Årets Bil i Danmark er hård ved bløde trafikanter

VW ID. Buzz er sikkerheden selv. Undtagen for fodgængere, som slår sig på den elektriske retro-bus, viser årets sidste Euro NCAP-test, der er fuld af stjerner.

Pressemeddelelse

Der er både trængsel og alarm i årets sidste sikkerhedstest, hvor hele 15 biler har været ved det grønne bord hos Euro NCAP. Testen er den sidste, inden Euro NCAP fra årsskiftet skærper kravene til bilernes sikkerhed, og det sidste udkald har ikke gjort juletravlheden mindre.

Gennem de senere år har bilproducenterne vist, at de har godt styr på sikkerheden, og den aktuelle test er ingen undtagelse. Af de 15 biler får de 11 de maksimale fem stjerner, mens fire biler må ’nøjes’ med fire stjerner.

Dermed kan Euro NCAP lukke et usædvanligt travlt jubilæumsår, hvor i alt 67 biler er blevet testet eller gentestet. Af dem har de 52 fået fem stjerner, og 15 biler har fået fire stjerner. Ingen biler har fået under fire stjerner.

I den aktuelle batch samler interessen sig helt naturligt omkring VW ID. Buzz, der netop er blevet kåret som Årets Bil i Danmark 2023, og MG 4, som blev nummer to. Begge biler klarer sig til fem Euro NCAP-stjerner, men for VW ID. Buzz er det kun lige akkurat. I kategorien ’fodgængersikkerhed’ bliver det nemlig kun lige netop til de 60 procent, som er kravet for at få fem stjerner.

”VW ID. Buzz er en spændende bil med en tårnhøj kollisionssikkerhed og meget velfungerende sikkerhedssystemer. Mindre imponerende er sikkerheden, når det kommer til bløde trafikanter, som bilens konstruktion er hård imod. Nødbremsen, som skal forhindre uheld mod fodgængere og cyklister, er også set bedre. Bilens grundkonstruktion kan man ikke gøre så meget ved, men VW burde have prioriteret en bedre nødbremse for bløde trafikanter, og det tager lidt af glansen af de fem stjerner,” siger FDMs repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen, og tilføjer:

”Der er også fuldt hus til MG 4. Bortset fra på fodgængersikkerheden scorer den ikke lige så højt som VW ID. Buzz, men sikkerheden er stadig til fem sikre stjerner.”

Det er dog ikke kun testene af de nye biler, som er interessant. Som tidligere er en række biler blevet genberegnet eller -testet. Enten fordi de er identiske med tidligere testede biler, eller fordi deres Euro NCAP-test er udløbet.

Det sidste gælder blandt andet familievenlige VW Touran, der senest blev testet i 2015, mens Skoda har fået gentestet sin populære Octavia. Peugeot 408 og Citroën C4X hører egentlig til de nye biler, men da bilerne stort set er identiske med Peugeot 308 og Citroën C4, der er testet tidligere, er resultatet for dem blot blevet overført. Det betyder, at der er fem stjerner til Skoda Octavia, mens VW Touran, Peugeot 408 og Citroën C4X alle tre får fire stjerner.

”Vi har tidligere kritiseret bilproducenter for at forsømme at opdatere sikkerheden på modeller med et langt liv. Det kunne man også have frygtet med VW Touran. Men VW skal have ros for, at de har taget sikkerheden alvorligt og opdateret den, så den populære Touran lander på fire stjerner. Det samme gælder Skoda, som med blandt andet en bedre nødbremse sikrer, at Octavia kan veksle sine fem 2019-stjerner til fem stjerner anno 2022."

"Til gengæld er fire stjerner til Peugeot 408 og Citroën C4X mere skuffende. Dels fordi der er tale om en helt nye biler, dels fordi vi i Euro NCAP senest i maj efterlyste en bedre nødbremse, da vi testede 408’s søsterbil Peugeot 308. Den er stadig ikke forbedret, ligesom airbaggen mellem forsæderne, som i dag er standard i de fleste nye biler, fortsat også mangler i både 408 og C4X. Det burde Stellantis-koncernen bag Peugeot og Citroën have fået rettet,” siger Søren W. Rasmussen.

Testens biler:

  • Chery Omoda 5:                      5 Euro NCAP-stjerner
  • Citroën C4X:                           4 Euro NCAP-stjerner
  • Ford Puma:                             4 Euro NCAP-stjerner (gentest 2019)
  • Ford Ranger:                           5 Euro NCAP-stjerner
  • Maxus Mifa 9:                         5 Euro NCAP-stjerner
  • Mercedes-Benz GLC:                5 Euro NCAP-stjerner
  • MG 4:                                     5 Euro NCAP-stjerner
  • Land Rover Discovery Sport:    5 Euro NCAP-stjerner
  • Lexus RX:                               5 Euro NCAP-stjerner
  • Lucid Air:                                5 Euro NCAP-stjerner
  • Peugeot 408:                          4 Euro NCAP-stjerner
  • Skoda Octavia:                        5 Euro NCAP-stjerner (gentest 2019)
  • VW Amarok:                           5 Euro NCAP-stjerner
  • VW ID. Buzz:                          5 Euro NCAP-stjerner
  • VW Touran:                            4 Euro NCAP-stjerner (gentest 2015)

Hent billede - VW ID. Buzz

Hent billede - MG 4