Bilproducenter spekulerer sig til Euro NCAP-stjerner

Mange bilproducenter hopper fortsat over, hvor sikkerheds-gærdet er lavest og sparer vigtigt udstyr væk. Bekymrende og for dårligt, mener FDM, som ser frem til skærpede Euro NCAP-krav fra årsskiftet.

Pressemeddelelse

Opløbsfeltet er som altid tæt i årets sidste Euro NCAP-test. 15 biler er med i spurten, hvor der er de maksimale fem stjerner til hele 11 af bilerne (BMW X1, Infinity Q30, Jaguar XE, Jaguar XF, Kia Optima, Kia Sportage, Lexus RX, Mercedes-Benz GLC, Opel Astra, Renault Megane, Renault Talisman), mens der er fire stjerner til Mini Clubman og Nissan NP300 Navara og bare tre matte stjerner til BMW Z4.

Dårligst klarer Lancia Ypsilon sig med skandaløse to stjerner og en grundlæggende ringe sikkerhed. At bilen ikke kommer på det danske marked, er en ringe trøst.

Ser man bort fra de to bundskrabere, er det samlet set dog et umiddelbart flot resultat, når man tager de skrappere 2015-krav i betragtning. Nærlæser man testresultaterne for de enkelte biler, er det dog med hiv og sving, at flere af bilerne henter point nok til den femte stjerne. Igen er det kategorien ’sikkerhedsudstyr’, der volder producenterne kvaler.

”Det er tydeligt, at mange af bilproducenterne spekulerer i kun lige at putte nok af de nye sikkerhedssystemer i til at klemme sig op på de fem stjerner. Vel og mærke i den testede model, der ikke altid er den, der købes af danskerne. Desværre betyder det, at flere fravælger det vigtige nødbremsesystem, og i stedet installerer billigere systemer som en fartbegrænser for at få de nødvendige point. Allerede fra næste år skærpes dog, og fra 2017 skal alle sikkerhedssystemerne være på alle udgaver, hvis en bil skal have fem stjerner,” siger FDMs repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen.

Ligesom i årets tidligere sikkerhedstest skal man som bilkøber fortsat være opmærksom på, at der kan være stor forskel på Euro NCAP-resultatet for forskellige versioner af samme model. Det er nemlig langt fra alle udstyrsniveauer, der har det samme sikkerhedsudstyr. Det gjaldt også for den nye Opel Astra, der som udgangspunkt ikke ville have automatisk nødbremse i alle modeller. På baggrund af den aktuelle test har Opel imidlertid valgt at justere på sikkerhedsudstyret, så en nødbremse nu bliver standard på tre af fire af Astras udstyrsniveauer og dermed vil stort set alle solgte udgaver af bilen i Danmark have nødbremse. Kun den billigste model vil fortsat ikke have nødbremse, da det fra fabrikkens side ikke er muligt at bygge systemet ind her.

”Det er positivt, at Opel af egen drift højner sikkerheden i Opel Astra. Det ændrer dog ikke på, at mange andre nye danske biler fortsat ikke udrustes maksimalt på sikkerhedsområdet. Det er en fortsat negativ effekt af de høje danske afgifter på nye biler, og her har den seneste afgiftsændring ikke rigtig haft tilstrækkelig effekt. FDM opfordrer derfor til en fortsat fornyelse af afgiftssystemet, så danske biler kan blive lige så sikre som dem i vores nabolande,” siger Søren W. Rasmussen.

Se alle resultaterne fra den aktuelle og tidligere sikkerhedstest på www.fdm.dk/euroncap

BMW X1 - Fem stjerner 2)
BMW Z4 – Tre stjerner 1)
Infinity Q30 – Fem stjerner
Jaguar XE – Fem stjerner
Jaguar XF – Fem stjerner
Kia Optima – Fem stjerner 3)
Kia Sportage - Fem stjerner 3)
Lancia Ypsilon – To stjerner 1)
Lexus RX – Fem stjerner
Mercedes-Benz GLC – Fem stjerner
Mini Clubman – Fire stjerner 2)
Nissan NP300 Navara – Fire stjerner
Opel Astra – Fem stjerner 2)
Renault Megane – Fem stjerner 1) 3)
Renault Talisman – Fem stjerner 1)

1) Testet uden automatisk nødbremse (AEB)
2) Testet med nødbremse, men den er ikke standard i alle modeller i Danmark, og det betyder, at enkelte udgaver af modellen ikke opnår det angivne antal stjerner.
3) Endeligt udstyrsniveau i Danmark kendes endnu ikke.