Xpeng P7+ byder på komfort til hele familien
Prøvekørsel
1. april 2026

Foto: Xpeng

Tredje model fra Xpeng er en lang familiebil med fokus på komfort. Vi har allerede prøvekørt P7+, der i modsætning til de populære SUV’er er lang og lav. Vi peger på elbilens stærke og svage sider.
Xpeng P7+

Fordele
Pris / Udstyr / Bagsædeplads
Ulemper
Dørhåndtag / Styretøj / Bagagerum
Pris
359.995 kr.
Rækkevidde (WLTP)
530 km
Opladning AC/DC (Maks.)
11 / 400 kW
Maks. effekt
230 kW
FDM mener: Den store Xpeng P7+ byder sig til med et højt udstyrsniveau og et mærkbart højt komfortniveau. Køreegenskaberne er mindre imponerende, men alt i alt er den lave og lange bil et godt bud på en alternativ biltype.
Med en længde på over fem meter og et bagsæde, der i den grad imponerer, er Xpeng P7+ en anderledes bil end de ofte høje SUV-elbiler, man kan få i prisklassen under 400.000 kroner.
P7+ er dermed et friskt pust i en klasse, hvor der hidtil ikke har været så mange forskellige biltyper at vælge mellem.
Den kendetegnes ved en usædvanlig rummelig kabine med et lækkert interiør med lædersæder med indbygget massage på alle pladser, samt skærme til både for- og bagsædet.
Udstyrsmæssigt kommer den udelukkende i én meget flot udstyret version, men man kan vælge mellem enten baghjulstræk eller træk på alle fire hjul.
P7+ med baghjulstræk (RWD) koster 360.000 kr., og merprisen for firehjulstræk (AWD) er 30.000 kr. Det virker som ret attraktive priser.
Video: Se nærmere på Xpeng P7+
Her skulle der have været noget indhold, men du kan ikke se det
Det er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger
Skal konkurrere med VW ID.7
Den nye model fra Xpeng bliver den tredje model i rækken af ret avancerede elbiler fra den kinesiske bilproducent. Men i lighed med de to andre er også P7+ produceret i Østrig, hvor halvfærdige karrosserier fra Kina bliver samlet til en færdig bil.
Størrelsen på bilen gør den til en naturlig konkurrent til VW ID.7, der dog er en del dyrere, hvis den skal være sammenligneligt udstyret.
P7+ har f.eks. som standard eljusterbare lædersæder med indbygget varme, køling og massage, og dørene lukkes det sidste stykke med elmotorer. Dertil kommer et ret avanceret lydanlæg med 20 højttalere bare for at nævne lidt af det unikke udstyr, som indgår i prisen.

Kabinen er ren i sin formgivning, og her er det den lyse udgave, der er vist, men man kan til samme pris vælge en kabine i sort. Næsten alt styres fra den store skærm i midten.
Bagagerummet skuffer i Xpeng P7+
Idéen ved P7+ er, at komforten er i fokus for hele familien. Det mærker man særligt ved bagsædet, hvor ryglænet er eljusterbart, og hvor der er usædvanlig god benplads.
Loftshøjden bagtil er mindre overbevisende, men der er et glastag, der giver godt lys i hele kabinen. Man får dog også unik komfort ved forreste passagersæde, der kan omdannes til en liggestol, mens man lader.
Bagagerummet er i modsætning til ID.7 knapt så imponerende. Den stærkt skrånende taglinje kapper nemlig vigtig højde af bagagerummet, og selve indretningen er enkel uden smarte løsninger.
Vi savner både et tredelt ryglæn, en skiklap, lastøjer, en hattehylde og et bagagenet. Til gengæld er det fint, at begge udgaver kan udstyres med at anhængertræk, der kan klare op til 1.500 kg.

Den store skærm har danske menuer, men man kan ikke tale danske kommandoer til bilen. I stedet skal man enten tale engelsk eller gå ind i ret avancerede undermenuer. Der er trådløs Apple CarPlay og AndroidAuto.
Køreindtrykket er todelt
Vi satte os bag rattet for at kortlægge bilens køreegenskaber, og her blev det meget tydeligt, at målet fra starten har været at skabe en yderst komfortabel køreoplevelse.
Affjedringen er blød, støjniveauet er lavt, og sæderne giver god støtte. Og motoren er med sine 313 hk tilpas for at gøre bilen dynamisk i trafikken.
Man kan skifte mellem en komfortindstilling og en sportsindstilling, der omfatter ændring af karakteristikken af styretøj og affjedring, men sjovt nok føles det mest som et valg mellem komfort og ekstra meget komfort.
Og lige her blev det næsten for meget af det gode med masser af bløde duvende bevægelser i begge indstillinger. Det var også her, at vi kunne mærke, at P7+ ikke rigtigt er tilpasset europæisk kørestil.

