Logo

BMW iX3 – Teknik og køreglæde går hånd i hånd

Tests

Prøvekørsel

4. december 2025

Foto: BMW

Søren W. Rasmussen

BMW iX3 er den første model i en serie af elbiler bygget med helt nye teknikker. Bilerne kaldes „Neue Klasse“, og vi har allerede kørt den første, og vi blev vildt imponeret.

FDM mener: Man mærker tydeligt, at BMW er skabt af ingeniører, der hænger sig i detaljerne, og som selv elsker at køre bil. Det giver bilen en daglig køreglæde og en funktionalitet, der er helt i top. Og assistentsystemerne er uden tvivl de bedste, vi har prøvet.

For tiden dukker nye bilmærker nærmest dagligt op med nye bilmodeller, der kan brillere med et eller andet, vi ikke har set før. I den situation kan det føles helt befriende at få præsenteret en ny bilmodel, hvor nytænkningen mest af alt ligger i at gøre al teknik perfekt.

Sådan en bil er den nye BMW iX3. Elbilen virker måske ikke i sig selv opsigtsvækkende, men den ender alligevel med at være det. For alt det, man først og fremmest ønsker, at en bil skal kunne, virker bare utrolig godt og gennemprøvet i iX3.

Det kan kun lade sig gøre, fordi en BMW er udviklet af ingeniører, der tydeligvis selv elsker at køre bil, og som også gør det i praksis.

Video: Se nærmere på BMW iX3

Overbevisende køreegenskaber

Det er således bag rattet, at man først og fremmest imponeres over den nye iX3. Styretøj, affjedring, motorstyring og bremser er finjusteret i en grad, man kun sjældent møder.

Denne bil kører forbilledligt, og man bliver lynhurtigt dus med den. Men det er, når bilens assistentsystemer aktiveres på motorvejen og på de større landeveje, at man for alvor imponeres.

Vi har kort og godt aldrig kørt i en bil, der kan følge en vognbane med en så rolig bevægelse og en så fin placering hele tiden, som det vi oplevede i BMW iX3. Og den følger flot de aktuelle fartgrænser og justerer farten efter alle omgivelserne.

Førerpladsen i en BMW iX3 med græsmark og hav i baggrunden

Førerpladsen er helt nydesignet og præges af den store skærm i midten med et skråtstillet udtryk samt det vandrette panel i underkanten af forruden, der dels fungerer som instrumenthus, dels som informationstavle for alle i bilen. Rattet er nydesignet og fås i hele fire forskellige former.

Kører selv på motorveje

På motorvejen overhaler den selv andre biler på en tryg og overbevisende måde, og i Spanien og Tyskland kan bilen allerede nu selv køre på motorvejene, uden at man har hænderne på rattet.

Det virker meget overbevisende og føles meget rart at køre med. Den funktion udbredes allerede næste år til de fleste andre lande i Europa, heriblandt Danmark.

Man kan til en hver tid selv blande sig i kørslen, og det foregår smidigt, og uden at bilen brokker sig. Den overtager roligt igen, når man slipper rat og pedaler og blot ser ud ad forruden.

Bilens ”opfattelse” af omgivelserne er optimeret via brug af AI-teknik. Af samme grund er den udstyret med en computerkraft, der overgår alt, vi har set fra BMW, og processoren er vandkølet, for at sikre at den altid arbejder stabilt.

Dette er kort og godt en magtdemonstration fra BMW’s side, i en tid hvor mange andre bilproducenter kæmper med at få de avancerede assistentsystemer til at virke efter hensigten.

Bagagerum med det ene bagsædes ryg lagt ned i en BMW iX3

Bagklappen er altid elbetjent, og den åbner til et bagagerum på 520 liter. Bagsædets ryglæn er altid tredelt, og dermed er det let at udvide bagagerummet. Bemærk, hvor flot hængslerne er indbygget i loftsdelen.

Flere modeller på vej

I første omgang er det en firehjulstrukken udgave af BMW iX3, der er på vej til Danmark, og der starter priserne ved 600.000 kr. Der kommer dog både billigere og dyrere udgaver senere i 2026, og på den måde vil iX3 kunne overtage en stor del af BMW’s SUV-salg herhjemme.

Den første udgave yder 467 hk, og bilen må trække op til to tons på krogen. Alle udgaver har eljusterbare sæder, elbagklap, 20”-dæk og den store pakke med assistentsystemerne samt det særlige display, der er placeret som et stort panel under forruden.

Særlige udstyrsversioner byder på mere udstyr som M-pakke, headup-display, Harman kardon-anlæg og adaptive LED-forlygter. Og her byder BMW på priser, der virker noget mere venlige, end det mærket tidligere var kendt for.

BMW iX3

50 xDrive (El)
BMW iX3 set bagfra, mens den kører i et sving på en bjergvej

Fordele

Køreegenskaber / Assistentsystemer / Komfort

Ulemper

Dørhåndtag / Ikke fem års garanti / Glastag kan ikke åbnes

Pris

599.900 kr.

Rækkevidde (WLTP)

794 km

Opladning AC/DC (Maks.)

11 / 400 kW

Maks. effekt

345 kW

Se flere fotos af BMW iX3