FAQ om Tempo 100 i Danmark

Det er muligt at få en Tempo 100 godkendelse til campingvogne og trailere i Danmark. Samtidig er der indført også 80 km/t på landeveje og motortrafikveje, hvis påhængskøretøjet er Tempo 100 godkendt.

Tempo 100 i Danmark.
Viden

Med en Tempo 100 godkendelse må du køre 100 km/t med campingvogn eller trailer på motorvejen.

Der er en række krav til bil og påhængskøretøj for at kunne få en Tempo 100 godkendelse.

I Danmark vil der være et særskilt krav til syn ved den danske Tempo 100 godkendelse. Krav om syn gælder for Tempo 100-påhængskøretøjer med en totalvægt på over 750 kg. Synet skal udføres i forbindelse med Tempo 100-godkendelsen.

Sådan bliver en anhænger Tempo 100-godkendt:

 

Book: Tempo 100

Både dansk og tysk Tempo 100

Færdselsstyrelsen er i kontakt med de tyske myndigheder for at drøfte muligheden for at en dansk Tempo 100-godkendelse i fremtiden kan anerkendes i Tyskland. Foreløbig skal der dog søges om begge Tempo 100-godkendelser, hvis man ønsker at bruge det i begge lande.

Der er ingen tidshorisont for, hvornår det bliver afklaret, om der kan opnås enighed om gensidighed. Har du ikke brug for Tempo 100 i Danmark lige nu, kan det eventuelt betale sig at afvente om aftalen falder på plads, således at der ikke skal betales for både dansk og tysk Tempo 100 godkendelse.

Vi har samlet en række spørgsmål om Tempo 100 i Danmark her:

Hvornår kan man ansøge om Tempo 100 i Danmark
Du kan søge om dansk Tempo 100 fra d. 1. juli 2016. 

Hvis du skal til Tyskland og ønsker Tempo 100, skal du også søge den tyske Tempo 100 godkendelse.
Har du allerede i dag en tysk Tempo 100 godkendelse, vil den ikke kunne bruges i Danmark. 

Ligesom i Tyskland vil der i Danmark nemlig være et særskilt krav til syn ved den danske Tempo 100 godkendelse. Et krav tyske myndigheder imidlertid ikke har kunnet håndhæve over for dansk indregistrerede køretøjer. Ønsker du dansk Tempo 100, skal du derfor ansøge om dette også.
Gælder den danske Tempo 100 i Tyskland?
Det er endnu uafklaret, om den danske Tempo 100 kan bruges i Tyskland. Så foreløbig skal man være i besiddelse af begge Tempo 100-godkendelser, hvis man vil gøre brug af Tempo 100 i begge lande. 
Gælder den tyske Tempo 100 i Danmark?
Den tyske Tempo 100 kan ikke bruges i Danmark.

I Danmark vil der være krav om periodesyn af påhængskøretøjet hvert andet år. Det samme synskrav som i Tyskland og i Sverige. De to lande har imidlertid ikke myndighed til at syne danske påhængskøretøjer. 
Hvilke påhængskøretøjer kan søge om Tempo 100 i Danmark?
Tempo 100 indføres for bilister, der kører med campingvogn eller trailer i Danmark.

Påhængskøretøjet, og i nogle tilfælde også den trækkende bil, skal opfylde visse krav vedr. egnethed til Tempo 100 (se nedenfor under krav).

Hvis påhængskøretøjet godkendes til Tempo 100, vil det også automatisk være godkendt til at køre 80 km/t. på landevej og motortrafikvej i Danmark. Uden Tempo 100 godkendelse må påhængskøretøjet køre 70 km/t. 
Hvilke krav skal man opfylde?
For at få en Tempo 100 godkendelse skal påhængskøretøjet og bil opfylde en række minimumskrav vedr. egnethed til Tempo 100. Det er bl.a. krav til dæk, bremser og stand.

Bil og påhængskøretøj skal som minimum opfylde disse krav:
Minimumkrav til anhænger: 
  • Dæk skal være yngre end 6 år
  • Dæk skal have en hastighedsmærkning på mindst „L” (120 km/t.)
  • Camping- og påhængsvogne skal være egnet til 100 km/t. (Læs mere om egnethedserklæring længere nede på denne side).
  • Camping- og påhængsvogne største akseltryk må ikke overstige 3500 kg.
  • Periodesyn hvert 2. år ved akseltryk på mere end 750 kg.