Det indvendige bakspejl kan enten være et spejl eller en skærm, der viser billedet fra et kamera, der ser bagud. Det sidste kan kompensere for et ret dårligt udsyn gennem bagruden.
Køreassistenten klarer sig fint
Det indtryk fik vi for alvor underbygget på motorvejen, hvor styretøjet havde svært ved at falde til ro. Det var, som om bilen hele tiden søgte enten en smule til højre eller venstre. Sammen med et styretøj, der ikke rigtigt gav signaler tilbage til føreren, blev det hurtigt ret trættende at køre med.
Her havde det været rart, hvis Xpeng havde gået efter en mere europæisk opsætning, i stil med det vi kender fra bilmærkerne fra vores verdensdel.
Til gengæld viste det sig, at Xpeng nu på visse områder har fået godt styr på sin XPilot, der kombinerer vognbaneassistenten med den adaptive fartpilot.
Den forstår nu at køre bilen blødt gennem kurver og lige ud, når vejen går lige ud. Og den kunne på forbilledlig vis håndtere vognbaneskift. Den var derfor rar at køre med, og noget som vi hurtigt valgte at bruge i praksis, så vi kunne slippe for de mange styrekorrektioner.

Bagsædet byder på enorm god benplads, mens loftshøjden er knapt så generøs. Ryglænet kan justeres elektrisk, og der er indbygget varme, køling og massage i bagsædets yderpladser.
Fejlrettelser på vej
Men XPiloten er stadig ikke helt enkel at betjene fra rattet, den havde svært ved at aflæse vejskiltene, og den kunne ikke justere farten efter de aktuelle fartgrænser.
Den blev desuden ved med at komme med unaturligt mange advarsler for manglende opmærksomhed, manglende hænder på rattet, og hvad den mente var en fejlagtig placering i vognbanen.
Det er ifølge Xpeng en fejl ved bilen, der vil blive rettet inden P7+ for alvor når ud til kunderne, men altså også noget, vi endnu har til gode at afprøve i praksis.

Rattet er fint at holde om, og der er pulsføler i rattet. Fra knapperne til venstre styres farten på fartpiloten, der aktiveres via gearskifteren, der er placeret foran rattets højre side.
Lader med raketfart
Batteriet i P7+ er på beskedne 75 kWh, og det giver en rækkevidde på moderate 530 km. Det er af LFP-typen og er bygget ind i en 800-voltkonstruktion, der tillader ladeeffekter på op til enorme 446 kW.
Det er helt vildt hurtigt, og noget der resulterer i ladetider fra 10 til 80 procent på bare 12 minutter. Det er så hurtigt, at det i praksis ikke giver mening at hænge sig i hverken rækkevidden eller ladetiden.
Denne bil lader så hurtigt, at et ladestop i praksis kan begynde at konkurrere med tiden for et traditionelt besøg på en tankstation. Det prøvede vi et par gange under vores prøveture, og selvom vi ikke nåede den maksimale effekt, så kom vi tæt på de 400 kW, og det er bare vildt hurtigt!
Hjemme lader bilen med mere moderate 11 kW, men det er også o.k. Ladeporten er simpelt konstrueret uden lys, kontrollamper eller udløserknap, og selve ladekablet skal placeres i bagagerummet, da der ikke er en frunk i bilen. Lige her er der plads til forbedringer.

Bagagerummet er lavt, men dybt. Der er ingen hattehylde, og ejheller kroge til at holde bagagen fastspændt. Der er et rum under gulvet til et ladekabel – godt, for der er ingen frunk fortil.
Sælges med en fin garanti
I første omgang er det kun den baghjulstrukne udgave, der kommer til Danmark til april, mens den firehjulstrukne først dukker op sidst på året.
Begge udgaver sælges med en fabriksgaranti på syv år eller 160.000 km, hvilket langt overstiger FDMs mindstekrav. Batterigarantien er på otte år eller 160.000 km, og der er vejhjælp med i de første fem år.
En app, der kan kommunikere med bilen, og som også virker som bilnøgle, fungerer i hele bilens levetid uden at man skal tilkøbe abonnementer. Vil man derimod se video og høre musik via bilens internetopkobling, skal man efter bilens første år tilkøbe et dataabonnement til 100 kroner om måneden.
Se flere fotos af Xpeng P7+







Den nye Xpeng P7+ er en lang og ret lav elbil. Dens nærmeste konkurrent er VW ID.7, men prisen på P7+ er med sine 360.000 kroner noget lavere.