Smilene bliver stadig bredere blandt de danske bilejere. I hvert fald er danskernes tilfredshed med deres biler den højeste, siden FDM i 2003 begyndte at tage temperaturen på bilglæden. Det viser FDMs store AutoIndex-undersøgelse blandt 28.000 danske bilejere.
Og det er ikke kun den gennemsnitlige vurdering af bilmærkerne, der er steget. Faktisk er den samlede tilfredshed med bilerne i bunden af listen steget mere end bilerne i toppen, så forskellen mellem de mest tilfredse og de mindre tilfredse bilejere er i år blevet en smule mindre.
Enkelte mislyde er der dog i årets AutoIndex, og de bør vække bekymring hos især premium-mærket Audi. For nok er tilfredsheden med bilen høj, men vurderingen af Audi-værkstedet er til dumpekarakter og ligger her næstsidst af de i alt 21 bilmærker.
”Som importør kan man ikke gøre noget ved bilerne. Det kan man derimod ved alt det udenom, det såkaldte eftermarked. Det er her, man som forhandler har mulighed for at yde en service, så man både fastholder og har tilfredse kunder i salgslokalet og på værkstedet. Derfor kan det undre, at Audi ikke gør sig mere umage. Placeringen matcher meget dårligt det image, Audi ellers gerne vil udstråle,” siger chefredaktør på FDMs medlemsmagasin Motor, Bo Christian Koch.
Som de seneste år er det igen BMW, der er duksen blandt de 21 bilmærker, efterfulgt af Volvo, Mercedes-Benz og Toyota. I den modsatte ende er Fiat igen samlet bundprop med de mindst tilfredse bilejere.
”Der er ikke mange fingre at sætte på BMW. Vurderingen af bilen er i top, og det samme er vurderingen af forhandler og værksted. Ser man på udviklingen i AutoIndex gennem årene, kan vi se, at det er noget, den danske BMW-importør bevidst har arbejdet med, så de nu har styr på både bilen og alt det udenom,” siger Bo Christian Koch.
AutoIndex er gennemført af Loyalty Group for FDM blandt 28.000 danske bilejere. Undersøgelsen er gennemført i perioden januar-marts 2019. I det samlede svar vægtes bilens kvaliteter med 40 procent, mens vurderingen af værksted, forhandler og loyalitet over for mærket vægtes med hver 20 procent.