Minimumskrav til bil:
ABS-bremser
Bilens tilladte totalvægt må ikke overstige 3500 kg.
Hvornår er et påhængskøretøj egnet til Tempo 100?
Et påhængskøretøj kan godkendes til Tempo 100, når et af følgende punkter er opfyldt.
  • Når påhængskøretøjet i forvejen er TYSK tempo 100 godkendt
  • Når påhængskøretøjet er monteret med bremser, støddæmpere og stabiliseringsanordning
  • Når der foreligger dokumentation i form af en egnethedserklæring til kørsel med 100 km/t fra importør/fabrikant.
Hvad er en egnethedserklæring?
En egnethedserklæring bruges, hvis påhængskøretøjet ikke opfylder krav om bremser, støddæmpere og stabiliseringsanordning eller hvis påhængskøretøjet ikke allerede har en tysk Tempo 100 godkendelse.

De fleste synsvirksomheder ligger inde med egnethedserklæringer og kan være behjælpelig, så du undgår at kontakte importør/fabrikant, forhør dig derfor hos din FDM Test og Bilsyn, hvis du mangler en egnethedserklæring. Du kan også forsøge at finde dem via importør/fabrikant hjemmeside.
Hvilke hastigheder skal man overholde?
Hvis campingvogn eller trailer bliver godkendt til Tempo 100 kørsel, må den køre:
  • 100 km/t. på motorvej mod 80 km/t. i dag
  • 80 km/t. på landevej og motortrafikvej mod 70 km/t. i dag
Hvordan søger jeg om Tempo 100, når det træder i kraft?
Du kan booke tid online hos FDM test og bilsyn for at bestille Tempo 100 godkendelse til Danmark fra 1. juli 2016. En række FDM testcentre vil kunne Tempo 100 godkende efter de nye regler.

Ønsker du inden 1. juli at få Tempo 100 godkendelse til Tyskland? Det kan tage op til to uger at få papirerne retur fra Tyskland, så husk at være i god tid inden ferien.

Book: Tempo 100 i Tyskland
Hvad er forskellen på dansk og tysk Tempo 100?
Der gælder som udgangspunkt de samme tekniske krav til en Tempo 100 godkendelse i Tyskland som i Danmark. Det samme gælder periodesynet af påhængskøretøjet, som er hvert andet år. Udenlandske myndigheder kan imidlertid ikke syne dansk indregistrerede køretøjer og påhængskøretøjer. I praksis betyder det, at danskere med tysk Tempo 100 har kunnet undslå sig det periodesyn.  
Kan en havetrailer (tilladte totalvægt under 500 kg) få Tempo 100 godkendelse?
I princippet ja. Men da en lille havetrailer oftest ikke er udstyret med bremser, hydrauliske støddæmpere og stabiliseringsanordning, vil det kræve at bilen har en køreklar vægt på over 1667 kg.
Hvad er prisen for dansk Tempo 100?
En anhænger kan få Tempo 100-godkendelse hos en godkendt dansk synsvirksomhed. Prisen for en Tempo 100-godkendelse kan derfor variere alt efter synssted og deres prissætning.

Du kan se priserne hos FDM her:
Book: Tempo 100 i Danmark og Tyskland
Hvordan afmelder jeg Tempo 100?

Hvis du ønsker at afmelde Tempo 100 godkendelsen igen, og dermed ikke skal til periodisk syn i fremtiden, kræver det, at du afmelder tempo 100 godkendelsen hos Skat.

Det er altså ikke nok bare at fjerne Tempo 100 klistermærket fra anhængeren og undlade at komme til syn. Er Tempo 100 ikke afmeldt hos Skat, vil anhængeren figurere som udeblevet fra syn.

FDM kan Tempo 100 godkende anhængere i følgende synshaller:

Ballerup
Hillerød
Lyngby
Roskilde
Slagelse
Tårnby

Odense

Fredericia
Holstebro
Silkeborg
Ålborg
Århus

Læs mere: Bekendtgørelse om Tempo 100 i Danmark

 

I tvivl om Tempo 100?

FDM har udarbejdet en Tempo 100-beregner, som kan give overblik over regler og krav.

Beregn: Kan min anhænger få Tempo 100