Mégane stationcar bliver en langstrakt sag
22. februar 2016
Foto: Renault
Renault supplerer nu den nye Mégane hatchback med en stationcar. Den får klassens længste lastrum, siger Renault.
Efter femdørs følger stationcar. Den rytme – ofte med seks måneders mellemrum - er helt standard, når en ny model lanceres. Og efter verdenspremieren i Frankfurt i efteråret på Mégane viser Renault på Genève-salonen i marts stationcarversionen.

Renault viser i første omgang kun den luksuriøse og stylede GT-version af stationcaren. Foto: Renault
Det er en vigtig variant, som i mange lande udgør over halvdelen af salget.
Renault viser de første billeder af den luksuriøse GT-version en uge før premieren, men giver ellers meget få oplysninger.
Længste lastrum
Det fremgår, at bagagerummet med bagsædet lagt ned bliver det længste i klassen – men ikke hvor langt. Renault siger også, at indretningen er modulær, uden at fortælle præcis hvad det går ud på.
Vi får dog at vide, at stationcaren bliver tilbudt med 4CONTROL, som er Renaults firehjulsstyring.
Også ny Scénic
På Genève-udstillingen vil Renault desuden have premiere på Scénic, både i den korte og den lange version.
Mégane stationcar kommer til Danmark til efteråret.