BMW X1 på nye veje

Forhjulstrækket spreder sig hos BMW og er nu nået til den lille fritidsbil X1. Den helt nye bilmodel bør dog købes med firehjulstræk.

BMW X1. Foto: Karsten Meyland Lemche, FDM
Forpremiere

BMW X1 er nu at finde i en ny generation, der som udgangspunkt trækker på forhjulene. Fotos: Karsten M. Lemche, FDM
BMW X1 er nu at finde i en ny generation, der som udgangspunkt trækker på forhjulene. Fotos: Karsten M. Lemche, FDM
Motor mener: BMW X1 kører bedst med firehjulstræk og indbyder til tilkøb af sikkerhedspakke, og dermed bliver det en dyr, men dejlig bil.

Markedet for små firehjulstrukne fritidsbiler eksploderer nærmest i Europa for tiden, og alle bilproducenter vil med til festen. BMW var med til at grundlægge biltypen, de også kalder SAV – Sport Activity Vehicle – med den første generation af X1.

Nu er en ny klar, og den bryder med forgængerens layout. Nu er motoren tværstillet, og den trækker på forhjulene i de mindste versioner. Firehjulstræk fås stadig og er nu af en lynhurtig type, hvor en elektronisk styret pladekobling løbende kan fordele trækkraften mellem for- og baghjul.

LÆS OGSÅ: Motors test af Volvo V60 CC

Førerpladsen er i vanlig BMW-stil, men man mærker, at pladsen er mere kneben end i de større modeller.
Førerpladsen er i vanlig BMW-stil, men man mærker, at pladsen er mere kneben end i de større modeller.
Designet er løftet markant, og linjerne sender tankerne i retning af den store X5. Det er også herfra, at mange af de nye sikkerhedssystemer er hentet, og både head up-display, nødbremse, adaptiv fartpilot og LED-forlygter er nu på listen over ekstraudstyr. Men med en startpris på 550.000 kr. løber det hele hurtigt op.

Vælg den med xDrive

Vi prøvede X1 i en version med dieselmotor og forhjulstræk. Køreindtrykket er positivt, så længe det går lige ud, men på små snoede veje har de trækkende forhjul svært ved både at håndtere motorens kræfter og styrekræfterne, hvilket gør bilen en kende for understyrende.

Med firehjulstrækket xDrive kommer X1 bedre til sin ret, og med en merpris på bare 44.000 kr. bør man helt klart gå den vej.

LÆS OGSÅ: Motors test af Opel Insignia Country Tourer

En sikkerhedspakke med udvidet nødbremse skal også tilkøbes, hvis man vil være helt up to date med sin X1. Ellers er bilen et sjovt, velbygget alternativ i den dyre ende af skalaen.