Efter et par års tilløb er autostole, der er godkendte efter den nye i-Size standard, ikke længere et nicheprodukt. At stolene i dag er et ofte godt og sikkert valg til børnefamilier fremgår af årets anden store autostoletest, FDM har foretaget i samarbejde med en række europæiske bilklubber. Her er hele fem af 14 af de testede autostole i-Size autostole.
Den nye standard betyder blandt andet, at børn i i-Size stole skal sidde bagudvendt i længere tid. Det dog ikke ensbetydende med, at stolene også er mere sikre.
”Efter i de senere år at have testet et par i-Size stole til topkarakter dumper vi i år for første gang en af de nye stole og det endda med et brag. Stolens metalramme knækker ganske enkelt sammen i frontalkollisionstesten. Var det sket i virkeligheden, havde det været fatalt. Så selvom i-Size almindeligvis sikrer barnet bedre, og er derfor noget, FDM anbefaler, er det ikke mere sikkert end den enkelte stol. Man skal altså stadig se sig for,” siger bilteknisk redaktør i FDM, Søren W. Rasmussen.
Af testens 14 autostole er der gode karakterer til de otte, hvoraf særligt tre udmærker sig. En stol kan kun anbefales med forbehold, mens fem dumper, heriblandt altså en i-Size stol, og en anden, der helt river sig løs af basen ved en frontalkollision.
Udover sikkerheden er autostolene også testet i kategorierne betjening, komfort og indhold af skadelige stoffer. Særligt det sidste har de senere år voldt flere producenter problemer, men denne gang tyder det på, at det problem nu er løst.
”I alle stolene var indholdet af skadelige stoffer enten på et nul-niveau eller tæt på. Samme positive udvikling så vi i forårets test, hvor kun få af de 32 stole havde problemer med skadelige stoffer og kun to i en grad, så de dumpede. Det giver håb om, at producenterne endelig har fået styr på produktionen, for skadelige stoffer hører ikke hjemme i autostole,” siger Søren W. Rasmussen.
Læs alle resultaterne fra den seneste autostoletest på www.FDM.dk/autostole eller i Motors novembernummer, der udkommer fredag den 28. oktober.