Spring til hovedindhold
Logo

Kia EV5 – Bagagerum kan omdannes til en seng

Tests

Prøvekørsel

6. marts 2026

Karsten Meyland Lemche

Kia EV5 er på mange måder en ordinær elektrisk SUV. Men bagsæderne kan foldes helt fladt, så du kan bruge bagagerummet som seng.

Kia EV5

Long Range Upgrade (El)

Fordele

Pladsforhold / Assistentsystemer / Plant bagagegulv

Ulemper

Ladning / Dørhåndtag / Elsæder ikke standard

Pris

349.999 kr.

Rækkevidde (WLTP)

520 km

Opladning AC/DC (Maks.)

11 / 150 kW

Maks. effekt

160 kW

Mellemklasse-SUV-modellen Kia EV5 er en lidt underlig nyhed. For dens elbilteknik byder hverken på imponerende rækkevidde eller hurtig lynladning som søstermodellen EV6, der p.t. stort set har samme pris.

Men EV5 har et es i ærmet i form af Tesla Model Y-klassens mest fleksible bagsæder, der kan foldes helt fladt, så du får et optimalt bagagerum til store genstande – eller en madras.

Ifølge Kia er bagagerummet hele to meter langt, og ved selvsyn kunne vi konstatere, at bagsæderne skubbes ned mod gulvet, hvilket giver den plane lasteflade.

Med sæderne oppe er der 566 liters bagagerum, hvilket er blandt klassens største. Det kræver dog, at man sætter bagagerumsbunden i den laveste position for at udnytte pladsen.

En anden smart nyhed er de små huller, som ses oppe og nede på siderne af bagagerummet. Her følger små posekroge med, men du kan selv sætte andre holdere og løsninger fast. Bl.a. kan du selv 3D-printe holdere, hvis der er noget, du savner.

Bagagerummet i en Kia EV5, hvor sæderne ligger ned.

Når du lægger bagsædernes ryglæn ned, sænkes selve sædet samtidig. Det giver en helt plan lasteflade på ca. to meter, og dermed er der god plads til en seng!

Kia EV5 er en rummelig familiebil

EV5 hører til i den mest populære bilklasse i Danmark, hvor konkurrenterne typisk er biler som Tesla Model Y, Skoda Enyaq, VW ID.4 og Toyota bZ4X. Og her kommer EV5 ind som en velindrettet familiebil, hvor der, ud over et stort bagagerum, også er imponerende benplads på både for- og bagsæde.

Bagsæderne har naturligvis friskluftdyser, men ryglænene kan vinkles for bedre komfort på længere ture, og så virker det, som om man sidder højere oppe i kabinen, og dermed får man bedre lårstøtte end i mange af konkurrenterne. Der er god afstand mellem sædet og gulvet i bilen.

I forhold til konkurrenterne skal man dog være opmærksom på, at der ikke er eljusterbare forsæder på basisversionen, Access, at det kun er førersædet, som er eljusterbart på Prestige-versionen, og at begge forsæder først er fuldt elektriske med hukommelse fra Upgrade-versionen.

Kia har ensrettet kabinedesignet på alle deres nye modeller, og EV5 minder meget om EV3, 4 og 9 i opbygning.

Første indtryk af EV5 på danske veje

Det familieorienterede mærkes tydeligt på måden, Kia EV5 kører på. Præsentationen af modellen skete omkring Fredericia, og vi havde mulighed for at køre på både motorvej, landevej og i bytrafik.

Første indtryk af køreegenskaberne på den korte præsentation af bilen var, at bilen er komfortorienteret. Den er lidt blød i affjedringen og krængede i svingene, når man hev lidt i rattet. Vi kommer mere i dybden med det, når vi får bilen til test.

Det gør vi også med bilens assistentsystemer. Kia har generelt gode assistentsystemer, og i EV5 er der en håndsensor i rattet, så man ikke får advarsler hele tiden for ikke at holde på rattet, som i de tidligere modeller.

