Køb og salg på bilauktion

Bilauktion er et alternativ til den almindelige måde at købe eller sælge bil på. Men du skal se dig godt for.

Bilauktion er et alternativ til den almindelige måde at købe eller sælge bil på.
Fotograf:

Foto

FDM
Viden

Bilauktion er først for fremmest for professionelle. Forbrugerne bør normalt holde sig til de almindelige måder at handle bil på, med mindre du har stor forstand på brugte biler og et lige så stort kendskab til bilpriser og de særlige forhold, der gælder ved auktioner.

Få hjælp til bilkøbet

Forskellige typer bilauktion

Man er nødt til at skelne mellem bilauktion på internettet og bilauktioner, hvor man selv kan være til stede. Der gælder nemlig forskellige regler og dine rettigheder er vidt forskellige.

Ens for de to typer auktioner er dog, at det er den, der byder højest, der får bilen. Og ved begge former vil bilen altid være beskrevet af sælger eller en ansat ved auktionsfirmaet. Da der er tale om brugte biler og kortfattede beskrivelser, kan beskrivelserne selvfølgelig langt fra fortælle den fulde sandhed om bilerne.

Ved begge auktionsformer vil der normalt være betydelige gebyrer eller tillæg, der skal betales ud over budsummen. Det er meget vigtigt, man som både køber og sælger sætter sig ind i disse gebyrer.

FDM vil normalt kraftigt fraråde, at du køber en bil ubeset, ligesom du altid bør prøvekøre en brugt bil inden køb

Bilauktion på nettet

Ved de internetbaserede må køberen nøjes med sælgerens beskrivelse og nogle billeder af bilen. Ved netauktioner løber auktionen over bilen normalt i nogle dage, hvor der kan bydes døgnet rundt.

FDM vil normalt kraftigt fraråde, at du køber en bil ubeset, ligesom du altid bør prøvekøre en brugt bil inden køb. Dette råd gælder selvfølgelig også, når der er tale om netauktioner. Denne handelsform henvender sig primært til professionelle med stort kendskab til bilerne.

Rettigheder som køber på netauktion

Købelovens regler gælder ved netauktioner som ved almindelig salg fra forhandler til forbruger. Forbrugeren har desuden 14 dages fortrydelsesret ved netauktioner. Fortrydelsesretten er meget vigtigt, for det er i denne 14 dages fortrydelsesperiode, forbrugeren kan foretage den gennemgang af bilen, som han ikke kunne inden købet.

Læs mere: Garanti og raklamationsret

Rettigheder som privat sælger på netauktion

Sælgeren skal normalt acceptere nogle meget omfattende vilkår. Man kan derfor let stå i en situation, hvor nogle vilkår viser sig at komme bag på en. Sætter du din bil til salg på en netauktion, skal du desuden være klar over, at køberen formentlig er professionel. Han køber måske bilen til videresalg, hvilket prisen også vil afspejle. Du skal aldrig sætte din bil til salg på en netauktion, hvis du ikke selv kan få lov til at sætte en mindstepris.

Bilauktion med fremmøde

På en almindelig bilauktion er bilen til stede. Du kan altså komme og kigge på bilerne, og du kan være til stede i auktionshallen under selve auktionen. De tilstedeværende byder normalt ved håndsoprækning. Du skal ikke regne med, du kan komme til at prøve bilen på samme måde som hos en bilforhandler. Der er derfor risiko for at købe en bil, der trænger til uforudsete reparationer, der er større end ved normal køb.

Læs mere: Gudie til trygt bilkøb

Rettigheder som køber ved almindelig bilauktion

Købeloven begrænser forbrugerens rettigheder ved køb på en almindelig auktion i forhold til køb hos en forhandler. Bilen skal naturligvis stadig være korrekt beskrevet herunder også oplyse om tidligere store skader, kendte fejl osv.

Derudover har køberen ingen rettigheder, med mindre bilen er i væsentlig ringere stand, end køberen havde ret til at forvente i henhold til beskrivelsen. Det er normalt auktionsfirmaet, der hæfter for mangler over for en forbruger, der har købt en bil. Hvis du vælger at prøve kræfter med at købe bil på bilauktion, skal du forberede dig godt hjemmefra. Udse en eller nogle få biler hjemmefra, tag en dygtig tekniker med, så I kan gennemgå bilerne så grundigt som muligt, inden auktionen.

Det er normalt auktionsfirmaet, der hæfter for mangler over for en forbruger, der har købt en bil

Rettigheder som privat sælger på almindelig bilauktion

Bilen skal beskrives fuldstændig korrekt, og du skal loyalt oplyse om de ting ved bilen, som en køber normalt vil have brug for at vide. Normalt kan man sætte en mindstepris, men du skal huske på, at køberen til bilen normalt vil være en bilforhandler, der skal sælge bilen videre, så budsummen vil derfor ofte opleves som lav.

Gebyrer ved bilauktioner

Normalt skal både køber og sælger betale gebyr til auktionsfirmaet, når en handel er indgået. Men nogle vilkår siger bl.a. at hvis en køber smutter fra handelen, hvor bilen er fejlbeskrevet, betragtes købet alligevel som indgået. Auktionsfirmaet har dermed krav på gebyr for gennemført salg. I sådanne situationer kan den private sælger komme til at hænge på begge gebyrer og stadig have bilen. Det er derfor vigtigt, at bilen beskrives meget nøjagtigt, hvis du vælger at prøve at sælge via netauktion.

Læs mere: Sælg din bil