Billigst at tanke i Østrig på kør selv-ferien

Brændstofpriserne i Europa er i gennemsnit faldet mere end 25 øre pr. liter. Det gør sommerens kør selv-ferie en smule billigere. Der er dog stor forskel på, hvor dyr benzin og diesel er i de enkelte lande. Billigst er Østrig, mens Holland, Danmark og Italien er dyrest, viser FDMs gennemgang.

Pressemeddelelse

Det er blevet en smule billigere at trække tankpistolen på de europæiske servicestationer.

I forhold til sidste sommer er listeprisen på benzin og diesel nemlig faldet en smule. Det viser en gennemgang, FDM har lavet af Europa-Kommissionens listepriser for brændstof i 12 europæiske lande.

I forhold til juni måned sidste år er benzinprisen faldet med i gennemsnit 24 øre pr. liter, mens det for diesel er 27 øre pr. liter. Største fald finder man i Kroatien, hvor listeprisen på benzin og diesel i juni lå henholdsvis 57 og 53 øre lavere end på samme tidspunkt sidste år.

”Selvom brændstofpriserne samlet er faldet en smule, er der tale om listepriser. Det betyder, at man godt kan finde lavere priser undervejs. Eksempelvis er det ofte billigere at tanke på enten ubemandede stationer eller i områder, hvor der er flere tankstationer, mens det er dyrest at tanke på stationer langs motorvejen. I Tyskland har markedet også ændret sig, så det nu er billigst at tanke kl. 18-22 og dyrest kl. 06-08,” siger forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru.

FDMs gennemgang viser også, at det ikke er lige meget, hvor man tanker. Der er nemlig forskel på prisen i de enkelte lande. Holland og Italien er de dyreste lande at tanke benzin i, mens Tjekkiet og Østrig er de billigste. Også på diesel er Italien blandt de dyreste lande.

”Går turen til Gardasøen, kan man med fordel tanke bilen i Østrig frem for Italien, der har nogle af de højeste brændstofpriser i Europa. Tanker man 50 liter benzin i Østrig, er der, ud fra den seneste listepris, 128 kr. at spare i forhold til i Italien. På samme måde er der ingen grund til at fylde tanken i Danmark inden afgang. Der kan være lidt at spare, hvis man venter, til man er i Tyskland, hvor den seneste listepris på benzinen er 94 øre billigere pr. liter,” siger Ilyas Dogru.

Hent grafik