Både den adaptive fartpilot og vognbanecentreringen virkede fint under vores korte tur og mindede meget om det, vi har oplevet i Kias øvrige modeller.

En mørkerød Kia EV5 kører på en landevej.

Køreegenskaberne i EV5 har et klart fokus på komfort. Den krænger godt i svingene og nærmest duver lidt på motorvejen. Kun lidt dækstøj kan genere.

Rækkevidde og opladning imponerer ikke

EV5 fås med to batteristørrelser. Det lille er på 58 kWh, og det store er på 78 kWh i nettokapacitet. Det giver rækkevidder på op til hhv. 366 og 530 km ifølge WLTP-normen. Det er pænt uden at være imponerende.

Det samme gælder for opladning, hvor EV5 som de mindre EV3- og EV4-modeller har 400-volt-batteriteknologi. Det giver en maks. ladeeffekt ved lynladning på 150 kW. Det batteri har vi tidligere testet på EV3 og EV4 med fornuftige laderesultater, men ikke bedre end vi ser hos konkurrenterne.

Det er ærgerligt, at Kia ikke har taget sin 800-volt-ladeteknik fra EV6- og EV9-modellerne og placeret det i EV5. Med bilens store karrosseri kunne den godt bruge lidt mere lynladepower til ferieturene.

Bagsæde i Kia EV5 hvor der sidder en person med grøn trøje og blå bukser.

Der er virkelig god benplads på bagsædet. Samtidig sidder man med god lårstøtte, da sædebænken er placeret højt i karrosseriet.

Skal man købe en Kia EV5?

EV5 er en model, som Kia har manglet i modelprogrammet. Det er lige den størrelse bil, hvor pladsen i kabinen ikke bliver begrænset af et stort batteri i bunden.

Og så kommer den med et fleksibelt bagsæde, som adskiller den fra konkurrenterne. Vil du bruge bilen til overnatning, eller kører du ofte i Ikea og vil have en helt plan lasteflade, giver EV5 mening.

Priserne starter ved 299.999 kr., ligesom alle de andre biler i klassen. Det er med det lille batteri og en rækkevidde, som kun går an til korte ture i hverdagen. Den må trække op til 1.000 kg på krogen.

For 25.000 kr. mere får du løftet rækkevidden betragteligt og må trække 1.200 kg, og det må være en klar anbefaling herfra. Hos Skoda koster en tilsvarende batteri opgradering 50.000 kr.

Basisversionen Access har et meget flot udstyrsniveau, og hvis man kan leve uden elektrisk justerbare sæder og elbagklap, er der tale om et godt tilbud. Men Upgrade-versionen til 349.999 kr. står umiddelbart som det stærkeste tilbud.

Fra Upgrade-versionen kan man tilkøbe firehjulstræk. Det giver mere acceleration men også mulighed for at trække 1.800 kg. De firehjulstrukne udgaver kaldes Performance, og med Upgrade-udstyr koster det 25.000 kr. ekstra.

Der er også mere sportslige GT-versioner med markant mere udstyr. Men EV5 rimer mere på komfort end på sport.

Prisen er på niveau med konkurrenterne, og her kunne man have håbet på, at Kia havde haft en mere aggressiv prisstrategi. Især fordi de netop har sænket priserne på EV6 med 30.000 kr., så de to modeller koster det samme.

Så har du brug for lynladning og rækkevidde, er den gamle model bedre, mens EV5 er familiens praktiske gris, der klarer hverdagsopgaverne med oprejst for- og bagrude.

Men Tesla Model Y, Skoda Enyaq, VW ID.4 og den kommende Toyota bZ4X Touring er stadig biler, du skal prøve, før du underskriver en slutseddel på en EV5.

Et sidste lille tip: Køber du en EV5 nu, følger der et års onlineopdateringer af bilens navigation og infotainmentsystem med. Men Kia vil senere på året tilbyde syv års opdateringer ved køb. Insistér derfor på, at din bil kommer med på den nye pakke, så du slipper for at betale ca. 700 kr. årligt for at få en moderne softwareoplevelse.

Se flere billeder af Kia EV5 her