af affjedringen, og det havde været et plus, da den føles en smule til den hårde side.
Men vælger man bilen med selvregulerende støddæmpere (ekstraudstyr), kan de trods alt sikre, at affjedringen ikke føles decideret ubehagelig.

Forsæderne fås i flere udgaver med manuel justering, eljustering og med hukommelse. I de mest avancerede udgaver (billedet) sidder man rigtig godt, og har mange justeringsmuligheder.
Hvad koster en BMW iX2?
I Danmark er der to udgaver, hvor den dyreste hedder „Fully Charged“. Det er den, man helt klart skal gå efter, da den byder på så meget udstyr inkl. anhængertræk, at merprisen på 67.000 kr. er langt under det halve af det, man normalt skal give for udstyret.
Og vælger man den, får man også på motorvejen hjælp fra en fremragende vognbaneassistent. I udgaven med firehjulstræk koster xDrive 30 Fully Charged 572.000 kr. og 15.000 kr. mere, hvis man vil have den mest avancerede vognbaneassistent med i købet, så bilen også selv kan skifte vognbane.
Det gør BMW iX2 til en ret dyr bil, men dens indretning og teknik føles også langt fra det, man oplever i f.eks. en Tesla Model Y, der er over 100.000 kr. billigere.

Der er ikke meget plads på bagsæderne i BMW iX2.
BMW iX2 er ikke nogen stor bil
BMW iX2 er derfor ubetinget en bil for dem, der ikke alene ser på prisen, og som ikke behøver at dele køreturen med mange andre.
Det er nemlig på forsæderne, at man har det som blommen i et æg. Skulle man få besøg af bagsædepassagerer, må de nøjes med en stærkt begrænset plads. Bilen kan bestilles med et glastag, men ikke et egentligt soltag, der kan åbnes.
Bagagerummets 525 liter lyder af meget, men pladsen er svært at udnytte på grund af den skrånende bagende. Heldigvis er der plads til ladekabler under gulvet. Hjemme kan bilen lades med 11 kW, og på farten kan den lynlades med op til 130 kW.
BMW iX2 må trække op til 1.200 kg, og den er allerede nu på vej til Danmark.
BMW iX2

Fordele
Køreegenskaber / Udstyr / Finesser
Ulemper
Pris / Rækkevidde / Ikke tre års garanti
Pris
572.219 kr.
Rækkevidde (WLTP)
424 km
Maks. effekt
313 hk







Fronten er blevet mere moderat med en mindre grill. Som noget nyt er der lys langs den ydre kant af de to „nyrer“, der tilsammen udgør grillen. Lygternes to lodrette lysstriber giver bilen et karakteristisk udseende.